Når jeg sådan tænker tilbage på tiden lige efter min far’s død, så minder det billede jeg ser for mig, mest om en sindsygt nederen langtrukken sort-hvid film, hvor man som seer ikke fatter en skid af hvad der foregår. En film der kører nonstop et helt år og bare handler om en person der svæver rundt i rummet.
Hold kæft hvor er den lang og hold kæft hvor er den dog røvsyg.
I hvert fald det meste af tiden.
Det er en tåge og der er selvfølgelig sker der også gode ting – fantastiske ting, man skal bare lige nå til det punkt hvor man observerer tingene der foregår omkring én igen. Det kan godt tage sin tid.
Jeg stod op hver dag, fordi jeg var nødt til det.
Jeg har hund. Jeg har den dejligste, mest hyperaktive, drillepinds-aner ikke hvor stor han er, hund.
Og så havde jeg jo så også lige pludselig en chubby, skeløjet samojede spids som selv mener at han er majestæt. Det var ganske hårdt, det er det såmænd stadig nogle gange – men jeg havde jo så også en grund til at stå ud af sengen selvom jeg overhovedet ikke havde lyst og det var en gave i sig selv.
Med tiden skulle vi også tømme hele mit barndomshjem.
De første ting jeg selv hentede var min far’s malerier. De er ligesom brudstykker af ham og jeg hadede tanken om, at de stadig var i det kolde hus.
Jeg var kun deroppe et par gange, inden vi begyndte at tømme huset og jeg hadede det. Det var stadig mit hjem, men det føltes koldt som is. Jeg lagde mig i hans seng, under hans dyne og kunne dufte ham, men han var der jo ikke. Ikke sådan som jeg ønskede det, i hvert fald.
Det var lidt som om, at sjælen var blevet suget ud af væggene.
Selv kattene var påvirket. De brugte stue og køkken som toilet, selvom de frit kunne gå ud og havde mad osv. Det var ikke normalt for dem. Jeg havde besluttet at de skulle op til mig, men jeg tænkte at jo længere de kunne blive hjemme, jo bedre. Sådan havde de det så ikke, fandt jeg ud af.
Tiden kom hvor vi skulle tømme huset og det er, udover at at miste min far, det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Alle de ting man skulle tage stilling til, tanken om at det var de sidste dage jeg ville have i mit barndomshjem og værst af alt, alle de ting som jeg var nødsaget til at skille mig af med.
At stå og kigge ud i haven fra vinduet i stuen. På den have hvor vi brugte så meget tid, på æbletræet som engang havde haft en gynge og en… platform (var hvad det blev til) som oprindeligt var ment som et far-søn projekt og hængekøjen. At kigge derud og føle at det var sommer i går og tænke over alle de år der lige pludseligt bare var gået.
Der kneb jeg måske lige en tåre. Det gjorde ondt.
Jeg endte med at bede min mor om at sortere i mine ting. Mit gamle legetøj, mine barbie dukker, mine bøger som jeg har læst en million gange, min barndom. Jeg kunne ikke selv, for hvis jeg kunne så havde jeg sgu gemt det hele.
Man vil gerne have det overstået, men samtidigt vil man ikke for når det er slut, så er det slut.
Det er en mærkelig tanke, at der er andre som bor der nu, for i mit hjerte er det på en eller andet måde stadig mit hjem. Det var det jo.
På den anden side er jeg glad for at der flyttede nogen ind så hurtigt, for det havde været mere trist hvis huuset bare havde stået helt tomt og livløst i lang tid.
Jeg har ikke været der siden. Det er cirka 2,5 år siden nu.
Det vil sige, at jeg et par gange har siddet i en bil som er kørt forbi, fordi jeg ikke lige fik sagt at jeg ikke så gerne ville den vej og jeg har kigget væk. Så i mit hovede har jeg ikke været på Vesterløkke Allé siden, for jeg har ikke set det og jeg er heller ikke klar til det endnu.
Med tiden bliver jeg nok klar, ligesom jeg stille og roligt blev klar til at kigge billeder og se videoer med min far og det er helt okay. Det hele er helt okay, for det er del af det og det er en del af en selv.
Jeg savner ham.
Men han er overalt.
Billedet nedenunder er fra et sted i byen, hvor han en dag var crime-rider og satte sig præg.
Mennesker som ham, efterlader spor overalt.
Noget man lære meget om, når man oplever noget voldsomt i sit liv er først og fremmest sig selv og noget jeg personligt har lært rigtig meget om, er mig og mine sociale forhold.
Mig selv som et socialt individ.
Jeg ville ønske at nogen havde fortalt mig, hvordan tingene pludseligt og meget markant kan ændre sig efter en tragisk hændelse. Det er normalt og det er okay. Det ved jeg nu.
Det er selvfølgelig helt forskelligt fra person til person og det kommer helt sikkert også an på hvordan man er som person. For mit vedkommende, trak jeg mig ganske enkelt væk fra folk.
Det var sikkert det hele rigtige at gøre, for mig. Men det har da også haft konsekvenser.
Der er ikke den følelse, jeg ikke har været igennem.
Dyb taknemmelighed, kærlighed, skuffelse, vrede..
Man er nødt til at komme til et sted, hvor man er klar til at kigge indad.
Det hjælper ikke noget, at bebrejde sig selv for alt – men man har lige så meget ansvar som før man fik sit hjerte knust og alt dét, sutter lige så meget røv, som det smager af vaniljeis.
Man bliver valgt fra, fordi man ikke deler nok af sig selv og man bliver valgt fra fordi man deler for meget. Der findes ikke nogen fin linje, mellem hvad der er rigtigt og forkert. Men der findes rigtigt og forkert. Man kan bare kun basere det på sig selv. Know what I mean?
Den sidste nytårsaften, jeg havde med min far (som jeg er så forbandet heldig, at have haft sammen med ham) gik vi, klokken 24, udenfor arm i arm og så på fyrværkeri. Sandsynligvis med en flaske champagne i hånden, mig med en alt for stor (fyldt med tryghedsfornemmelse) trøje lånt af ham.
Vi havde begge, surprise, fået en del at drikke og vi var i det ømme hjørne.
“Åh, jeg eeelsker dig”, “jeg er sååå stolt”, OG SÅ VIDERE. You know the drill.
Ikke at vi ikke mente hvad vi sagde, men der er ingen af os der nogensinde har været specielt gode til at sige den slags, uden at være lidt påvirket af alcohol.
Han sagde noget til mig, som jeg aldrig glemmer og som er en af grundene til at jeg har valgt at skrive de her indlæg. At gøre mig selv lidt mere sårbar, end hvad jeg egentlig syntes er komfortabelt.
“Du må ikke blive lige som mig” og hvad mente han så lige med det?
Min far havde mange venner og bekendte, men der var få som virkelig kendte ham.
Han mente at jeg skulle åbne mit hjerte.
At åbne sit hjerte, behøver ikke at betyde at man skal blotte sig selv fuldstændigt, det betyder bare at det faktisk kan være dét værd at give andre (og sig selv) en chance.
Det gør pisse ondt at miste, men jeg ville sgu da ikke bytte min far væk for noget som helst i hele verden, bare fordi at jeg mistede ham. Han er alle hjertesorgerne værd.
Cliché på cliché, men den er sgu godt nok.
Min far kunne ikke rigtigt trylle, men han var magisk.
Han var skide klog og han kunne også være et lille fjols.
Jeg mener bare.. han kan inspirere mig fra hvor end han er lige nu, det er da imponerende?
Det var en grå dag. Der var optakt til storm.
Jeg valgte en sort kjole, som jeg vidste at min far kunne lide og jeg tog en parfume på som jeg havde fået af ham – selvom jeg egentlig ikke er specielt vild med den. Jeg bruger den alligevel sommetider, når jeg tænker på ham. Han elskede den nemlig.
Jeg valgte ikke, at bruge tid på min make-up, for jeg var ret sikker på at den ikke ville blive siddende ret længe alligevel. Jeg gik i det hele taget ikke rigtig med make-up i perioden efter min fars død – det gav sgu ikke rigtig mening. Mine øjne havde egentlig fået lidt den samme funktion som et vandfald.
Men som min mor sagde, “du bliver i hvert fald ikke syg – du får renset godt ud”.
Min hud var også enormt pæn (de små ting).
Det var en smule problematisk. På grund af stormen som ville ramme i løbet af dagen, ville broerne blive lukket og mange ville være fanget på Fyn. Men der var jo ikke så meget at gøre ved det og min far, skulle satme sige “ses senere, venner” med et rabalder uden lige, andet ville ikke være rigtigt, vel.
Det gjorde han også.
Jeg husker dagen i grove træk. Jeg husker ikke præcist hvem der kom, hvem jeg mødte, hvad der blev sagt.. den slags. Det var det sidste jeg tænkte på.
Jeg husker at stige ud af bilen, jeg mindes at det støvregnede lidt.
Der var allerede mennesker og jeg blev hilst på, mange gange. Nogle kendte jeg, nogle kendte jeg ikke, men der var mange mennesker. Det var overvældende.
Min bror og jeg havde selv planlagt bisættelsen. Det var svært.
Gule, lilla, blå, gyldne og røde blomster. Farver som han elskede.
Jeg havde selv malet urnen, som jeg mindes stod et sted bag den hvide kiste.
“I må vælge 3 sange, som skal spilles. Erfaringen er, at det bliver for langtrukkent, hvis der spilles mere end 3” (noget i den stil, ik). Jaaaa joooo. Min far elskede musik!
Hans død kom mildest talt bag på mig, jeg var ikke forberedt og dagen efter han døde skulle jeg sidde og vælge 3 (TRE!!!) sange som skulle symbolisere ham og vise verden hvem han var. Han fortjener langt flere end tre sange. Tre sange er alt for simpelt. Han var så kompleks og alligevel gjorde han tingene så lette.
Vi valgte de tre sange og dem er jeg glad for, selvom der var alt for mange andre sange som skulle have været spillet, for at det havde været helt rigtigt. Jeg kom endda i tanke om en sang, han selv engang havde sagt skulle spilles til hans begravelse, som jeg først kom til at tænke på et stykke tid efter.
Dizzy Mizz Lizzy – Silverflame
America – A horse with no name
C.V. Jørgensen – Entertaineren
Jeg husker ikke at kunne kigge op. Kisten, som han lå i – alt for meget.
Jeg husker at mit digt til ham, blev læst op.
Jeg husker at der blev talt.
Jeg husker, ikke have opfattet at det var slut og jeg husker at gå bagved kisten og ikke have lyst til at se folk i øjnene og så husker jeg at stå med min hånd på kisten, inden den skulle køres væk. Det ville være det tætteste jeg ville være på at røre ved min far, resten af mit liv.
En barsk realitet. Mit hjerte var bare knust. Helt i stykker.
Jeg husker ikke at vi køre hjem til min far, men jeg husker at være i huset. Det var ulideligt tomt uden ham. En skal, på trods af at vi var mange mennesker og at alle hans ting stadig var i det.
Der var mange som måtte tage tidligt afsted på grund af stormen og vi endte med at sidde 5 personer tilbage til sidst, der sidst på eftermiddagen/først på aftenen og mildest talt drikke os pisse fulde, høre alt det rigtige musik og bare.. være.
Det stormede udenfor, virkelig. (tak far, din fucking skiderik – with love).
Jeg kan ikke huske om det var før eller efter bisættelsen, men jeg husker at gå med hundene udenfor og kigge rundt og lige pludselig bare bryde sammen, fordi verden virkede så ligegyldig og ulidelig at være i. Sådan havde jeg det længe. Jeg gik udenfor så lidt som overhovedet muligt og selvom det på det tidspunkt var svært, er jeg heldig at have min hund (og pludselig også min fars), fordi jeg så rent faktisk var tvunget til at gå udenfor selvom jeg ikke ville. Jeg ville ikke fordi jeg vidste at min verden ville bryde sammen, lige så snart jeg kom ind i min lejlighed igen. Verden var lige pludselig enormt skræmmende, mørk og alt for stor.
Men verdens farver ændrede sig igen. Lige så stille. De blev lyse, solen begyndte at skinne og lige så langsomt begyndte jeg at lægge mærke til det.
Jeg græd mindre og mindre. Det gjorde mindre og mindre ondt i min mave når jeg græd.
Jeg begyndte at kunne acceptere at mit liv havde ændret sig og indså at verden udenfor faktisk ikke havde ændret sig ret meget. Udfordringen blev så blive glad igen. Den udfordring løses ved at lede efter de små ting. De gode ting.
Vil du høre en hemmelighed?
De gode ting findes overalt. De findes i selv de værste oplevelser, det handler faktisk bare om at kunne genkende dem og det handler om at fjerne skyklapperne. De kommer aldrig på mode, man kan lige så godt bare indse det.
Min fars bisættelse var ham værdig. Min fars død var ham værdig. Min far var værdig.
Han fortjener at hans børn, hans familie og hans venner har det godt.
Det forstod jeg. Det forstår jeg.
Jeg tror at noget af det hårdeste ved at miste en man elsker er, at skulle acceptere at livet har ændret sig. I mine øjne kan livet herfra gå to veje;
Den ene vej ender ved en platform, hvor har muligheden for at ligge sig ned og give op. Man kan ligge sig ned og føle smerten i hele kroppen og hvis man er heldig, så bliver man til sidst komplet følelsesløs.
Det er den nemmeste veje af de to – i hvert fald som udgangspunkt. Det kræver ikke så meget at nå platformen, man skal ikke rigtig gøre noget for at komme dertil og man kan få lov til at blive liggende nogenlunde på samme sted resten af livet. Det er så også den vej der i virkeligheden er allersværest, fordi man sidder fast. Man sætter sig selv fast med en eller anden magisk superlim, som godt kan opløses, men det kræver den aller stærkeste form for syrer i verden og dén gør ondt. Derfor vælger de fleste nok at blive hvor de er, fordi det virker uoverskueligt at se smerte direkte i øjnene. Det virker mere komfortabelt kun at føle den på overfladen. Ved du hvad jeg mener?
Den anden vej, er umiddelbart den hårdeste. Den er nemlig op af bakke hele vejen.
Men når man toppen, er der til gengæld gevinst. Det er nemlig her man får en chance til og livet starter – på en måde på ny.
Det er også en kamp. Der er en helveds masse forhindringer man skal igennem på vejen, men indgangen er altså gratis.
Jeg valgte vej nummer 2.
Det var svært at opgive vej nummer 1, for den lyder enormt fristende når man har fornemmelsen af, at have cement i benene. Det tog mig så også to år at nå indgangen og jeg skal da indrømme at jeg stadig kæmper for at blive indenfor, nogle dage. Men jeg bliver der kraftedderperkmer og jeg min intention er altså at nå min final destination med et brag af en fest.
Min far har stået overfor disse to veje, mange gange i hans alt for korte liv. Han valgte altid vej nummer 2 og selvom han mange gange har været fristet til at trisse tilbage af vej nummer 1, kæmpede han med alt hvad han havde for at blive hvor han var og han gjorde det sgu.
Så jeg har besluttet, at det gør jeg også.
Man ville aldrig opleve en optur, hvis man ikke havde mærket hvordan nedturen føles. Det hele ville være ret ligegyldigt, for man ville ikke have nogen idé om hvordnår man havde det allermest fantastisk.
Jeg savner min far, med alt hvad jeg er.
I dag kiggede jeg for første gang siden han døde, vores beskeder igennem på messenger. Det har taget mig rigtig længe at nå det punkt, hvor jeg følte mig klar. Ærligt, så var jeg ikke ked af det et sekund, jeg grinte. For hold nu kæft, hvor var det dog nogle ristede beskeder der poppede frem og det kørte i samme ristede bane hele vejen igennem alle beskederne.
Jeg vågnede en morgen, kort efter min fars død med hans stemme i hovedet. Eller ørene. Eller noget helt andet, jeg ved det ikke.
Han sang.
Three little birds – Bob Marley.
Det var sært, fordi jeg aldrig har hørt ret meget Bob Marley. Det er ikke umiddelbart noget musik, der bare sådan lige ville poppe ind i min tanker.
Inspirerende mand, positive tekster – helt enig, men det er ikke noget jeg hører når jeg går rundt derhjemme og støvsuger. Og så var det jo min fars stemme.
Jeg googlede teksten og læste den igennem, den ramte mig lige pladask i hjertet.
Et lille udpluk af den, ser sådan her ud:
“Don’t worry about a thing,
‘Cause every little thing gonna be alright.
Singing’ “Don’t worry about a thing,
‘Cause every little thing gonna be alright!”
Rise up this mornin’,
Smiled with the risin’ sun,
Three little birds
Pitch by my doorstep
Singin’ sweet songs
Of melodies pure and true,
Saying’, (“This is my message to you”)
Man oplever mange ting når man mister en af sine allerkæreste. Man lærer også rigtig meget. Man lære en masse nye ting om sig selv og man lærer en masse ting om sin omgangskreds. Det er bittersødt og det tror jeg egentlig er meget normalt.
Jeg valgte at trække mig væk, et par år. Hvis jeg havde kunne slå mig ned på en tropeø, bare min hund og jeg – så havde jeg sgu nok gjort det. Eller bare i en lille hytte i skoven, I don’t ask for much?
Men livet stopper jo ikke, fordi det ændrer sig.
Dagene efter min far døde, kiggede jeg ikke ret meget ud af vinduet. Det undrede mig virkelig at livet kunne fortsætte udenfor, at folk kunne gå rundt udenfor og smile, når mit liv nu var gået i stå. Jeg husker at tænke “det er ikke så slemt, det skal nok gå” og så bryde sammen, fordi det VAR kraftedme slemt. Men det er helt okay, for det betyder bare at jeg har oceaner af kærlighed for min far og det er faktisk kun godt. Jeg er heldig.
Det kan godt gøre rigtig ondt at elske, men livet ville heller ikke være ret meget værd uden kærlighed. Det lyder cliche, men den er sgu god nok!
Jeg snakker tit med min far – call me crazy. Ofte når jeg skælder ham ud, fordi HANS hund har tisset på mit gulv igen.
Jeg kan ikke høre ham, men jeg er helt sikker på at han er der af og til.
Jeg stod engang i Kvickly og skulle hente en pakke. Der stod to andre i køen.
Da det var min tur og jeg trådte frem, gik jeg ind i en væg af duften af min fars yndlings parfume og i samme øjeblikket var det væk igen. Jeg kiggede rundt, drejede muligvis rundt om mig selv et par gange og prøvede på at finde ud af hvor fanden det kom fra. Prøvede på at finde en rationel grund til hvad jeg lige havde oplevet, men der var ingen. Anden end at det var ham selvfølgelig.
Tænk hvad du vil, prøv på at overbevise mig om andet, I dare you. Der er mange der påstår hårdnakket at der umuligt kan findes noget som helst efter døden, men mennesket overvurdere sig selv konstant og lige så lidt som jeg ved om hvad der foregår, lige så lidt ved alle andre. Om de så vil kendes ved det eller ej.
Jeg har haft samme oplevelse et par gange efterfølgene.
Det er ikke nemt at rejse sig op og forsøge at bestige Mount Everest når man har brækket et ben. Men lortet heler, hvis man beder om hjælp. Husker du din sikkerhedsline?
Min far sagde tit “man kan hvad man vil” og det kan man altså. Det er ikke altid nemt, nogen gange kræver det helt enormt meget, men man kan. Det havde han ret i. Det allerværste man kan byde sig selv er, at sige til sig selv at man ikke kan. At give op.
Han gav aldrig op. Min far.
Han var stærk og når han ikke var, så var det han alligevel.
Jeg er spændt på, om jeg har nosser (altså det har jeg jo ikke… sådan rigtigt, men du ved?) til at dele min historie. Dele nogle sider af mig selv, som meget få kender. Dele nogle historier som potentielt aldrig ville blive hørt, fordi de næsten udelukkende sidder i mine fingerspidser. Historier der brænder i min mund, når jeg prøver at fortælle dem – men som kæmper for at komme ud.
De sidder jo klar, lige der. Vil du høre dem?
Jeg vil starte med at fortælle min historie, om det værste – men også det mest livsændrende, der er sket i mit liv.
Min fars død.
Min far har altid været min bedste ven. Jeg ligner ham ikke bare af udseende, jeg minder vidst også ret meget om ham. Hvis jeg var blevet født som dreng.. ja, så ved jeg jo godt hvordan jeg ville se ud.
Jeg har også altid har på fornemmelsen at han ikke ville blive så gammel. Spørg mig ikke om hvorfor, eller hvordan – jeg aner det ikke. Men jeg vidste det.
Det er første gang at jeg skriver om det her, nærmest første gang jeg snakker om det. Sådan rigtigt.
Hvad skete der?
Torsdag d. 27 november 2013, besøgte jeg min far.
Min hund fyldte 2 år den dag og vi fejrede ham. Intet mindre.
Min far havde det ikke helt fantastisk den dag, han havde lidt ondt omkring brystet, men var det ikke bare en virus eller sådan noget der var på vej? Han havde jo kun haft ondt i dag og hvis det ikke blev bedre, så måtte han jo bare ringe til lægen i morgen og få en tid. Han havde også lige fået konstateret astma og havde været nede og hente en inhalator, få dage før.
Det kunne også være at det var hjertet der drillede lidt igen, det havde jo været forstørret for mindre end et år siden, men var blevet bedre igen i mellemtiden. Hvad vidste jeg? Hvis han tog det stille og roligt, var der nok ikke noget at panikke over, selvom jeg selvfølgelig altid havde det dårligt med det, hvis han ikke var frisk. Simpel forkølelse, eller noget mere alvorligt.
Den aften inden jeg gik hjem, spurgte jeg om jeg måtte låne hans F.R.I.E.N.D.S boks. Det var koldt og kedeligt udenfor, jeg havde ikke Netflix på det tidspunkt og jeg kunne virkelig godt bruge noget at give mig til. Det måtte jeg gerne og han fandt den frem. Vi stod ude i gangen ved hoveddøren og vi aftalte at han lige gav mig et kald dagen efter, vi skulle nemlig ud og handle ind på et tidspunkt.
Jeg tog min hund, sagde “vi ses” til min far og gik ned af den mørke gade. Men “Nej, for HELVED – jeg har glemt F.R.I.E.N.D.S boksen!”, jeg vendte om og gik tilbage. Min far var ikke lige nede i stuen, så jeg bankende på terasse døren og lidt efter kom han luntende ned af trappen ude i gangen (kunne jeg se i køkkenvinduet), med sådan et “hov, der er hun sgu igen” smil. Jeg fik boksen, sagde “vi ses” en gang til og så gik jeg hjem.
Da jeg kom hjem lå jeg og tænkte på at jeg lige havde set ham og at han havde det fint nok. Jeg tænkte ikke meget videre over hans smerter, for på mig virkede det ikke som om at de var så slemme, bare lidt irriterende. Var det ikke væk i morgen, ville han jo ringe til lægen og så ville det hele jo nok gå i orden. Det var sgu nok bare fordi han lige var startet på medicin eller hvad ved jeg.
Dagen efter stod jeg op, satte mig ved computeren og begyndte at lave lektier. På et tidspunkt midt i det hele, forsøgte jeg at ringe ham op, men han tog ikke telefonen. “Han er nok i bad”… Prøvede igen lidt efter, han tog den heller ikke.
Min mave begyndte at sno sig sammen. På trods af, at det jo ikke er unormalt at en person ikke nødvendigvis tager telefonen sådan lige med det samme altid. Han kunne være i haven, han kunne være ude med hunden.
“Han er her lige nu”, tænkte jeg lige pludseligt. Tog mig selv i at tænke “nu holder du kraftedme op” og på trods af uroen i maven, gik jeg videre med min dag og afsluttede hvad der nu skulle afsluttes. Jeg ringede også et par gange til.
Jeg fik det ikke bedre og op ad eftermiddagen, det var mørkt udenfor nu, besluttede jeg at nu ville jeg altså lige cykle op og se hvad han lavede. Jeg tog jakken på, fandt cykellygterne frem og begyndte at cykle derhen af. Jeg kan huske den grumme følelse jeg havde i kroppen, som om at noget var galt, som om at nogen fulgte mig og på en måde ikke ønskede at jeg skulle fortsætte. Men jeg fortsatte og lige så snart jeg så huset udefra, begyndte mig hjerte at gallopere. Der var noget helt galt.
Gardinerne var trukket for og der var ikke noget lys tændt.
Jeg skyndte mig ind og da jeg bankede på døren ude fra haven og ind til stuen kunne jeg ikke høre andet end at hunden begyndte at gø og han blev ved og ved og ved.
Jeg låste mig ind i kælderen, i en underlig panisk tilstand på trods af at jeg ikke anede om han virkelig bare ikke var hjemme og opdagede at den franske dør ind til hans soveværelse var lukket og at hans hund gøede helt åndsvagt derinde fra. Jeg tog ikke engang jakken af, men skyndte mig ind i værelset.
Min far sov næsten altid med armene og hans dyne sådan lidt op over hans ansigt og sådan lå han også nu.
Jeg kaldte på ham flere gange inden jeg flyttede dynen, uden at der skete noget og så flyttede jeg dynen og kunne se at jeg havde frygtet så mange år, nok var en realitet lige nu. Han var, set i bakspejlet, død og havde været det i et godt stykke tid. Det var også tydeligt at han meget enkelt bare var gået i seng og så var sovet ind.
Men jeg ville jo nok ikke rigtig tro det. Jeg kunne ikke rigtig tro det.
Jeg fumlede efter min telefon og ringede 112, mens jeg løb rundt og smed mit overtøj rundt omkring i stuen.
Jeg fik fat i en eller anden, som bad mig om at tage det roligt og fortælle hvad der var galt. Det var ikke nogen nem opgave.
Jeg blev stillet igennem til en anden, en dame som spurgte om forskellige ting og sager. Jeg husker at jeg simpelthen nægtede at indrømme at han var død, og hun sagde at jeg skulle prøve at give ham hjertemassage. Det gjorde jeg. Hun bad mig om at prøve at give ham kunstigt åndedræt. Det kunne jeg ikke, jeg kunne ikke åbne hans mund. Men jeg blev ved med at give ham hjertemassage, indtil ambulancen kom. De konstaterede med det samme, at der ikke var noget at gøre.
Politiet kom og kiggede rundt i huset, procedure – fordi han var så ung. De spurgte mig om alt muligt, jeg overhovedet ikke husker.
Jeg ringede til min bror, han kom.
Jeg ringede efter min mor, hun kom.
Og så lå vi, min bror og jeg, sammen med vores far i hvad føles som lang tid, inden der kom en anden ambulance og tog ham med.
Da de skubbede ham ind i ambulancen, faldt et af hans smukke malerier ned fra væggen. Det hang over to søm og oppe langs trappen til ovenpå. Jeg tænker at det var hans måde at sige “jeg er her” på.
Det var en blodprop. I hjertet.
Jeg husker næsten alt af det her fuldstændigt klart, men tiden efter er fuldstændigt tåget det meste af vejen.
Jeg ved at jeg i de første par måneder ikke lavede ret meget andet end at ligge på sofaen og se Desperate Housewives, jeg hørte ikke ret meget musik (når jeg gjorde, hørte jeg stortset kun The Strokes), jeg læste ingen bøger og jeg tog 4 kg på.
Det føltes som at blive meget, meget syg lige pludseligt. Uhelbredeligt syg. Det gør ondt, sådan helt fysisk.
Men det blev også godt igen, også selvom hjertet permanent er gået sådan lidt i stykker. Det er derfor at jeg vil være lidt modigt og gøre mig selv virkelig sårbar. Fordi jeg er kommet ovenpå igen, fordi jeg er klar og fordi jeg er blevet inspireret til at springe ud i det. Jeg tør godt, også selvom jeg har pisse ondt i maven lige nu og min fingre faktisk sitre en lille smule.
Jeg har selv haft enorm gavn af, at andre har turde fortælle deres historie og fortælle om deres, noget så personlige, sorg. Hvem ved, måske min historie kan gøre en forskel?
Jeg var i ret lang tid i tvivl om, om livet egentlig var værd at leve og det har jeg fundet ud af – at det er det fandme!
Det kan være så hårdt, men det kan også være så sødt.
Min pointe med at fortælle alt det her, er altså ikke at offentliggøre en massiv sob-story, så verdenen kan have rigtig ondt af mig. Jeg har ikke ondt af mig, jeg har haft ondt og har det da på sin vis stadig, men jeg er også vokset med opgaven. Min pointe er at sprede lidt, eller helst rigtig meget, af den livsglæde som jeg har fundet ud af at jeg faktisk har skide meget af!
At sprede budskabet om, at man aldrig er alene. For det er man faktisk ikke, selvom det virkelig godt kan føles sådan.
At det er helt okay at livet har op og nedture.
At bruge nedturene til noget konstruktivt. Det er faktisk det de er der for, tror jeg.
Og så selvfølgelig, bare at nyde opturene.
Der er så meget mere at fortælle, min historie er fucking lang, men jeg tror at det er nok for nu. Lige nu altså.
Første del, den sværeste at rippe op i – værsgo!
I’ll be back <3
