Kapitel 1 – Det er sådan det er

Hej kære læser,

Jeg er spændt på, om jeg har nosser (altså det har jeg jo ikke… sådan rigtigt, men du ved?) til at dele min historie. Dele nogle sider af mig selv, som meget få kender. Dele nogle historier som potentielt aldrig ville blive hørt, fordi de næsten udelukkende sidder i mine fingerspidser. Historier der brænder i min mund, når jeg prøver at fortælle dem – men som kæmper for at komme ud.
De sidder jo klar, lige der. Vil du høre dem?

Jeg vil starte med at fortælle min historie, om det værste – men også det mest livsændrende, der er sket i mit liv.
Min fars død.
Min far har altid været min bedste ven. Jeg ligner ham ikke bare af udseende, jeg minder vidst også ret meget om ham. Hvis jeg var blevet født som dreng.. ja, så ved jeg jo godt hvordan jeg ville se ud.
Jeg har også altid har på fornemmelsen at han ikke ville blive så gammel. Spørg mig ikke om hvorfor, eller hvordan – jeg aner det ikke. Men jeg vidste det.
Det er første gang at jeg skriver om det her, nærmest første gang jeg snakker om det. Sådan rigtigt.

Hvad skete der?

Torsdag d. 27 november 2013, besøgte jeg min far.
Min hund fyldte 2 år den dag og vi fejrede ham. Intet mindre.
Min far havde det ikke helt fantastisk den dag, han havde lidt ondt omkring brystet, men var det ikke bare en virus eller sådan noget der var på vej? Han havde jo kun haft ondt i dag og hvis det ikke blev bedre, så måtte han jo bare ringe til lægen i morgen og få en tid. Han havde også lige fået konstateret astma og havde været nede og hente en inhalator, få dage før.
Det kunne også være at det var hjertet der drillede lidt igen, det havde jo været forstørret for mindre end et år siden, men var blevet bedre igen i mellemtiden. Hvad vidste jeg? Hvis han tog det stille og roligt, var der nok ikke noget at panikke over, selvom jeg selvfølgelig altid havde det dårligt med det, hvis han ikke var frisk. Simpel forkølelse, eller noget mere alvorligt.
Den aften inden jeg gik hjem, spurgte jeg om jeg måtte låne hans F.R.I.E.N.D.S boks. Det var koldt og kedeligt udenfor, jeg havde ikke Netflix på det tidspunkt og jeg kunne virkelig godt bruge noget at give mig til. Det måtte jeg gerne og han fandt den frem. Vi stod ude i gangen ved hoveddøren og vi aftalte at han lige gav mig et kald dagen efter, vi skulle nemlig ud og handle ind på et tidspunkt.
Jeg tog min hund, sagde “vi ses” til min far og gik ned af den mørke gade. Men “Nej, for HELVED – jeg har glemt F.R.I.E.N.D.S boksen!”, jeg vendte om og gik tilbage. Min far var ikke lige nede i stuen, så jeg bankende på terasse døren og lidt efter kom han luntende ned af trappen ude i gangen (kunne jeg se i køkkenvinduet), med sådan et “hov, der er hun sgu igen” smil. Jeg fik boksen, sagde “vi ses” en gang til og så gik jeg hjem.

Da jeg kom hjem lå jeg og tænkte på at jeg lige havde set ham og at han havde det fint nok. Jeg tænkte ikke meget videre over hans smerter, for på mig virkede det ikke som om at de var så slemme, bare lidt irriterende. Var det ikke væk i morgen, ville han jo ringe til lægen og så ville det hele jo nok gå i orden. Det var sgu nok bare fordi han lige var startet på medicin eller hvad ved jeg.

Dagen efter stod jeg op, satte mig ved computeren og begyndte at lave lektier. På et tidspunkt midt i det hele, forsøgte jeg at ringe ham op, men han tog ikke telefonen. “Han er nok i bad”… Prøvede igen lidt efter, han tog den heller ikke.
Min mave begyndte at sno sig sammen. På trods af, at det jo ikke er unormalt at en person ikke nødvendigvis tager telefonen sådan lige med det samme altid. Han kunne være i haven, han kunne være ude med hunden.
“Han er her lige nu”, tænkte jeg lige pludseligt. Tog mig selv i at tænke “nu holder du kraftedme op” og på trods af uroen i maven, gik jeg videre med min dag og afsluttede hvad der nu skulle afsluttes. Jeg ringede også et par gange til.
Jeg fik det ikke bedre og op ad eftermiddagen, det var mørkt udenfor nu, besluttede jeg at nu ville jeg altså lige cykle op og se hvad han lavede. Jeg tog jakken på, fandt cykellygterne frem og begyndte at cykle derhen af. Jeg kan huske den grumme følelse jeg havde i kroppen, som om at noget var galt, som om at nogen fulgte mig og på en måde ikke ønskede at jeg skulle fortsætte. Men jeg fortsatte og lige så snart jeg så huset udefra, begyndte mig hjerte at gallopere. Der var noget helt galt.
Gardinerne var trukket for og der var ikke noget lys tændt.
Jeg skyndte mig ind og da jeg bankede på døren ude fra haven og ind til stuen kunne jeg ikke høre andet end at hunden begyndte at gø og han blev ved og ved og ved.
Jeg låste mig ind i kælderen, i en underlig panisk tilstand på trods af at jeg ikke anede om han virkelig bare ikke var hjemme og opdagede at den franske dør ind til hans soveværelse var lukket og at hans hund gøede helt åndsvagt derinde fra. Jeg tog ikke engang jakken af, men skyndte mig ind i værelset.

Min far sov næsten altid med armene og hans dyne sådan lidt op over hans ansigt og sådan lå han også nu.
Jeg kaldte på ham flere gange inden jeg flyttede dynen, uden at der skete noget og så flyttede jeg dynen og kunne se at jeg havde frygtet så mange år, nok var en realitet lige nu. Han var, set i bakspejlet, død og havde været det i et godt stykke tid. Det var også tydeligt at han meget enkelt bare var gået i seng og så var sovet ind.
Men jeg ville jo nok ikke rigtig tro det. Jeg kunne ikke rigtig tro det.
Jeg fumlede efter min telefon og ringede 112, mens jeg løb rundt og smed mit overtøj rundt omkring i stuen.
Jeg fik fat i en eller anden, som bad mig om at tage det roligt og fortælle hvad der var galt. Det var ikke nogen nem opgave.
Jeg blev stillet igennem til en anden, en dame som spurgte om forskellige ting og sager. Jeg husker at jeg simpelthen nægtede at indrømme at han var død, og hun sagde at jeg skulle prøve at give ham hjertemassage. Det gjorde jeg. Hun bad mig om at prøve at give ham kunstigt åndedræt. Det kunne jeg ikke, jeg kunne ikke åbne hans mund. Men jeg blev ved med at give ham hjertemassage, indtil ambulancen kom. De konstaterede med det samme, at der ikke var noget at gøre.
Politiet kom og kiggede rundt i huset, procedure – fordi han var så ung. De spurgte mig om alt muligt, jeg overhovedet ikke husker.
Jeg ringede til min bror, han kom.
Jeg ringede efter min mor, hun kom.
Og så lå vi, min bror og jeg, sammen med vores far i hvad føles som lang tid, inden der kom en anden ambulance og tog ham med.
Da de skubbede ham ind i ambulancen, faldt et af hans smukke malerier ned fra væggen. Det hang over to søm og oppe langs trappen til ovenpå. Jeg tænker at det var hans måde at sige “jeg er her” på.

Det var en blodprop. I hjertet.

Jeg husker næsten alt af det her fuldstændigt klart, men tiden efter er fuldstændigt tåget det meste af vejen.
Jeg ved at jeg i de første par måneder ikke lavede ret meget andet end at ligge på sofaen og se Desperate Housewives, jeg hørte ikke ret meget musik (når jeg gjorde, hørte jeg stortset kun The Strokes), jeg læste ingen bøger og jeg tog 4 kg på.
Det føltes som at blive meget, meget syg lige pludseligt. Uhelbredeligt syg. Det gør ondt, sådan helt fysisk.

Men det blev også godt igen, også selvom hjertet permanent er gået sådan lidt i stykker. Det er derfor at jeg vil være lidt modigt og gøre mig selv virkelig sårbar. Fordi jeg er kommet ovenpå igen, fordi jeg er klar og fordi jeg er blevet inspireret til at springe ud i det. Jeg tør godt, også selvom jeg har pisse ondt i maven lige nu og min fingre faktisk sitre en lille smule.
Jeg har selv haft enorm gavn af, at andre har turde fortælle deres historie og fortælle om deres, noget så personlige, sorg. Hvem ved, måske min historie kan gøre en forskel?
Jeg var i ret lang tid i tvivl om, om livet egentlig var værd at leve og det har jeg fundet ud af – at det er det fandme!
Det kan være så hårdt, men det kan også være så sødt.

Min pointe med at fortælle alt det her, er altså ikke at offentliggøre en massiv sob-story, så verdenen kan have rigtig ondt af mig. Jeg har ikke ondt af mig, jeg har haft ondt og har det da på sin vis stadig, men jeg er også vokset med opgaven. Min pointe er at sprede lidt, eller helst rigtig meget, af den livsglæde som jeg har fundet ud af at jeg faktisk har skide meget af!
At sprede budskabet om, at man aldrig er alene. For det er man faktisk ikke, selvom det virkelig godt kan føles sådan.
At det er helt okay at livet har op og nedture.
At bruge nedturene til noget konstruktivt. Det er faktisk det de er der for, tror jeg.
Og så selvfølgelig, bare at nyde opturene.

Der er så meget mere at fortælle, min historie er fucking lang, men jeg tror at det er nok for nu. Lige nu altså.

Første del, den sværeste at rippe op i – værsgo!
I’ll be back <3

 

– Camilla