Kære læser

Nu har jeg gået og tænkt over det her indlæg i 14 dages tid, for jeg har overvejet om jeg overhovedet havde mod på at rippe op i det her. Præcis som jeg havde det da jeg offentliggjorde mit allerførste indlæg, hvor jeg fortalte om hvordan min far døde.

Folk som kendte min far, vidste at han led af Hortons.
En slags migræne som efter sigende føles som at have en kniv inde bag øjet, som drejer rundt og rundt. Og mere til. Så vidt jeg ved, den stærkeste form for migræne der findes.

Det her skal handle om mine følelser, som pårørende.
Bare om nogle af mine oplevelser.
Sygdom er en privat ting, medmindre man selv vælger at fortælle om den.
Han valgte selv, ikke at fortælle ret mange om hvad det egentlig ville sige for ham, at have Hortons og hvor hårdt det var og det har jeg tænkt mig at respektere. Men jeg syntes også at han fortjener en masse ros, for han var enormt stærk og helt enormt inspirerende og det er lige præcis hvad jeg mener når jeg siger at han var stærk, selv når han ikke var det. Jeg syntes at han fortjener at jeg kan give folk en slags forståelse af hvem han var, med migrænen.
Jeg er stolt og jeg synes at han fortjener at jeg fortæller lidt om det. Jeg tænker måske også at jeg selv fortjener at komme ud med hvordan jeg har haft det, for det er ikke noget jeg selv har talt ret meget om. Det gør nemlig ondt at tænke på, men det er en del af mig.

Jeg ved, heldigvis, ikke selv hvordan det føles. Men jeg ved hvordan det ser ud.
Min far har altid forsøgt at skåne min bror og jeg, så godt han kunne, for synet af de smerter han havde når han havde et anfald. Som lille var det umiddelbart ikke noget jeg bemærkede, andet end at jeg godt vidste at min far havde ondt i hovedet og så kunne jeg sommetider høre at han trampede i gulvet og nogle gange endda bankede hovedet ind i ting ovenpå, hvor han som oftest gemte sig når det stod på. Men jeg forstod det ikke og selvom jeg syntes at det var synd for ham og selvom jeg vidste at han havde ondt, var det ikke noget jeg tænkte så meget over som lille. Når anfaldet var overstået, i hvert fald.
Min far havde både perioder hvor han havde anfald og perioder hvor han ikke havde anfald og det er noget han har kæmpet med siden han var helt ung. Perioderne varierede meget, nogle perioder varede nogle måneder og nogle varede et par år.
Dernæst havde han en anfaldsfri periode og denne variede også. Præcis på samme måde.
Da han døde, havde han ikke haft anfald i et godt stykke tid og det er jeg enormt glad for.
Han nød livet.

Jeg tror, at grunden til at min far ikke talte ret meget om hans hovedpine, var på grund af angst. Angst for at smerten skulle dukke op, hvis han talte om den eller hvis han tænkte for meget på den. Derfor spurgte jeg ham heller ikke ret tit om noget der havde med det at gøre.
Jeg tror alligevel at jeg vidste hvad jeg skulle vide. Jeg kunne jo se det.
Jeg var der for ham så godt jeg kunne, hjalp ham så godt jeg kunne, passede på ham med alt hvad jeg havde. Og helt ærligt, så ville jeg gøre det hele om igen.
Bagsiden af det for mig, var nok at jeg blev voksen (på nogle punkter) lidt for hurtigt. Jeg blev ikke påtvunget noget ansvar, men jeg tog det og jeg ville fandme ikke give slip på det.

At lide af angst er faktisk en slags forsvarsmekanisme. Det er en reaktion på fare, som er ganske menneskelig. Men det er også overvældende og det er dét som er det egentlige problem og som gør det svært at leve med. Men man kan godt. Det kan jeg garantere.
Jeg har lidt af angst i ret mange år efterhånden. Når jeg tænker over det, så var det ansvar jeg tog for min far nok en af tingene som satte angsten i gang for mig og det er jo faktisk ikke så mærkeligt. Det betyder ikke at jeg bebrejder ham for noget, for det kan på ingen måde blive hans skyld.
Da han døde, fik jeg panikangst. Det tog mig desværre to år (egentlig tog det jo 13 år eller sådan noget at få den rigtige hjælp til at tackle det) at finde en læge som rent faktisk kunne hjælpe mig og det har resulteret i, at jeg har det godt som det er nu.
Dét var grænseoverskridende at skrive, for det er der ikke ret mange der ved.

Min far og hans hoved.
Som sagt, så var min far en stærk mand. En rigtig viking!
Han gjorde sit allerbedste for at hans migræne skulle påvirke hans og vores hverdag så lidt som muligt, selvom det nærmest var umuligt. Vi har været ude at rejse, selvom han havde migræne. Han hjalp mig med at flytte hjemmefra, selvom han havde migræne. Han pressede sig selv, for at min bror og jeg havde hvad vi behøvede.
Han måtte tage pauser i selskab med hans iltmaske, men han var pisse stædig.

Han trak sig også væk fra de fleste udenfor hjemmet, når han havde brug for det og så poppede han op igen, når faren var ovre.

Den værste episode var alligevel dengang, hvor han ikke havde mere medicin og samtidigt kæmpede med massive anfald. Hans læge var taget på ferie og hun havde ikke lagt nogen dokumentation for, at han kunne få hans medicin i den periode. Den læge som han så snakkede med, nægtede at give ham hans medicin.
Det resulterede i, at han lå i sengen i 14 dage med abstinenser. En kold tyrker, så at sige. Det er ikke nogen hemmelighed at denne form for migræne kræver medicin og medicinen er stærk. Meget stærk.
Jeg tror også medicinen har noget at gøre med, at han ikke blev så gammel. Kroppen har virkelig ikke godt af det, i længden. Det var han også klar over.
Men hvad fanden gør man?

Der var ikke andet at gøre end at gøre sit bedste for at han havde det så godt som muligt mens det stod på. Men det var hårdt og det er hårdt at tænke tilbage på. Ikke det at hjælpe ham, men hvordan han så ud når det gjorde så ulideligt ondt, er ikke noget der nogensinde forsvinder. Han fortjente det ikke. Han fortjente et liv i fred.

Da jeg var ved at flytte hjemmefra havde han en periode med anfald. Jeg husker en gang vi skulle på forbrændingen eller sådan noget, hvor han pludseligt mærkede at der var noget i gang. Han kunne mærke det i hans kind, ved hans tænder. Det begyndte at spænde. Det var som regel sådan at han kunne mærke at der var et anfald på vej.
Han blev stædig og ville gøre færdig hvad vi skulle, selvom han allerede dér var begyndt at få tåre i øjnene. Ikke fordi han nogensinde græd (må jeg hellere lige nævne, ellers bliver han nok sur, hehe) men smerterne havde jo også en vis effekt på tårekanalerne. Lige som hvis man bliver slået meget hårdt på næsen, eller sådan noget. Du ved?
Jeg skulle i hvert fald overtale ham til bare at køre hjem, nuuuuu.
Når man ved hvor slemt det var for ham og hvor risikabelt det ville være ikke at skynde sig hjem, så syntes jeg at det er imponerende hvor stædig han kunne være.

Tilbage til episoden, med de 14 dage i sengen.
Han kæmpede sig ud af mørket og han malede hans yndlings maleri, som nu hænger i min brors stue. Jeg håber at han kigger på det nogle gange og lader sig inspirere af det, når livet nogle gange bare beslutter sig for, at man skal udsættes for bøllebank. Dem fik min far lidt for mange af, men han børstede dem af sig og han slog igen og han kunne altså slå hårdest.
Der er ikke nogen der fucker med en Hou. Palle Hou.
Jeg husker da han malede maleriet. Eller det vil sige, at jeg husker da han viste mig det, for han malede det klokken lort om natten og dagen efter da jeg stod op, sagde han at han var sikker på at han havde malet noget godt. Dét havde han.
Det maleri symbolisere så perfekt hvad han var igennem lige der.
Bagpå maleriet står der noget i stil med “man skal ikke hænge med hovedet, når man står i lort til halsen”. True that, far, true that.

To be continued, tror jeg…

 

– Camilla