Kære læser

I nat, fik jeg pludselig en idé.
Min hjerne begyndte pludselig at ræse derud af og jeg overvejede om jeg bare skulle begynde at skrive lige nu og her, men jeg følte mig alligevel for træt.
Selvom jeg selvfølgelig ikke kunne sove, fordi jeg tænkte.

Jeg har rigtig mange yndlings minder om min far, men der er ét der skiller sig ud og som jeg, hvis du helt spontant bad mig om et godt minde, nok ville være det første jeg ville komme til at tænke på.

Det var en sommerdag, tror det har været i juli 2012 (muligvis 2013), perfekt blå himmel, masser af sol og varme.
Det var én af de gange, vi gik halvøen rundt.
Min far gjorde det faktisk rimeligt ofte, jeg var nok for doven de fleste af gangene, hvis jeg skal være helt ærlig.

Vi havde hundende med og min far havde pakket en lille rygsæk.

Det var skide hyggeligt, jeg snakkede, min far lyttede. Han var altid så god til at lytte til mig, når jeg havde noget på hjerte. Han afbrød mig aldrig og han hørte efter. Og når han havde noget på hjerte, så lyttede jeg.
Jeg kan huske hvordan skoven så ud. Den var virkelig, virkelig smuk og vi gik begge to og virkelig nød det.
Der var mange kringelkroge og der var mange bakker op og ned, der hvor vi gik. Han gik med min hund, jeg gik med hans. Kender man min hund, så kan man nok godt forestille sig hvorfor. Når jeg siger bakker, så mener jeg stejle små bakker og med min hunds energi, var det alligevel måske lige farligt nok. Det mente min far, åbenbart også.

Vi gik i en lille bobbel, ham og jeg.
En lille, eller egentlig ret stor, bobbel fyldt med sommer og grønne blade og bakker og fuck det var dejligt.

Han viste mig “udkigsposten”. Der har jeg ikke været siden han døde og det er ét af de steder som vil være svære for mig at komme tilbage til.
“Udkigsposten” er ret fantastisk og der er nok ret mange der bruger den. Det kan jeg sagtens forstå. Jeg ville lidt ønske at jeg kunne igen.

Dét som egentlig gør, at det her minde må være et af mine yndlings er, hvor Gøg og Gokke agtigt det endte med at tage sig ud. Vores lille eventyr.
Palle og Camilla på eventyr, ik.
På et tidspunkt når vi et stykke hvor vi enten er nødt til at gå ned i vandet, eller balancere på et lille stykke land ud mod vandet, som selvfølgelig er hegnet ind. Derfor er det altså et lille stykke land, ud mod vandet. Ja?
Min far og jeg vælger at balancerer og tænker at hundende da snildt kan gå nede i vandet. Altså vi snakker soppe-vand-niveau, men vi havde jo sko på.
Altså min fars hund, han vil kraftedme ikke soppe og min hund, han vil kraftedme gerne. Det er lige som om, at det ikke passer så godt sammen.
Min fars hund skulle lige som trækkes over, hvor vi kunne gå normalt igen. Det var en challenge, men vi endte jo med at klare det, for vi var jo nødt til at komme over.

Det varer ikke længe inden vi står ved en låge, som fører til en sti gennem et areal med græssende køer. Vi skal enten gennem dér og krydse stranden, som det også er, eller gå hele vejen udenom for at komme hen til stien ved Hindsgavl. Altså vi vælger jo bare at krydse stranden, for det er jo lige så fint.
Køerne… var aggressive.
Eller den ene af dem, var i hvert fald.

Vi går ad stien og bliver hurtigt passet op af en ko med en pænt truende adfærd, som ikke syntes at vi skal den vej. Jeg går stadig med min fars hund og han går med min. Heldigvis for mig, og dog.
Min hund syntes egentlig bare at koen er lige så fin og vil da egentlig gerne hilse, mens min fars hund er lidt med skeptisk (det var jeg også, vil jeg gerne lige pointere). Der er egentlig ikke noget der hedder at trække sig ud til siden, da den der sti ligger lige midt i det hele med en slags grøft på den ene side (ville jeg umiddelbart kalde det) (ja, det er jeg skide god til at beskrive).
Min far viser ingen frygt, han leger at han er ko-hvisker. Han står foran koen, mens jeg stille og roligt, som den ninja jeg jo faktisk er, lister til siden. Min far rækker hånden ud, på ægte “bliv hvor du er, ko. Jeg er ikke bange for dig) manér, mens min hund hopper lige så spændt og energisk rundt om ham i snoren.

Koen begynder at lave stange bevægelser og her bliver det altså lige i overkanten for min fars hund og jeg, som i en flee-and-escape manøvre, vælter ned i den der grøft. Jeg vrider rundt på min ankel, for tredje gang på ét år.
Det er nemlig sådan, at jeg havde investeret i et par nye sko (og nej, det var nu altså ikke dem jeg havde på). Nogle lidt for smalle kilehæle. Flotte, flotte sko. Men dødsensfarlige.
Første gang jeg vrikkede rundt, var på vej til biografen.
Anden gang var på vej hjem fra banegården, i en god brandert.
Tredje gang, det var så her. Av.

Der kom en familie gående som selvfølgelig overværede det her og på en eller anden måde undslap vi altså koen og vi nåede sikkert over på den anden side.
På den anden side fortalte min far mig at han godt vidste at de køer som stod der, godt kunne være lidt utilregnelige, men at han havde undladt at fortælle mig det, da han vidste at jeg aldrig var gået med den vej så.
Og jeg kan kraftedme garantere at det var jeg IKKE.
Om jeg så skulle have gået 10 km ekstra for at komme udenom.
Jeg var ikke klar til at dø.

Jeg havde efterfølgende lidt et problem, for jeg haltede og vi var ikke hjemme endnu og jeg havde bare brug for et glas hvi’vin.
Vi sad lidt, han grinte af mig. Jeg sagde “fuck dig, far” og så måtte vi jo videre i teksten. Det gik lidt langsomt, men det gik.
Hindsgavl slot og området er heldigvis pisse kønt.

Vi kom også hjem, med noget besvær.
Hjem til et glas hvi’vin, I dare say.

Det er et af min favorit minder, fordi det er så typisk.
To fjolser. Ham og jeg. Så ens og alligevel så forskellige.
Han var og han er min soulmate. Sådan vil det altid være.

Jeg ved ikke om det er lige så sjovt at læse, når man ikke var der. Men jeg smiler og jeg griner også lidt når jeg tænker på det og jeg elskede at skrive det, fordi det næsten føltes som at opleve det igen.

Tak fordi du læste <3

– Camilla

Kære læser

Det starter som en slags rastløshed, en dyb rastløshed, en rastløshed der sætter sig helt inde i knoglerne og den gnider sig mod hvert et ben, ligesom når man skærer tænder. Så sætter der sig en klump i lungerne, en klump der egentlig gerne ville kvæle, men som i virkeligheden slet ikke eksisterer. Eller gør den?
Så kommer panikken. Er jeg ved at dø igen?
Igen?
Jeg har aldrig været ved at dø, men det kunne kraftedme godt føles sådan nogle gange.

Jeg plejer at søge mod min seng, mod min dyne, mod det som er mest trygt. Det sted som kan sluge mig hel og opbevare mig i en lille bobbel, til faren er drevet over og det gør den jo, hver gang – men det er noget jeg har været nødt til at lære at huske og det har for mit vedkommende været lige så svært at have med at gøre, som matematik der blander bogstaver ind i opgaverne er. Hvor fanden giver det mening henne?

Da jeg mistede min far, blev jeg overvældet. Det ved jeg nu.
Sådan virkelig overvældet og jeg mistede kontrollen.
Et ordenligt gok i nødden, hvad fanden sker der?

Mit første panikangst anfald fik jeg, mens jeg sad og skrev til dem vi havde valgt skulle bære min fars kiste. Jeg følte mig ok fattet og jeg vidste hvad jeg ville skrive, men så begyndte nogle sorte pletter ligesom at blinke for mit ene øje. Min første tanke var at jeg havde glemt at spise, eller at jeg måske var ved at gå sukkerkold, så jeg sørgede for at få lidt indenbords. Det hjalp bare ikke og pletterne gik over til at være en slags flimren, som generede det yderste af øjet.
Jeg begyndte at mærke en uro, for det var virkelig ubehageligt og jeg forstod ikke hvad der var galt. Jeg var alene, for min mor og min bror skulle lige hente et eller andet.
Uroen blev stille og roligt, utroligt nok, til panik og det næste jeg husker er, at sidde og rokke frem og tilbage på min seng. Heldigvis var jeg ikke alene så længe og heldigvis var min mor godt klar over at det var en reaktion på det der var sket.
Der kommer jo som regel en reaktion på et eller andet tidspunkt, den er bare forskellig fra person til person. Jeg begyndte at få angstanfald.

Det er en ting der er svær at forklare og det er en ting som er svær at forstå, hvis man ikke har haft oplevelsen på egen krop – for man kan ikke se det.
Men det er virkeligt, også selvom det er usynligt og det er uhyggeligt.

Der er ikke noget der hedder “kan du ikke bare..”, for det kan man ikke bare – hvis man bare kunne dét, så havde man gjort det. Trust me.
Da jeg var ikke ret gammel, så jeg et program om én der led af angst. Jeg forstod det ikke og jeg husker at tænke at jeg ville sige til angsten at jeg ikke var bange for den. Det var jo ikke fordi det var én der blev jagtet af en mand med en økse, vel?

Jeg havde i lang tid, i hvert fald ét anfald om dagen. Det gjorde at jeg helst blev hjemme, også selvom at for mit vedkommende kom anfaldende næsten altid når jeg var alene. Når jeg sad for mig selv og tankerne drejede ud af kontrol.
Tingen er, at man ikke engang altid selv ved hvorfor man reagerer.
Det gør det lidt svært at tackle og det gør det også svært at snakke om.
Jeg har egentlig aldrig været specielt god til at tale om mine følelser, det har altid givet mig ubehag. Det er noget jeg lidt har tvunget mig selv til at gøre nu, på skrift, fordi at skrive, er det jeg er bedst til.

Min far sagde engang til mig at jeg ikke måtte blive som ham og jeg ved godt hvad han mente. Han mente at jeg skulle åbne mig selv, han mente at jeg ikke måtte lukke bogen og lade livet passere, mens de svære ting i livet åd mig op og gav mig ondt i hovedet. Han vidste godt at det var hvad der ville ske. Han vidste også godt at han selv havde bygget nogle meget høje mure op omkring ham selv, fordi han havde oplevet ekstrem modgang i hans eget liv. Ekstrem smerte på hans egen sjæl.
Det måtte ikke ske for mig. Det må heller ikke ske for hans søn.

Min far var og er en magisk mand. Han præsterer at lære mig ting, selvom han ikke er her. Hans stemme sidder fast i min erindring, som var den limet fast. Han forlod mig ikke uden at være sikker på, at jeg havde værktøjerne til at bygge et liv der er værd at leve.

De første to år efter hans død, isolerede jeg mig selv. Jeg havde angstanfald og selvom jeg med tiden begyndte at lære dem at kende, så vidste jeg ikke helt hvad skulle gøre af mig selv, for det gjorde det svært at få hverdagen til at hænge sammen.
Jeg er heldig at have en god studievejleder, jeg er også heldig at have en god læge og jeg er heldig at have nogle fantastiske mennesker i mit liv, som gør deres bedste for mig. Men hold nu kæft, hvor kan det altså føles op af bakke.

Jeg har tit hørt at de første to år er de værste og for mig har det passet det ret godt. Det sidste halve år, er tingene nemlig begyndt at vende. Frygten for angsten sidder i mine knogler, jeg var sikker på at jeg ikke kunne leve uden min far, men jeg trækker altså stadig vejret og det har jeg fået mig til at indse at jeg er stærkere end jeg troede og det har givet mig blod på tanden.
Not gonna lie, det gør ondt og nogle gange er det svært. Jeg savner min far.
Men det er fire måneder siden at jeg havde et anfald sidst og jeg har det faktisk godt.

Jeg har overvejet det her indlæg længe og jeg troede ikke at jeg havde lyst til at skrive det, men jeg besluttede mig for at gøre det alligevel fordi det også er en del af det hele og på en måde, ville mit blog projekt ikke rigtig være fuldendt uden det.
Det kan godt være at der kommer en post mere om det her emne på et tidspunkt, der er så meget i det. Det er svært at få det hele sagt på én gang.
Jeg vil hellere være varm end kold.

Tak fordi du læste <3

– Camilla

Kære læser

Let’s face it, vi har dem allesammen og nogle er mere fjollede end andre.
Nogle af dem deler rigtig mange, nogle deler næsten nærmest hele kloden (overdrivelse fremmer forståelsen, men… edderkopper) og nogle er bare downright ridiculous. Men det er der jo heller ikke rigtig noget galt i, vel?

Jeg har nogle stykker og de er egentlig lidt åndsvage. Så nu deler jeg dem med jer.

1. Øjne
   Det lyder åndsvagt, det ved jeg godt. Øjne er smukke, øjne er sjælens vindue og så er de faktisk meget rare at have. Men da jeg var en 5 år eller sådan noget, fik jeg lov til at sidde på min storesøsters værelse og se tv, da hun gik. Jeg så Troldspejlet, som jeg gjorde så tit og der blev altså fortalt om en film om en dreng som mistede hans ene øje. Jeg gik rundt med en klump i maven på størrelse med en vandmelon i flere måneder. Ja, flere år jo nærmest eftersom dét minde stadig hænger ved. Jeg var ret sart da jeg var lille. Jeg var fuldstændigt oppe og køre første gang jeg så Jurassic Park og så den scene hvor en mand bliver spist af en T-Rex mens han gemmer sig på et toilet. Det var det vildeste jeg nogensinde havde set og spurgte du mig dengang, så havde jeg lige set en gyserfilm og jeg var ikke engang SÅ bange!
2. Edderkopper
   Ja ja, dem er jeg også bange for. Jeg vil dog sige at det har hjulpet betydeligt at jeg har købt mig en støvsuger uden poser, som man kan se ind i. Jeg har engang haft en støvsuger stående på mig altan i en uge, fordi jeg var bange for at edderkoppen ville kravle ud igen, jeg har engang barikeret mig på mit soveværelse om natten (vi taler om tilstoppet nøglehul og sådan noget) fordi der var en edderkop som jeg havde oversprøjtet med hårlak og sansynligvis slået ihjel men den endte med at falde ned bag min skohylde forsvinde og jeg har engang stået i min stue om aftenen iført gummistøvler fordi jeg havde præsteret at fange en lillebitte edderkop under en lille tallerken og problemet så var, at jeg ikke turde løfte den igen.
3. Høje brag
   Jeg er typen som altid har haft utroligt følsomme øre. Jeg er ikke som sådan bange for fyrværkeri (altså den flotte af slagsen, kommer aldrig til at forstå hvorfor kanonslag skulle være så fantastiske) men jeg bliver pisse nervøs når det er noget som siger meget højt.
4. Vand i ørene
   Igen, ørene. Min frisør har efterhånden altid vat klar til mig, når hun skal til at vaske mit hår. Nej, jeg har heller ikke hovedet under vand når jeg svømmer. Jeg fucking hader at få vand i ørene, jeg hader det bare, ingen videre forklaring.
5. At flyve
   Det er ikke selve dét at flyve som jeg har problemer med, det er.. wait for it.. propper i ørene. Jeg har et seriøst problem med propper i ørene.
6. Broer med vand under
   Jeg er ikke som sådan højdeskræk. Altså, jeg har da grænser – men dét er ikke en fobi. Men hvis jeg står på noget med vand under, højt eller ej faktisk, så er jeg lidt mindre glad end normalt. Jeg bor sådan cirka 5 min (i bil) fra den gamle Lillebæltsbro, jeg har gået over den og jeg har cyklet over den og jeg.kan.ikke.lide.det. Jeg elsker at sejle (på trods af at jeg godt kan blive ret søsyg) og havet er sgu da fascinerende, men der er noget ved dybet som man ikke kan se der skræmmer mig af helveds til. Det skræmmer mig nok lidt mere end hvad der bare er den almene respekt for havet, hvis i ved hvad jeg mener?
   Det er altså lidt uhyggeligt.
7. Mørke
   Jeg indrømmer det, jeg sover altså med en lampe tændt i stuen. Jeg har en hund som helt sikker ville reagere hvis der var noget i min lejlighed som jeg skulle være nervøs for, men jeg skal altså kunne se hvad der foregår. Jeg plejede at insistere på at have tv’et tændt om natten, også selvom det irriterede mine øjne. Da jeg boede hjemme blev min far altid skide irriteret, fordi jeg altid vågnede når han slukkede mit tv. Da jeg flyttede hjemmefra sov jeg med mit tv tændt i soveværelset, indtil det engang gik i stykker. Så lærte jeg faktisk at sove uden og det er nok meget godt.

Nogen som deler fobier med mig?
Nogen som har fobier som kan slå mine?

<3

– Camilla

Kære læser

Se, her begynder det at blive tricky. Har i nogensinde læst om, hørt om, oplevet det der med at man ikke husker så godt, når det kommer til at ting som har gjort ondt.
Jeg har stadigvæk svært ved at huske hvad jeg egentlig brugte min tid på, det første år efter jeg mistede min far. Tilstede var jeg i hvert fald ikke helt. Kun når virkeligheden ramlede ned om ørene på mig et par gange om dagen.
Jeg lukkede lidt døren, låste mig inde i mig selv og blev der længe.
Det er forskelligt hvordan man heler. Alene, i selskab, medicin.. vandaerobic?

Dagen efter jeg fandt min far i hans seng, brugte jeg meget tid på at sidde og græde for mig selv. Bare græde, ingen lyd, bare tårer som ikke bare sådan lige ville stoppe. De kom når de selv syntes og de stoppede når de ikke gad løbe mere. Sådan var det bare.
Vi skulle finde en bedemand og så vidt jeg husker, så kom hun dagen efter.
Jeg kan huske at jeg havde det nogenlunde, indtil vi skulle vælge hvad der skulle stå i død annoncen. Hans navn, der, det gav ingen mening og det gjorde så ondt at det er ligefør at jeg kunne have stoppet med at trække vejret, lige dér. Jeg kunne mærke min hud krakelere.
Som jeg ser på den annonce nu, så var den jo perfekt til ham og som jeg ser det nu, så er jeg ret glad for at den blev som den blev, selvom den var svært at tage stilling til. Jeg har den også stadigvæk, langt inde i et skab og engang i fremtiden, kan kigge på den og sansynligvis vil være glad for at jeg klippede den ud og beholdte den, selvom den på en måde symboliserer tabet.

At skulle vælge sange til bisættelsen var heller ikke nemt. Kun tre sange. Tager du pis på mig?
Der skulle have været mindst 10, for at det havde været nok.
Bedemanden som var en yngre dame, utroligt nok, var i det mindste tiltalende og det er jeg ret sikker på at min far var glad for. Tænkt hvis det havde været en gammel gråhåret gimpe eller… for guds skyld nej, en mand. EN MAND der skulle have klædt ham på i kisten. Er det ikke også dem som står for det?
For Guds skyld, ik? Jeg fik af vide at jeg skulle retfærdiggøre at min far ikke skulle begraves og at ceremonien ikke skulle foregå i kirken, for en præst. Altså, der var en præst som ringede til mig få dage efter min far døde, for at spørge mig om hvorfor ceremonien ikke skulle foregå i kirken. Man tænker, virkelig? Gør man ikke?

Det er en sær fornemmelse, det der med lige at have siddet sammen med en person og drukket kaffe og så lige pludselig skal man sidde og planlægge deres bisættelse.
Det minder i hvert fald én om hvor skrøbeligt livet er.

Dernæst husker jeg at være hjemme og skulle sørge for at jeg blev sygemeldt fra min skole. Det var heldigvis ikke noget problem.
Min mor boede i min lejlighed et par dage, min bror var her til han fik nok og havde brug for luft. Forskellige reaktioner på ting, passer ikke altid så godt sammen. Det er helt okay.

Da min mor kørte hjem et par dage inden bisættelsen, havde jeg veninder på besøg så jeg ikke skulle være alene. Jeg valgte at jeg ville blive hjemme, det havde jeg det bedst med.

Dagene var meget grå, tomheden voksede i min maven, tankerne tonsede afsted. Lige meget hvor meget tid man bruger på ingenting, så er der bare ingen ro.
Alting pissede mig af. Mennesker med “normale” liv eksempelvis, hold nu kæft hvor var de dog irriterende. Hvordan fanden kunne de bare gå forbi mit vindue og ikke vide at mit hjerte lå nede på fortovet. At det var sprunget ud af mit bryst, knaldet ud igennem vinduet, fløjet ud over græsset og landet med et kæmpe enormt “SMÅKAGE” på fortovet foran dem og de jordede kraftedme lige over det, om og om igen, til det lå smattet fuldstændigt ud.
Fuck dem allesammen.

Nu er jeg jo egentlig bare glad for at livet fortsætter ufortrødent, at det ikke bare går i stå.
Tænkt hvis det bare gik i stå? Så ville det gå i stå konstant. Det ville jo nok egentlig bare stå stille hele tiden, for folk dør hele tiden. De lyner jakken op og smider det her liv fra sig (eller folder den pænt og lægger den på sengen, du vælger) og det er helt okay.
Hvad der så sker, det er der ikke nogen af os som stadig “lever” der aner noget som helst om. Der er så meget vi tror at vi ved noget om, som vi ikke aner den mindste smule om.
Men altså, vi kan da godt komme med teorier.

Jeg læste det her fantastiske citat fornylig og for mig, føles det rigtigt;

“you don’t have a soul,
you are soul,
you have a body”.

Jeg husker at jeg på en måde glædede mig til bisættelsen. Jeg glædede mig til at se hvem der kom og jeg glædede mig til at se folk jeg ikke havde set længe. Lige indtil jeg rent faktisk var der, der følte jeg lige pludselig at jeg kunne gå i gulvet når som helst og jeg havde ikke lyst til at være der overhovedet. Det var overvældende og jeg tror at jeg lukkede lidt af.
Jeg kan huske nogen af dem som kom, jeg husker de fleste af dem som var med til gravøllet, men det er også dét. Det var ret uvirkeligt og sløret.

Efter bisættelsen blev alting bare gråt igen. Tomheden voksede og voksede. Det gjorde den længe, men med tiden begyndte jeg at kunne udfylde tomheden med ting jeg kunne lide og mennesker jeg holder af selvfølgelig. Tomheden blev til den tomhed som repræsenterer min far og den går aldrig væk, for han er her ikke. I hvert fald ikke sådan som jeg gerne ville have det, hvis jeg kunne vælge. Jeg har lært at leve med det, på en eller anden måde. Jeg mærker den hver eneste dag, men det gør kun rigtig ondt en gang imellem nu.
Mit savn gør mig ikke syg mere, men det er en slags permanent skade. Og det er helt okay.

Min far sagde tit “det er liiiiivet” og det er det faktisk også.

– Camilla