Kære læser

Jeg startede med at skrive om, hvad der helt præcis (sådan ret præcist i hvert fald) skete den sene eftermiddag da jeg fandt min far. Jeg blev ikke helt færdig, så nu har jeg taget tilløb og tænker at jeg vil skrive resten. Resten og resten, der er jo så meget, men i hvert fald vil jeg fortælle hvordan det føles at være mig i dagene derefter. Det kan godt være at jeg kommer til at dele det i to, let’s see.

Jeg stoppede ved tidspunktet hvor min far blev hentet af en anden ambulance, som tog ham med til Odense.

Det var stadigvæk meget uvirkeligt. Jeg forstod det ikke, før jeg lidt senere stod i min lejlighed og skulle hente min hund, inden jeg skulle videre hjem til min mor.
Jeg husker at sidde i min far’s lænestol i stuen hjemme i huset, det var helt mørkt udenfor og lysene var dæmpet. Min bror var bange for at far havde fået det dårligt og derfor var gået i seng, fordi der lå en pose Dracula bolsjer som umiddelbart ikke var åbnet. Kendte man min far, ville man vide hvorfor der blev lagt mærke til det.
Jeg tog fat i posen og kunne konstatere, at den altså havde været åbnet. Det grinte vi faktisk lidt af. Selvfølgelig var posen åbnet.
Det er utroligt at man alligevel har det i sig at kunne grine i den slags situation, men det kan man faktisk godt. Ikke at vi ligefrem flækkede af grin, nok nærmere en dæmpet latter. Sådan lidt “pyyha” agtigt.
Jeg husker at jeg på en eller anden mærkelig måde glædede mig til at vi fik ringet rundt. Det lyder forkert. Jeg glædede mig ikke over noget som helst lige der, men jeg havde følelsen af at når der var andre end os der vidste hvad der var sket, så ville jeg ikke føle mig helt så alene.
Jeg kan så fortælle, at det overhovedet ikke hjalp at give nyheden videre. Min mor ringede rundt til den nærmeste familie og at kunne fornemme folks reaktioner igennem telefonen uden at kunne høre hvad de sagde, var mildest talt hjerteskærende. Og jeg følte mig stadig alene. Samtidigt var der sikkert andre som også følte sig alene.
De resterende ambulance mænd sagde farvel og kørte og så sad man ligesom bare der og visnede. De fortalte os hvor de kørte ham hen inden de kørte og fortalte at vi havde muligheden for at se ham, hvis vi ønskede det. Vi havde muligheden for at se ham to gange. En gang på sygehuset og en gang i kapellet inden bisættelsen.
Jeg var stensikker på at jeg skulle se ham så mange gange som overhovedet muligt, for tanken om at jeg havde set min far for sidste gang var slet ikke til at forstå og acceptere. Jeg kan så afsløre at jeg, med ondt i hjertet, ombestemte mig senere hen. Jeg blev bange for det, jeg blev bange for at synet af ham på den måde ville ødelægge mig fuldstændigt og jeg er ret sikker på at jeg tog den rigtige beslutning.
Han ville have set forkert ud og det kunne have ødelagt mit sidste minde om hans ansigt.

Vi aftalte at min bror og jeg skulle tage med hjem til min mor og overnatte, for at ingen skulle være helt alene. Jeg gik ind i min far’s soveværelse og fandt den alt for store trøje som jeg altid lånte når vi sad i haven eller hvis jeg frøs. Jeg tog den med og den nat sov jeg med den, som jeg sov med min yndlings bamse da jeg var lille.

Inden vi kørte hjem til min mor, skulle jeg lige forbi min lejlighed og hente min hund og da jeg stod i min lejligheden gik det pludselig op for mig hvad der var sket. Hvad jeg lige havde oplevet. Hvor virkeligt det hele lige pludselig føles og jeg husker at ville fodre min kanin og at jeg tabte kaninpiller udover hele stuegulvet.
Køreturen var også lidt af et inferno, men den slags inferno som man godt lidt kan grine af nu.
Har du mødt min hund?
For at vi alle kunne være der, måtte han sidde ved benene foran i bilen. Havde jo også lige min far’s hund med bagi bilen. Igen, har du mødt min hund?
Min hund var på ingen måde mærket af, hvad der lige var overgået os andre. Heldigvis. Men hold kæft, det var ikke optimalt. Lad mig bare sige det sådan.

Vi kørte forbi Burger King, for der var ingen der havde spist og jeg har aldrig i mit liv brugt så lang tid på at spise en burger. Jeg burde have været sulten, jeg havde ikke spist i mange timer og jeg mener bare.. burger..

Den nat var noget mærkeligt noget.
Det var blevet så uvirkeligt igen og jeg fik vidst ikke sovet ret meget. Jeg lå bare og krammede den trøje der og på en eller anden måde fik den mig til at føle mig bare lidt tryg.
Jeg anede ikke hvad de næste dage ville bringe, hvordan jeg ville have det. Jeg vidste bare at det ville blive rigtig slemt. Og jeg vil ikke lyve, det gjorde det såmænd også.

Jeg er glad for at jeg kan sidde og kigge ud på træerne der svajer i vinden nu og vide at jeg har det godt igen. Det er den der slags sår som aldrig rigtig heler. Det heler lidt, så klør det og man kommer til at kradse i lortet og så går det op igen.
Sådan er det heletiden og det er helt okay. Det er sådan det skal være.
Det efterlader også ar, men det er også helt okay, for de ar indikere bare min far. De indikere hvor vigtig han er for mig og hvor meget jeg elsker ham, og det er ikke noget jeg vil være foruden.

Det ser ud til at der kommer en del 3 også, så det ikke bliver alt for langt.

Tak fordi du læste med.

– Camilla

Til min far

Det er svært at få sagt og det er svært at starte.
Jeg savner dig og savnet føles som bølger, som bølger op og ned – roligt og forfærdeligt voldsomt. Det er jeg ikke overrasket over, hvordan skulle jeg kunne være det?
Savnet giver ekko. Helt ud af byen.

Jeg troede at jeg havde en masse at sige, og det har jeg vel også. Det her kan jeg bare ikke sætte ret mange ord på, i hvert fald ikke så de giver mening.
Jeg føler mig bare meget lille.

Vil du med i skoven?
Vi kan tage hundene med. Vi kan gå til vi finder et sted, kun vi to kender.
Vi kan grine af de mærkeligste ting, jeg kan græde, du kan gøre dit bedste for at lade være. Du må gerne, men jeg ved at du helst vil være fri.
Vi kan tage afsted sidst på sommeren, eller først på efteråret, når lyset er grønligt – det er nemlig vildt flot. Vi kan gå ned til de der fucking køer, som engang gjorde mig så bange at jeg faldt ned i en grøft og slog min ankel. Du kunne sgu godt have fortalt mig at de var hidsige, inden vi gik derind. Men som du selv sagde, så var jeg ikke gået med den vej hvis jeg vidste det.

Skal vi dele en flaske hvidvin?
Vi kan tale om alt og intet og det ville være helt perfekt.

Vil du ikke nok spørge mig om noget fuldstændigt ligegyldigt? Der er ikke noget i verden, jeg ikke ville svare dig på lige nu – jeg savner bare din stemme. Og dit grin. Jeg lover dig, at mit svar vil få dig til at bryde ud i latter. Jeg kan ikke love at det ikke vil tage mig et øjeblik at finde på noget godt, men jeg skal nok. Jeg kan godt.

Skal vi køre en tur?
Jeg vil gerne være chauffør. Det kan godt være at dine fødder vil være plantet, meget (meget) solidt i bunden af bilen og det kan også godt være at dine hænder vil holde lidt (meget) godt fast i døren. Men altså, de der skide cyklister kører jo også så pisse langsomt. Jeg lover at jeg ikke kører galt, og jeg kan vidst også godt love at jeg ikke kører ind i huset igen. Men det kan godt være at vi skal kører i en anden bil end din og jeg ved at du vil protestere.

Er du ikke med på, at få malet det der maleri sammen som vi gik og snakkede om at vi skulle? Forventer du virkelig at jeg har lyst til at færdiggøre noget som helst, når du ikke er med?
Er det dig der venter, eller er det mig?

Skal vi drikke en øl i haven og høre noget “god” musik. Jeg lover at du må bestemme hvad vi skal høre og jeg lover at jeg ikke bliver sur, når du vil høre C.V Jørgensen og jeg vil høre Dizzy Mizz Lizzy.

Jeg har lært at spille klaver, du gav mig på en måde muligheden. Vi kan jamme? Dig, Benjamin og jeg. Hvis du er med, lover jeg at jeg synger. Jeg lover ikke at være genert.

Jeg vil gå så langt at sige at jeg vil trodse min flyskræk og udvide min “personal space” grænse og tage med dig til Cuba. Hvis du banker på min dør, lige nu.
Jeg vil lade dig vise mig de steder du har været og jeg vil lytte mens du fortæller mig om hvad du har oplevet. Men jeg gider ikke høre om din scoring. Ikke at du nogensinde frivilligt ville fortælle mig om den slags.

Jeg tror ikke at det er nødvendigt at jeg siger det, men jeg savner dig. Alt ved dig. Selv de ting jeg førhen syntes var de mest irriterende i verden. Jeg savner endda måden du altid sagde “Camillaaaa” på, når du vidste at jeg var sur på dig. Jeg savner dine spøjse måder at sige undskyld på. Dine spøjse måder at vise at du elskede mig på.
Jeg savner at vise dig hvor højt jeg elskede dig, på mine helt egne spøjse måder.

På en måde viser jeg det jo stadig, og jeg ved også godt at du ser det. Men jeg savner at se dig i øjnene og se at det som foregik i dit hoved, var lig det som foregik i mit.
Jeg savner endda når vi ikke fattede hinanden overhovedet.

Jeg savner dig.

– Camilla

Kære læser

Jeg tænker tit over, hvor let er at sige ting. Det er let at sige “kom videre”, “mand dig op”, “lad være med…”, “du skal bare” og jeg kunne blive ved.
Er det lige så let at gøre det som bliver sagt?
Ikke nødvendigvis.

Jeg har i forbindelse med min far’s død ofte hørt ting som “det går over”, “op på hesten igen”, “det skal bare gøres”, “du skal bare..”. Ja da, siger jeg så bare. Og gå så lige væk.
Jeg er stor tilhænger af, at vende negative ting om til positive. Jeg er kæmpe fan af, i det hele taget at være positiv, også selvom jeg kan have dage hvor jeg spiser Negativ, morgen, middag og aften (og midnatssnack for den sags skyld.. don’t judge).
Noget af det bedste jeg har lært, ved noget så sørgeligt som at miste et menneske jeg elsker uendeligt og betingelsesløst højt er, at jeg har fundet ud af hvor forskellige mennesker er og samtidig hvor okay, det faktisk er at det er sådan.
Det er godt, fordi det hjælper mig med at forstå andre bedre, også i forhold til hvordan de opfører sig overfor mig.
Sådan noget som sorg, det er så forskelligt fra person til person som noget overhovedet kan blive. Nogle bygger en væg omkring dem selv og kommer ikke ud før de har lært at trække vejret i den nye atmostfære de pludseligt befinder sig i, nogle har brug for ikke at være alene – på den ene eller den anden måde.
Nogle forsøger at bekæmpe sorgen ved at skylle den væk med alcohol, eller ætse den væk med stoffer.
Listen er meget, meget, meget, meget lang.

Det eneste der er helt sikkert er, at man reagere – også selvom man ikke lige umiddelbart opfatter det.
Nogle græder, nogle bliver indhyllet i et sjal af depression, nogle bliver rasende, osv.
Og ligemeget hvordan man så reagere, så er det helt okay. Selv ‘ikke at reagere’ er en reaktion.
Det store spørgsmål er, ligemeget hvordan man så reagere, om man rejser sig op igen eller om man bliver liggende?
Det er dét som i virkeligheden er så simpelt, men så helt enormt kompliceret at det slet ikke kan forklares med ord. Det handler ikke om “bare at..”, netop fordi alle er så forskellige. Det handler i sidste ende om, at finde den rigtige vej frem og den er man nødt til selv at finde.
Men altså, det forhindre jo ikke nogen i at tro at de har nøglen til universets hemmeligheder. Sådan er det altid.

Det har jeg lært.

Jeg har ikke nogen opskrift på, hvordan man “kommer over” en sorg. Det gør man først og fremmest slet ikke, men man kan lære sig selv at håndtere den og for mit vedkommende er jeg nået til et punkt, hvor jeg kan vende sorgen om i min hånd, læse bagsiden og tage til mig hvad der står.
Jeg kan ikke sige hvordan andre i min situation skal forholde sig til sorg, men jeg kan fortælle hvordan jeg selv forholder mig.

• Jeg bruger mange kræfter på at være tålmodig. Dybe vejrtrækninger, du ved.
• Positiv fremfor negativ, så meget som muligt.
• – men man har eddermame også lov til at “blow off some steam”.
• “Det er okay”. For det er det, for det meste og hvis det ikke er, så kan det blive det på en eller anden måde.
• “Hvis jeg ikke er klar, så er jeg fandme ikke klar”.
• Jeg ved hvad der er det rigtige for mig.

Der er meget mere i det og det er noget jeg har brugt lang tid på at gøre mig klog på.
Mig selv.
Og så er der alligevel stadigvæk meget jeg ikke aner en skid om.

Men alle er forskellige og det er helt okay.
Så simpelt og alligevel så svært at forstå.

– Camilla Hou

Kære læser

Nu har jeg gået og tænkt over det her indlæg i 14 dages tid, for jeg har overvejet om jeg overhovedet havde mod på at rippe op i det her. Præcis som jeg havde det da jeg offentliggjorde mit allerførste indlæg, hvor jeg fortalte om hvordan min far døde.

Folk som kendte min far, vidste at han led af Hortons.
En slags migræne som efter sigende føles som at have en kniv inde bag øjet, som drejer rundt og rundt. Og mere til. Så vidt jeg ved, den stærkeste form for migræne der findes.

Det her skal handle om mine følelser, som pårørende.
Bare om nogle af mine oplevelser.
Sygdom er en privat ting, medmindre man selv vælger at fortælle om den.
Han valgte selv, ikke at fortælle ret mange om hvad det egentlig ville sige for ham, at have Hortons og hvor hårdt det var og det har jeg tænkt mig at respektere. Men jeg syntes også at han fortjener en masse ros, for han var enormt stærk og helt enormt inspirerende og det er lige præcis hvad jeg mener når jeg siger at han var stærk, selv når han ikke var det. Jeg syntes at han fortjener at jeg kan give folk en slags forståelse af hvem han var, med migrænen.
Jeg er stolt og jeg synes at han fortjener at jeg fortæller lidt om det. Jeg tænker måske også at jeg selv fortjener at komme ud med hvordan jeg har haft det, for det er ikke noget jeg selv har talt ret meget om. Det gør nemlig ondt at tænke på, men det er en del af mig.

Jeg ved, heldigvis, ikke selv hvordan det føles. Men jeg ved hvordan det ser ud.
Min far har altid forsøgt at skåne min bror og jeg, så godt han kunne, for synet af de smerter han havde når han havde et anfald. Som lille var det umiddelbart ikke noget jeg bemærkede, andet end at jeg godt vidste at min far havde ondt i hovedet og så kunne jeg sommetider høre at han trampede i gulvet og nogle gange endda bankede hovedet ind i ting ovenpå, hvor han som oftest gemte sig når det stod på. Men jeg forstod det ikke og selvom jeg syntes at det var synd for ham og selvom jeg vidste at han havde ondt, var det ikke noget jeg tænkte så meget over som lille. Når anfaldet var overstået, i hvert fald.
Min far havde både perioder hvor han havde anfald og perioder hvor han ikke havde anfald og det er noget han har kæmpet med siden han var helt ung. Perioderne varierede meget, nogle perioder varede nogle måneder og nogle varede et par år.
Dernæst havde han en anfaldsfri periode og denne variede også. Præcis på samme måde.
Da han døde, havde han ikke haft anfald i et godt stykke tid og det er jeg enormt glad for.
Han nød livet.

Jeg tror, at grunden til at min far ikke talte ret meget om hans hovedpine, var på grund af angst. Angst for at smerten skulle dukke op, hvis han talte om den eller hvis han tænkte for meget på den. Derfor spurgte jeg ham heller ikke ret tit om noget der havde med det at gøre.
Jeg tror alligevel at jeg vidste hvad jeg skulle vide. Jeg kunne jo se det.
Jeg var der for ham så godt jeg kunne, hjalp ham så godt jeg kunne, passede på ham med alt hvad jeg havde. Og helt ærligt, så ville jeg gøre det hele om igen.
Bagsiden af det for mig, var nok at jeg blev voksen (på nogle punkter) lidt for hurtigt. Jeg blev ikke påtvunget noget ansvar, men jeg tog det og jeg ville fandme ikke give slip på det.

At lide af angst er faktisk en slags forsvarsmekanisme. Det er en reaktion på fare, som er ganske menneskelig. Men det er også overvældende og det er dét som er det egentlige problem og som gør det svært at leve med. Men man kan godt. Det kan jeg garantere.
Jeg har lidt af angst i ret mange år efterhånden. Når jeg tænker over det, så var det ansvar jeg tog for min far nok en af tingene som satte angsten i gang for mig og det er jo faktisk ikke så mærkeligt. Det betyder ikke at jeg bebrejder ham for noget, for det kan på ingen måde blive hans skyld.
Da han døde, fik jeg panikangst. Det tog mig desværre to år (egentlig tog det jo 13 år eller sådan noget at få den rigtige hjælp til at tackle det) at finde en læge som rent faktisk kunne hjælpe mig og det har resulteret i, at jeg har det godt som det er nu.
Dét var grænseoverskridende at skrive, for det er der ikke ret mange der ved.

Min far og hans hoved.
Som sagt, så var min far en stærk mand. En rigtig viking!
Han gjorde sit allerbedste for at hans migræne skulle påvirke hans og vores hverdag så lidt som muligt, selvom det nærmest var umuligt. Vi har været ude at rejse, selvom han havde migræne. Han hjalp mig med at flytte hjemmefra, selvom han havde migræne. Han pressede sig selv, for at min bror og jeg havde hvad vi behøvede.
Han måtte tage pauser i selskab med hans iltmaske, men han var pisse stædig.

Han trak sig også væk fra de fleste udenfor hjemmet, når han havde brug for det og så poppede han op igen, når faren var ovre.

Den værste episode var alligevel dengang, hvor han ikke havde mere medicin og samtidigt kæmpede med massive anfald. Hans læge var taget på ferie og hun havde ikke lagt nogen dokumentation for, at han kunne få hans medicin i den periode. Den læge som han så snakkede med, nægtede at give ham hans medicin.
Det resulterede i, at han lå i sengen i 14 dage med abstinenser. En kold tyrker, så at sige. Det er ikke nogen hemmelighed at denne form for migræne kræver medicin og medicinen er stærk. Meget stærk.
Jeg tror også medicinen har noget at gøre med, at han ikke blev så gammel. Kroppen har virkelig ikke godt af det, i længden. Det var han også klar over.
Men hvad fanden gør man?

Der var ikke andet at gøre end at gøre sit bedste for at han havde det så godt som muligt mens det stod på. Men det var hårdt og det er hårdt at tænke tilbage på. Ikke det at hjælpe ham, men hvordan han så ud når det gjorde så ulideligt ondt, er ikke noget der nogensinde forsvinder. Han fortjente det ikke. Han fortjente et liv i fred.

Da jeg var ved at flytte hjemmefra havde han en periode med anfald. Jeg husker en gang vi skulle på forbrændingen eller sådan noget, hvor han pludseligt mærkede at der var noget i gang. Han kunne mærke det i hans kind, ved hans tænder. Det begyndte at spænde. Det var som regel sådan at han kunne mærke at der var et anfald på vej.
Han blev stædig og ville gøre færdig hvad vi skulle, selvom han allerede dér var begyndt at få tåre i øjnene. Ikke fordi han nogensinde græd (må jeg hellere lige nævne, ellers bliver han nok sur, hehe) men smerterne havde jo også en vis effekt på tårekanalerne. Lige som hvis man bliver slået meget hårdt på næsen, eller sådan noget. Du ved?
Jeg skulle i hvert fald overtale ham til bare at køre hjem, nuuuuu.
Når man ved hvor slemt det var for ham og hvor risikabelt det ville være ikke at skynde sig hjem, så syntes jeg at det er imponerende hvor stædig han kunne være.

Tilbage til episoden, med de 14 dage i sengen.
Han kæmpede sig ud af mørket og han malede hans yndlings maleri, som nu hænger i min brors stue. Jeg håber at han kigger på det nogle gange og lader sig inspirere af det, når livet nogle gange bare beslutter sig for, at man skal udsættes for bøllebank. Dem fik min far lidt for mange af, men han børstede dem af sig og han slog igen og han kunne altså slå hårdest.
Der er ikke nogen der fucker med en Hou. Palle Hou.
Jeg husker da han malede maleriet. Eller det vil sige, at jeg husker da han viste mig det, for han malede det klokken lort om natten og dagen efter da jeg stod op, sagde han at han var sikker på at han havde malet noget godt. Dét havde han.
Det maleri symbolisere så perfekt hvad han var igennem lige der.
Bagpå maleriet står der noget i stil med “man skal ikke hænge med hovedet, når man står i lort til halsen”. True that, far, true that.

To be continued, tror jeg…

??

– Camilla