Kære læser

Jeg gik nede i kælderen, på vej ned med min cykel efter at jeg havde været nede og handle og kom til at tænke på noget som egentlig har været en ret stor del af min sorg proces. Jeg har nemlig stadigvæk lidt svært ved at gå i kælderen i min boligblok.
Ikke fordi jeg er bange for mørke (eller, jo), spøgelser (eller…), eller fordi jeg er bange for tanken om at monstre kan springe frem (jeg er altså ikke særligt bange for Pennywise the dancing clown mere… eller).

Jeg har svært ved at gå i kælderen, fordi jeg kan forestille mig min far gå foran mig (simpelthen) ned mod det rum i kælderen, hvor vi ofte gik ned og drak en øl med viceværten.
Jeg kan nærmest se ham. Jeg kan se ham gå der i hans store grønne vinterjakke og jeg kan høre ham fløjte. Jeg kan se ham række op efter nøglen til rummet. Nogle gange smiler jeg ved tanken, for i virkeligheden er den ret dejlig, men nogle gange stikker det altså i mit hjerte.
Det gør kraftedme ondt at savne.

Jeg har haft rimeligt mange og har stadig nogle enkelte af den slags oplevelser/følelser forbundet med steder rundt omkring.
Nogle vil måske tænke at det kan været ligegyldigt, at det er at overreagere lidt, eller noget helt tredje. Det er det måske også, for nogle.
For mig, har det været svært at skulle forholde mig til og jeg har helt nægtet at tage hen til bestemte steder, jeg kunne simpethen ikke få mig selv til det.
Jeg har følt mig en smule smadret i bolden nogle gange og derfor syntes jeg alligevel også at det er værd at dele. Jeg følte mig i hvert fald ofte ret alene med hvordan jeg havde det og hvis dét at jeg deler mine oplevelser sådan her måske kunne gøre en forskel for en anden, så er det alligevel værd at skrive om.

Middelfart er en ret lille by.
Det kan jeg faktisk meget godt lide, men da jeg stod og skulle bearbejde min sorg, gjorde størrelsen på byen det sgu lidt svært nogle gange. Hvor kunne jeg tage hen hvor jeg ikke blev mindet om min far heletiden? Hvor kunne jeg få bare en lille pause fra hullet i min mave?
Jeg kunne se min far over ALT og det er jo egentlig meget naturligt, for vi har jo nærmest været overalt i denne by, det er klart. Der gik eksempelvis 2 år, inden jeg havde mod på at tage på biblioteket.
Kender man mig, ved man det er meget lang tid. Jeg elsker nemlig at læse og jeg elsker at gå på biblioteket og det gjorde min far også. Nu, er det jo et skønt minde, noget vi havde sammen – men i lang tid var det noget der stak enormt hårdt i mit hjerte.

I princippet kunne jeg jo heller ikke være hjemme så.
Det var jeg selvfølgelig, men selv dét var sommetider svært.

Der gik også omkring 2 år, før jeg vovede mig ind i Lidl.
Ja, dét lyder sikkert rigtigt fjollet i nogle øre, men sådan var det. Mit hjerte sank, når jeg så meget som kørte forbi butikken i Middelfart. Jeg kunne nærmest se min far stå ved flaskeautomaten (årh, det lyder forkert) og jeg var bange for at gå derind, fordi jeg forestillede mig at mit hjerte ville gå i stå ved tanken om at banke min vogn ind i hans. Seriøst.
Vi handlede sammen i Lidl hver lønningsdag, efter jeg flyttede hjemmefra.
Det var altid hyggeligt og endnu en af de ting som er et virkelig kært minde for mig nu, men som gjorde rigtig ondt at tænke på længe.

Fjollet, fjollet, kom videre, ik?
Hvis det dog bare var så let.

Jeg kan godt lide at været på kirkegården. Det er ikke fordi at jeg egentlig føler at min far er lige dér nødvendigvis, jeg kan egentlig ikke se hvad han skulle lave der. Men luften på en kirkegård, er så fyldt med fred. Lige først, var det svært – det vil jeg da gerne indrømme. Jeg var ret hjemsøgt af flashbacks og for at gøre det helt kort, så forstod jeg ikke rigtig noget som helst. Det er egentlig så simpelt.
Når jeg så besøger kirkegården, så køre jeg stadigvæk hele verden udenom. Kvarteret omkring kirkegården har jeg nemlig også svært ved at forholde mig til og det har jeg altså stadig. Så langt er vi ikke nået!
Da jeg var lille boede jeg nemlig næsten lige ved siden af den kirkegård hvor min far ligger nu. Da vi flyttede, flyttede vi ikke ligefrem ret langt væk, så området omkring kirkegården er fyldt til randen med minder. Gode minder, men alligevel.

Men altså, lige meget hvad, så kommer flytter man sig hvis man husker at bevæge sig.

– Camilla

Kære læser

Det starter som en slags rastløshed, en dyb rastløshed, en rastløshed der sætter sig helt inde i knoglerne og den gnider sig mod hvert et ben, ligesom når man skærer tænder. Så sætter der sig en klump i lungerne, en klump der egentlig gerne ville kvæle, men som i virkeligheden slet ikke eksisterer. Eller gør den?
Så kommer panikken. Er jeg ved at dø igen?
Igen?
Jeg har aldrig været ved at dø, men det kunne kraftedme godt føles sådan nogle gange.

Jeg plejer at søge mod min seng, mod min dyne, mod det som er mest trygt. Det sted som kan sluge mig hel og opbevare mig i en lille bobbel, til faren er drevet over og det gør den jo, hver gang – men det er noget jeg har været nødt til at lære at huske og det har for mit vedkommende været lige så svært at have med at gøre, som matematik der blander bogstaver ind i opgaverne er. Hvor fanden giver det mening henne?

Da jeg mistede min far, blev jeg overvældet. Det ved jeg nu.
Sådan virkelig overvældet og jeg mistede kontrollen.
Et ordenligt gok i nødden, hvad fanden sker der?

Mit første panikangst anfald fik jeg, mens jeg sad og skrev til dem vi havde valgt skulle bære min fars kiste. Jeg følte mig ok fattet og jeg vidste hvad jeg ville skrive, men så begyndte nogle sorte pletter ligesom at blinke for mit ene øje. Min første tanke var at jeg havde glemt at spise, eller at jeg måske var ved at gå sukkerkold, så jeg sørgede for at få lidt indenbords. Det hjalp bare ikke og pletterne gik over til at være en slags flimren, som generede det yderste af øjet.
Jeg begyndte at mærke en uro, for det var virkelig ubehageligt og jeg forstod ikke hvad der var galt. Jeg var alene, for min mor og min bror skulle lige hente et eller andet.
Uroen blev stille og roligt, utroligt nok, til panik og det næste jeg husker er, at sidde og rokke frem og tilbage på min seng. Heldigvis var jeg ikke alene så længe og heldigvis var min mor godt klar over at det var en reaktion på det der var sket.
Der kommer jo som regel en reaktion på et eller andet tidspunkt, den er bare forskellig fra person til person. Jeg begyndte at få angstanfald.

Det er en ting der er svær at forklare og det er en ting som er svær at forstå, hvis man ikke har haft oplevelsen på egen krop – for man kan ikke se det.
Men det er virkeligt, også selvom det er usynligt og det er uhyggeligt.

Der er ikke noget der hedder “kan du ikke bare..”, for det kan man ikke bare – hvis man bare kunne dét, så havde man gjort det. Trust me.
Da jeg var ikke ret gammel, så jeg et program om én der led af angst. Jeg forstod det ikke og jeg husker at tænke at jeg ville sige til angsten at jeg ikke var bange for den. Det var jo ikke fordi det var én der blev jagtet af en mand med en økse, vel?

Jeg havde i lang tid, i hvert fald ét anfald om dagen. Det gjorde at jeg helst blev hjemme, også selvom at for mit vedkommende kom anfaldende næsten altid når jeg var alene. Når jeg sad for mig selv og tankerne drejede ud af kontrol.
Tingen er, at man ikke engang altid selv ved hvorfor man reagerer.
Det gør det lidt svært at tackle og det gør det også svært at snakke om.
Jeg har egentlig aldrig været specielt god til at tale om mine følelser, det har altid givet mig ubehag. Det er noget jeg lidt har tvunget mig selv til at gøre nu, på skrift, fordi at skrive, er det jeg er bedst til.

Min far sagde engang til mig at jeg ikke måtte blive som ham og jeg ved godt hvad han mente. Han mente at jeg skulle åbne mig selv, han mente at jeg ikke måtte lukke bogen og lade livet passere, mens de svære ting i livet åd mig op og gav mig ondt i hovedet. Han vidste godt at det var hvad der ville ske. Han vidste også godt at han selv havde bygget nogle meget høje mure op omkring ham selv, fordi han havde oplevet ekstrem modgang i hans eget liv. Ekstrem smerte på hans egen sjæl.
Det måtte ikke ske for mig. Det må heller ikke ske for hans søn.

Min far var og er en magisk mand. Han præsterer at lære mig ting, selvom han ikke er her. Hans stemme sidder fast i min erindring, som var den limet fast. Han forlod mig ikke uden at være sikker på, at jeg havde værktøjerne til at bygge et liv der er værd at leve.

De første to år efter hans død, isolerede jeg mig selv. Jeg havde angstanfald og selvom jeg med tiden begyndte at lære dem at kende, så vidste jeg ikke helt hvad skulle gøre af mig selv, for det gjorde det svært at få hverdagen til at hænge sammen.
Jeg er heldig at have en god studievejleder, jeg er også heldig at have en god læge og jeg er heldig at have nogle fantastiske mennesker i mit liv, som gør deres bedste for mig. Men hold nu kæft, hvor kan det altså føles op af bakke.

Jeg har tit hørt at de første to år er de værste og for mig har det passet det ret godt. Det sidste halve år, er tingene nemlig begyndt at vende. Frygten for angsten sidder i mine knogler, jeg var sikker på at jeg ikke kunne leve uden min far, men jeg trækker altså stadig vejret og det har jeg fået mig til at indse at jeg er stærkere end jeg troede og det har givet mig blod på tanden.
Not gonna lie, det gør ondt og nogle gange er det svært. Jeg savner min far.
Men det er fire måneder siden at jeg havde et anfald sidst og jeg har det faktisk godt.

Jeg har overvejet det her indlæg længe og jeg troede ikke at jeg havde lyst til at skrive det, men jeg besluttede mig for at gøre det alligevel fordi det også er en del af det hele og på en måde, ville mit blog projekt ikke rigtig være fuldendt uden det.
Det kan godt være at der kommer en post mere om det her emne på et tidspunkt, der er så meget i det. Det er svært at få det hele sagt på én gang.
Jeg vil hellere være varm end kold.

Tak fordi du læste <3

– Camilla