Kære læser

Jeg gik nede i kælderen, på vej ned med min cykel efter at jeg havde været nede og handle og kom til at tænke på noget som egentlig har været en ret stor del af min sorg proces. Jeg har nemlig stadigvæk lidt svært ved at gå i kælderen i min boligblok.
Ikke fordi jeg er bange for mørke (eller, jo), spøgelser (eller…), eller fordi jeg er bange for tanken om at monstre kan springe frem (jeg er altså ikke særligt bange for Pennywise the dancing clown mere… eller).

Jeg har svært ved at gå i kælderen, fordi jeg kan forestille mig min far gå foran mig (simpelthen) ned mod det rum i kælderen, hvor vi ofte gik ned og drak en øl med viceværten.
Jeg kan nærmest se ham. Jeg kan se ham gå der i hans store grønne vinterjakke og jeg kan høre ham fløjte. Jeg kan se ham række op efter nøglen til rummet. Nogle gange smiler jeg ved tanken, for i virkeligheden er den ret dejlig, men nogle gange stikker det altså i mit hjerte.
Det gør kraftedme ondt at savne.

Jeg har haft rimeligt mange og har stadig nogle enkelte af den slags oplevelser/følelser forbundet med steder rundt omkring.
Nogle vil måske tænke at det kan været ligegyldigt, at det er at overreagere lidt, eller noget helt tredje. Det er det måske også, for nogle.
For mig, har det været svært at skulle forholde mig til og jeg har helt nægtet at tage hen til bestemte steder, jeg kunne simpethen ikke få mig selv til det.
Jeg har følt mig en smule smadret i bolden nogle gange og derfor syntes jeg alligevel også at det er værd at dele. Jeg følte mig i hvert fald ofte ret alene med hvordan jeg havde det og hvis dét at jeg deler mine oplevelser sådan her måske kunne gøre en forskel for en anden, så er det alligevel værd at skrive om.

Middelfart er en ret lille by.
Det kan jeg faktisk meget godt lide, men da jeg stod og skulle bearbejde min sorg, gjorde størrelsen på byen det sgu lidt svært nogle gange. Hvor kunne jeg tage hen hvor jeg ikke blev mindet om min far heletiden? Hvor kunne jeg få bare en lille pause fra hullet i min mave?
Jeg kunne se min far over ALT og det er jo egentlig meget naturligt, for vi har jo nærmest været overalt i denne by, det er klart. Der gik eksempelvis 2 år, inden jeg havde mod på at tage på biblioteket.
Kender man mig, ved man det er meget lang tid. Jeg elsker nemlig at læse og jeg elsker at gå på biblioteket og det gjorde min far også. Nu, er det jo et skønt minde, noget vi havde sammen – men i lang tid var det noget der stak enormt hårdt i mit hjerte.

I princippet kunne jeg jo heller ikke være hjemme så.
Det var jeg selvfølgelig, men selv dét var sommetider svært.

Der gik også omkring 2 år, før jeg vovede mig ind i Lidl.
Ja, dét lyder sikkert rigtigt fjollet i nogle øre, men sådan var det. Mit hjerte sank, når jeg så meget som kørte forbi butikken i Middelfart. Jeg kunne nærmest se min far stå ved flaskeautomaten (årh, det lyder forkert) og jeg var bange for at gå derind, fordi jeg forestillede mig at mit hjerte ville gå i stå ved tanken om at banke min vogn ind i hans. Seriøst.
Vi handlede sammen i Lidl hver lønningsdag, efter jeg flyttede hjemmefra.
Det var altid hyggeligt og endnu en af de ting som er et virkelig kært minde for mig nu, men som gjorde rigtig ondt at tænke på længe.

Fjollet, fjollet, kom videre, ik?
Hvis det dog bare var så let.

Jeg kan godt lide at været på kirkegården. Det er ikke fordi at jeg egentlig føler at min far er lige dér nødvendigvis, jeg kan egentlig ikke se hvad han skulle lave der. Men luften på en kirkegård, er så fyldt med fred. Lige først, var det svært – det vil jeg da gerne indrømme. Jeg var ret hjemsøgt af flashbacks og for at gøre det helt kort, så forstod jeg ikke rigtig noget som helst. Det er egentlig så simpelt.
Når jeg så besøger kirkegården, så køre jeg stadigvæk hele verden udenom. Kvarteret omkring kirkegården har jeg nemlig også svært ved at forholde mig til og det har jeg altså stadig. Så langt er vi ikke nået!
Da jeg var lille boede jeg nemlig næsten lige ved siden af den kirkegård hvor min far ligger nu. Da vi flyttede, flyttede vi ikke ligefrem ret langt væk, så området omkring kirkegården er fyldt til randen med minder. Gode minder, men alligevel.

Men altså, lige meget hvad, så kommer flytter man sig hvis man husker at bevæge sig.

– Camilla

Kære læser

Overskriften lyder måske en smule dramatisk, især fordi “spøgelseshistorier” lyder som noget man sidder rundt om et bål og fortæller om natten og så er det meningen at man skal skide i bukserne af skræk, og altså jeg skriver jo hovedsageligt om min far – og han er altså ikke en skid uhyggelig i mine øjne.
Men det er vel alligevel dét det her er. Spøgelseshistorier (eller oplevelser).
Uden bålet og uden “bøh”.

Nu håber jeg ikke at du bliver skuffet.

Det er et lidt alternativt emne jeg vil skrive om i dag.
Enten er du med, eller også er du ikke.
Du må gerne tænke at jeg er fjollet, du må også gerne sige det, det har jeg egentlig overhovedet ikke noget imod.
Jeg har gerne ville skrive noget i et stykke tid nu, men jeg har ikke vidst hvad jeg skulle skrive om. Det her bliver nok aldrig sådan en “jeg skal skrive et blogindlæg om ugen” blog, for det jeg skriver om er ikke noget jeg bare sådan lige skriver om. Det skal komme til mig, jeg skal være inspireret, for jeg vil gerne kunne gøre det godt. Det er vel ikke nogen hemmelighed efterhånden at min blog hovedsageligt handler om at miste.

Man oplever mange ting når man mister en man elsker og det er jo så her, at jeg mener at jeg ikke “sådan rigtigt” har mistet min far, for jeg har oplevet ting og dem vil jeg gerne fortælle lidt om og så må man jo tænke lige præcis hvad man har lyst til.

Jeg har altid troet på det åndelige, ikke på den religiøse måde. Men sådan “jeg ved ikke hvad det er, men der er noget og der er nogen og jeg bliver sådan en nogen når det engang er min tur”, volapyk. Du ved hvad jeg mener?

Jeg har oplevet få ting som lille.
Min mormor og min morfar døde, da jeg var ikke ret gammel og jeg har få gange i mit liv haft en følelse som ikke var en følelse, kombineret med en duft som ikke rigtig var en duft og når jeg havde den fornemmelse så vidste jeg præcis hvem af dem som var der. Første gang jeg havde sådan en oplevelse, var jeg omkring 6 år og jeg husker den lige så tydeligt.
Jeg var ude at cykle og blev pludselig klar over at min morfar var der.
Okay så.

Da min far døde, havde jeg lidt flere oplevelser. Måske fordi jeg blev mere åben overfor det, måske på grund af det bånd vi havde(har)?

Jeg tror at jeg har nævnt det før i et indlæg, men den aften da min far blev hentet i ambulancen, faldt der et billede ned fra væggen. Et af hans egne malerier. Det skete i det øjeblik, båren med min far, blev rullet ind bagi vognen. Jo, hoveddøren stod åben men billedet hang et stykke oppe af trappen til ovenpå og det sad på to søm. I mine øjne virkede det ikke som om, at det maleri bare skulle kunne falde ned og tro mig, jeg har vendt og drejet det i mit hoved mange gange.
Jeg ser det som hans måde at fortælle os at han altså stadig var der.

Det næste jeg oplevede, som sådan virkelig gjorde indtryk på mig, var da jeg var oppe i huset for første gang siden jeg fandt ham, et par dage efter. Jeg har stadig fornemmelsen i min krop, når jeg tænker på at stå der og han ikke var der. En dyb, dyb tomhed. En forkerthed, som slet ikke kan beskrives.
Alt så ud som det skulle, hans kaffekop stod ved håndvasken i køkkenet, hans briller lå på hans natbord i soveværelset. Hans sutsko stod ved siden af sengen.
Men der var så tomt.
Jeg kunne måske lidt beskrive som om at energien var blevet suget ud.
Koldt.

Jeg gik ind og lagde mig i hans seng. Den seng jeg fandt ham i, få dage før.
Det er mærkeligt som man måske ville rynke på næsen af det, hvis en anden fortalte at de havde lagt sig i en seng et andet menneske var gået bort i, men når det er en man elsker.. så betyder det ingenting. For mit vedkommende gav det mig en slags tryghed. Duften af ham. Ham. Min far.
Det er lige som når folk tror at det har været en “uhyggelig” oplevelse for mig, at finde en der er død. At være alene med en “død”.
Chokket vil altid sidde i mig, følelsen vil altid sidde i mig når jeg tænker på det, men det var ikke “uhyggeligt”. Det er ikke som det man forbinder med “død” i film, når det er en man elsker.
Jeg ville fandme have elsket hvis han havde sat sig op og sagt “bøh”.

Anyway, jeg lagde mig i hans seng og jeg græd. Det var så uvirkeligt at det hele ikke bare var en drøm, at det var virkelighed. At der kunne dufte af ham, men at han ikke var der.
Jeg græd virkelig mange af de der lydløse tåre i den tid og det gjorde jeg også da jeg lå dér og virkeligheden virkelig gik op for mig.
Men så mærkede et tryk over brystet. Et tryk som nærmest indikerede en arm over min krop. Som hvis han havde lagt sig ved siden af mig og lå og holdt om mig.

Jeg oplevede nogle gange et stykke tid efter, når jeg sad og læste i sofaen at føle noget køligt på min kind. Med alle vinduerne lukket, selvfølgelig.
Det kunne godt være en hånd der strejfede mig ganske blidt.
Jeg er nogle gange gået ind i “noget”, med tankerne et helt andet sted og straks tænkt “Far” og der er et spot på min sofa, som jo var hans, som på en eller anden sær måde dufter af ham. Det er snart 3 år siden, han døde.

Og så var der selvfølgelig episoden i Kvickly, som jeg faktisk også tror at jeg har nævnt før, men den skal også lige være med her.
Jeg skulle hente en pakke ved posthuset og stod i kø med to andre mennesker. Da det var min tur, stod der kun en ældre mand som vidst var ved at lave en pakke. Da jeg går frem med disken, dufter der et øjeblik af min fars yndlings parfume. Lige så pludseligt som duften var der, lige så hurtigt var den væk igen.
Det kan godt være at jeg lige drejede rundt om mig selv der, for at finde kilden, men der var altså ikke noget. Jeg gik ind i en væg af min fars yndlings parfume, i Kvickly.
Okay?
Det var ikke den ældre mand, må jeg hellere lige slå fast.

Jeg har også oplevet et af mine egne malerier, som stod på mit spisebord op af væggen, pludseligt tippede forover. Jeg havde lagt nogle ting foran, netop for at det ikke skulle ske.

Så, er jeg lidt småskør? Det kan sgu da godt være, men det tror jeg nu ikke.
Der er så mange teorier og folk tror så mange ting, men sandheden er jo faktisk bare at vi ikke ved en skid og jeg tror egentlig heller ikke at det er meningen at vi skal vide alting.
Jeg ved bare at min far er okay og det er jeg også, for det meste i hvert fald.

Jeg håber at det giver mening, eller at det i det mindste er til at forstå hvad jeg mener, for det er skide svært at forklare sådan noget her.
Man er velkommen til at dele egne historier og erfaringer, hvis man har lyst <3

Tak fordi du læste!

– Camilla

Kære læser

Se, her begynder det at blive tricky. Har i nogensinde læst om, hørt om, oplevet det der med at man ikke husker så godt, når det kommer til at ting som har gjort ondt.
Jeg har stadigvæk svært ved at huske hvad jeg egentlig brugte min tid på, det første år efter jeg mistede min far. Tilstede var jeg i hvert fald ikke helt. Kun når virkeligheden ramlede ned om ørene på mig et par gange om dagen.
Jeg lukkede lidt døren, låste mig inde i mig selv og blev der længe.
Det er forskelligt hvordan man heler. Alene, i selskab, medicin.. vandaerobic?

Dagen efter jeg fandt min far i hans seng, brugte jeg meget tid på at sidde og græde for mig selv. Bare græde, ingen lyd, bare tårer som ikke bare sådan lige ville stoppe. De kom når de selv syntes og de stoppede når de ikke gad løbe mere. Sådan var det bare.
Vi skulle finde en bedemand og så vidt jeg husker, så kom hun dagen efter.
Jeg kan huske at jeg havde det nogenlunde, indtil vi skulle vælge hvad der skulle stå i død annoncen. Hans navn, der, det gav ingen mening og det gjorde så ondt at det er ligefør at jeg kunne have stoppet med at trække vejret, lige dér. Jeg kunne mærke min hud krakelere.
Som jeg ser på den annonce nu, så var den jo perfekt til ham og som jeg ser det nu, så er jeg ret glad for at den blev som den blev, selvom den var svært at tage stilling til. Jeg har den også stadigvæk, langt inde i et skab og engang i fremtiden, kan kigge på den og sansynligvis vil være glad for at jeg klippede den ud og beholdte den, selvom den på en måde symboliserer tabet.

At skulle vælge sange til bisættelsen var heller ikke nemt. Kun tre sange. Tager du pis på mig?
Der skulle have været mindst 10, for at det havde været nok.
Bedemanden som var en yngre dame, utroligt nok, var i det mindste tiltalende og det er jeg ret sikker på at min far var glad for. Tænkt hvis det havde været en gammel gråhåret gimpe eller… for guds skyld nej, en mand. EN MAND der skulle have klædt ham på i kisten. Er det ikke også dem som står for det?
For Guds skyld, ik? Jeg fik af vide at jeg skulle retfærdiggøre at min far ikke skulle begraves og at ceremonien ikke skulle foregå i kirken, for en præst. Altså, der var en præst som ringede til mig få dage efter min far døde, for at spørge mig om hvorfor ceremonien ikke skulle foregå i kirken. Man tænker, virkelig? Gør man ikke?

Det er en sær fornemmelse, det der med lige at have siddet sammen med en person og drukket kaffe og så lige pludselig skal man sidde og planlægge deres bisættelse.
Det minder i hvert fald én om hvor skrøbeligt livet er.

Dernæst husker jeg at være hjemme og skulle sørge for at jeg blev sygemeldt fra min skole. Det var heldigvis ikke noget problem.
Min mor boede i min lejlighed et par dage, min bror var her til han fik nok og havde brug for luft. Forskellige reaktioner på ting, passer ikke altid så godt sammen. Det er helt okay.

Da min mor kørte hjem et par dage inden bisættelsen, havde jeg veninder på besøg så jeg ikke skulle være alene. Jeg valgte at jeg ville blive hjemme, det havde jeg det bedst med.

Dagene var meget grå, tomheden voksede i min maven, tankerne tonsede afsted. Lige meget hvor meget tid man bruger på ingenting, så er der bare ingen ro.
Alting pissede mig af. Mennesker med “normale” liv eksempelvis, hold nu kæft hvor var de dog irriterende. Hvordan fanden kunne de bare gå forbi mit vindue og ikke vide at mit hjerte lå nede på fortovet. At det var sprunget ud af mit bryst, knaldet ud igennem vinduet, fløjet ud over græsset og landet med et kæmpe enormt “SMÅKAGE” på fortovet foran dem og de jordede kraftedme lige over det, om og om igen, til det lå smattet fuldstændigt ud.
Fuck dem allesammen.

Nu er jeg jo egentlig bare glad for at livet fortsætter ufortrødent, at det ikke bare går i stå.
Tænkt hvis det bare gik i stå? Så ville det gå i stå konstant. Det ville jo nok egentlig bare stå stille hele tiden, for folk dør hele tiden. De lyner jakken op og smider det her liv fra sig (eller folder den pænt og lægger den på sengen, du vælger) og det er helt okay.
Hvad der så sker, det er der ikke nogen af os som stadig “lever” der aner noget som helst om. Der er så meget vi tror at vi ved noget om, som vi ikke aner den mindste smule om.
Men altså, vi kan da godt komme med teorier.

Jeg læste det her fantastiske citat fornylig og for mig, føles det rigtigt;

“you don’t have a soul,
you are soul,
you have a body”.

Jeg husker at jeg på en måde glædede mig til bisættelsen. Jeg glædede mig til at se hvem der kom og jeg glædede mig til at se folk jeg ikke havde set længe. Lige indtil jeg rent faktisk var der, der følte jeg lige pludselig at jeg kunne gå i gulvet når som helst og jeg havde ikke lyst til at være der overhovedet. Det var overvældende og jeg tror at jeg lukkede lidt af.
Jeg kan huske nogen af dem som kom, jeg husker de fleste af dem som var med til gravøllet, men det er også dét. Det var ret uvirkeligt og sløret.

Efter bisættelsen blev alting bare gråt igen. Tomheden voksede og voksede. Det gjorde den længe, men med tiden begyndte jeg at kunne udfylde tomheden med ting jeg kunne lide og mennesker jeg holder af selvfølgelig. Tomheden blev til den tomhed som repræsenterer min far og den går aldrig væk, for han er her ikke. I hvert fald ikke sådan som jeg gerne ville have det, hvis jeg kunne vælge. Jeg har lært at leve med det, på en eller anden måde. Jeg mærker den hver eneste dag, men det gør kun rigtig ondt en gang imellem nu.
Mit savn gør mig ikke syg mere, men det er en slags permanent skade. Og det er helt okay.

Min far sagde tit “det er liiiiivet” og det er det faktisk også.

– Camilla

Kære læser

Jeg startede med at skrive om, hvad der helt præcis (sådan ret præcist i hvert fald) skete den sene eftermiddag da jeg fandt min far. Jeg blev ikke helt færdig, så nu har jeg taget tilløb og tænker at jeg vil skrive resten. Resten og resten, der er jo så meget, men i hvert fald vil jeg fortælle hvordan det føles at være mig i dagene derefter. Det kan godt være at jeg kommer til at dele det i to, let’s see.

Jeg stoppede ved tidspunktet hvor min far blev hentet af en anden ambulance, som tog ham med til Odense.

Det var stadigvæk meget uvirkeligt. Jeg forstod det ikke, før jeg lidt senere stod i min lejlighed og skulle hente min hund, inden jeg skulle videre hjem til min mor.
Jeg husker at sidde i min far’s lænestol i stuen hjemme i huset, det var helt mørkt udenfor og lysene var dæmpet. Min bror var bange for at far havde fået det dårligt og derfor var gået i seng, fordi der lå en pose Dracula bolsjer som umiddelbart ikke var åbnet. Kendte man min far, ville man vide hvorfor der blev lagt mærke til det.
Jeg tog fat i posen og kunne konstatere, at den altså havde været åbnet. Det grinte vi faktisk lidt af. Selvfølgelig var posen åbnet.
Det er utroligt at man alligevel har det i sig at kunne grine i den slags situation, men det kan man faktisk godt. Ikke at vi ligefrem flækkede af grin, nok nærmere en dæmpet latter. Sådan lidt “pyyha” agtigt.
Jeg husker at jeg på en eller anden mærkelig måde glædede mig til at vi fik ringet rundt. Det lyder forkert. Jeg glædede mig ikke over noget som helst lige der, men jeg havde følelsen af at når der var andre end os der vidste hvad der var sket, så ville jeg ikke føle mig helt så alene.
Jeg kan så fortælle, at det overhovedet ikke hjalp at give nyheden videre. Min mor ringede rundt til den nærmeste familie og at kunne fornemme folks reaktioner igennem telefonen uden at kunne høre hvad de sagde, var mildest talt hjerteskærende. Og jeg følte mig stadig alene. Samtidigt var der sikkert andre som også følte sig alene.
De resterende ambulance mænd sagde farvel og kørte og så sad man ligesom bare der og visnede. De fortalte os hvor de kørte ham hen inden de kørte og fortalte at vi havde muligheden for at se ham, hvis vi ønskede det. Vi havde muligheden for at se ham to gange. En gang på sygehuset og en gang i kapellet inden bisættelsen.
Jeg var stensikker på at jeg skulle se ham så mange gange som overhovedet muligt, for tanken om at jeg havde set min far for sidste gang var slet ikke til at forstå og acceptere. Jeg kan så afsløre at jeg, med ondt i hjertet, ombestemte mig senere hen. Jeg blev bange for det, jeg blev bange for at synet af ham på den måde ville ødelægge mig fuldstændigt og jeg er ret sikker på at jeg tog den rigtige beslutning.
Han ville have set forkert ud og det kunne have ødelagt mit sidste minde om hans ansigt.

Vi aftalte at min bror og jeg skulle tage med hjem til min mor og overnatte, for at ingen skulle være helt alene. Jeg gik ind i min far’s soveværelse og fandt den alt for store trøje som jeg altid lånte når vi sad i haven eller hvis jeg frøs. Jeg tog den med og den nat sov jeg med den, som jeg sov med min yndlings bamse da jeg var lille.

Inden vi kørte hjem til min mor, skulle jeg lige forbi min lejlighed og hente min hund og da jeg stod i min lejligheden gik det pludselig op for mig hvad der var sket. Hvad jeg lige havde oplevet. Hvor virkeligt det hele lige pludselig føles og jeg husker at ville fodre min kanin og at jeg tabte kaninpiller udover hele stuegulvet.
Køreturen var også lidt af et inferno, men den slags inferno som man godt lidt kan grine af nu.
Har du mødt min hund?
For at vi alle kunne være der, måtte han sidde ved benene foran i bilen. Havde jo også lige min far’s hund med bagi bilen. Igen, har du mødt min hund?
Min hund var på ingen måde mærket af, hvad der lige var overgået os andre. Heldigvis. Men hold kæft, det var ikke optimalt. Lad mig bare sige det sådan.

Vi kørte forbi Burger King, for der var ingen der havde spist og jeg har aldrig i mit liv brugt så lang tid på at spise en burger. Jeg burde have været sulten, jeg havde ikke spist i mange timer og jeg mener bare.. burger..

Den nat var noget mærkeligt noget.
Det var blevet så uvirkeligt igen og jeg fik vidst ikke sovet ret meget. Jeg lå bare og krammede den trøje der og på en eller anden måde fik den mig til at føle mig bare lidt tryg.
Jeg anede ikke hvad de næste dage ville bringe, hvordan jeg ville have det. Jeg vidste bare at det ville blive rigtig slemt. Og jeg vil ikke lyve, det gjorde det såmænd også.

Jeg er glad for at jeg kan sidde og kigge ud på træerne der svajer i vinden nu og vide at jeg har det godt igen. Det er den der slags sår som aldrig rigtig heler. Det heler lidt, så klør det og man kommer til at kradse i lortet og så går det op igen.
Sådan er det heletiden og det er helt okay. Det er sådan det skal være.
Det efterlader også ar, men det er også helt okay, for de ar indikere bare min far. De indikere hvor vigtig han er for mig og hvor meget jeg elsker ham, og det er ikke noget jeg vil være foruden.

Det ser ud til at der kommer en del 3 også, så det ikke bliver alt for langt.

Tak fordi du læste med.

– Camilla

Til min far

Det er svært at få sagt og det er svært at starte.
Jeg savner dig og savnet føles som bølger, som bølger op og ned – roligt og forfærdeligt voldsomt. Det er jeg ikke overrasket over, hvordan skulle jeg kunne være det?
Savnet giver ekko. Helt ud af byen.

Jeg troede at jeg havde en masse at sige, og det har jeg vel også. Det her kan jeg bare ikke sætte ret mange ord på, i hvert fald ikke så de giver mening.
Jeg føler mig bare meget lille.

Vil du med i skoven?
Vi kan tage hundene med. Vi kan gå til vi finder et sted, kun vi to kender.
Vi kan grine af de mærkeligste ting, jeg kan græde, du kan gøre dit bedste for at lade være. Du må gerne, men jeg ved at du helst vil være fri.
Vi kan tage afsted sidst på sommeren, eller først på efteråret, når lyset er grønligt – det er nemlig vildt flot. Vi kan gå ned til de der fucking køer, som engang gjorde mig så bange at jeg faldt ned i en grøft og slog min ankel. Du kunne sgu godt have fortalt mig at de var hidsige, inden vi gik derind. Men som du selv sagde, så var jeg ikke gået med den vej hvis jeg vidste det.

Skal vi dele en flaske hvidvin?
Vi kan tale om alt og intet og det ville være helt perfekt.

Vil du ikke nok spørge mig om noget fuldstændigt ligegyldigt? Der er ikke noget i verden, jeg ikke ville svare dig på lige nu – jeg savner bare din stemme. Og dit grin. Jeg lover dig, at mit svar vil få dig til at bryde ud i latter. Jeg kan ikke love at det ikke vil tage mig et øjeblik at finde på noget godt, men jeg skal nok. Jeg kan godt.

Skal vi køre en tur?
Jeg vil gerne være chauffør. Det kan godt være at dine fødder vil være plantet, meget (meget) solidt i bunden af bilen og det kan også godt være at dine hænder vil holde lidt (meget) godt fast i døren. Men altså, de der skide cyklister kører jo også så pisse langsomt. Jeg lover at jeg ikke kører galt, og jeg kan vidst også godt love at jeg ikke kører ind i huset igen. Men det kan godt være at vi skal kører i en anden bil end din og jeg ved at du vil protestere.

Er du ikke med på, at få malet det der maleri sammen som vi gik og snakkede om at vi skulle? Forventer du virkelig at jeg har lyst til at færdiggøre noget som helst, når du ikke er med?
Er det dig der venter, eller er det mig?

Skal vi drikke en øl i haven og høre noget “god” musik. Jeg lover at du må bestemme hvad vi skal høre og jeg lover at jeg ikke bliver sur, når du vil høre C.V Jørgensen og jeg vil høre Dizzy Mizz Lizzy.

Jeg har lært at spille klaver, du gav mig på en måde muligheden. Vi kan jamme? Dig, Benjamin og jeg. Hvis du er med, lover jeg at jeg synger. Jeg lover ikke at være genert.

Jeg vil gå så langt at sige at jeg vil trodse min flyskræk og udvide min “personal space” grænse og tage med dig til Cuba. Hvis du banker på min dør, lige nu.
Jeg vil lade dig vise mig de steder du har været og jeg vil lytte mens du fortæller mig om hvad du har oplevet. Men jeg gider ikke høre om din scoring. Ikke at du nogensinde frivilligt ville fortælle mig om den slags.

Jeg tror ikke at det er nødvendigt at jeg siger det, men jeg savner dig. Alt ved dig. Selv de ting jeg førhen syntes var de mest irriterende i verden. Jeg savner endda måden du altid sagde “Camillaaaa” på, når du vidste at jeg var sur på dig. Jeg savner dine spøjse måder at sige undskyld på. Dine spøjse måder at vise at du elskede mig på.
Jeg savner at vise dig hvor højt jeg elskede dig, på mine helt egne spøjse måder.

På en måde viser jeg det jo stadig, og jeg ved også godt at du ser det. Men jeg savner at se dig i øjnene og se at det som foregik i dit hoved, var lig det som foregik i mit.
Jeg savner endda når vi ikke fattede hinanden overhovedet.

Jeg savner dig.

– Camilla

Kære læser

Jeg tænker tit over, hvor let er at sige ting. Det er let at sige “kom videre”, “mand dig op”, “lad være med…”, “du skal bare” og jeg kunne blive ved.
Er det lige så let at gøre det som bliver sagt?
Ikke nødvendigvis.

Jeg har i forbindelse med min far’s død ofte hørt ting som “det går over”, “op på hesten igen”, “det skal bare gøres”, “du skal bare..”. Ja da, siger jeg så bare. Og gå så lige væk.
Jeg er stor tilhænger af, at vende negative ting om til positive. Jeg er kæmpe fan af, i det hele taget at være positiv, også selvom jeg kan have dage hvor jeg spiser Negativ, morgen, middag og aften (og midnatssnack for den sags skyld.. don’t judge).
Noget af det bedste jeg har lært, ved noget så sørgeligt som at miste et menneske jeg elsker uendeligt og betingelsesløst højt er, at jeg har fundet ud af hvor forskellige mennesker er og samtidig hvor okay, det faktisk er at det er sådan.
Det er godt, fordi det hjælper mig med at forstå andre bedre, også i forhold til hvordan de opfører sig overfor mig.
Sådan noget som sorg, det er så forskelligt fra person til person som noget overhovedet kan blive. Nogle bygger en væg omkring dem selv og kommer ikke ud før de har lært at trække vejret i den nye atmostfære de pludseligt befinder sig i, nogle har brug for ikke at være alene – på den ene eller den anden måde.
Nogle forsøger at bekæmpe sorgen ved at skylle den væk med alcohol, eller ætse den væk med stoffer.
Listen er meget, meget, meget, meget lang.

Det eneste der er helt sikkert er, at man reagere – også selvom man ikke lige umiddelbart opfatter det.
Nogle græder, nogle bliver indhyllet i et sjal af depression, nogle bliver rasende, osv.
Og ligemeget hvordan man så reagere, så er det helt okay. Selv ‘ikke at reagere’ er en reaktion.
Det store spørgsmål er, ligemeget hvordan man så reagere, om man rejser sig op igen eller om man bliver liggende?
Det er dét som i virkeligheden er så simpelt, men så helt enormt kompliceret at det slet ikke kan forklares med ord. Det handler ikke om “bare at..”, netop fordi alle er så forskellige. Det handler i sidste ende om, at finde den rigtige vej frem og den er man nødt til selv at finde.
Men altså, det forhindre jo ikke nogen i at tro at de har nøglen til universets hemmeligheder. Sådan er det altid.

Det har jeg lært.

Jeg har ikke nogen opskrift på, hvordan man “kommer over” en sorg. Det gør man først og fremmest slet ikke, men man kan lære sig selv at håndtere den og for mit vedkommende er jeg nået til et punkt, hvor jeg kan vende sorgen om i min hånd, læse bagsiden og tage til mig hvad der står.
Jeg kan ikke sige hvordan andre i min situation skal forholde sig til sorg, men jeg kan fortælle hvordan jeg selv forholder mig.

• Jeg bruger mange kræfter på at være tålmodig. Dybe vejrtrækninger, du ved.
• Positiv fremfor negativ, så meget som muligt.
• – men man har eddermame også lov til at “blow off some steam”.
• “Det er okay”. For det er det, for det meste og hvis det ikke er, så kan det blive det på en eller anden måde.
• “Hvis jeg ikke er klar, så er jeg fandme ikke klar”.
• Jeg ved hvad der er det rigtige for mig.

Der er meget mere i det og det er noget jeg har brugt lang tid på at gøre mig klog på.
Mig selv.
Og så er der alligevel stadigvæk meget jeg ikke aner en skid om.

Men alle er forskellige og det er helt okay.
Så simpelt og alligevel så svært at forstå.

– Camilla Hou

Kære læser

Nu har jeg gået og tænkt over det her indlæg i 14 dages tid, for jeg har overvejet om jeg overhovedet havde mod på at rippe op i det her. Præcis som jeg havde det da jeg offentliggjorde mit allerførste indlæg, hvor jeg fortalte om hvordan min far døde.

Folk som kendte min far, vidste at han led af Hortons.
En slags migræne som efter sigende føles som at have en kniv inde bag øjet, som drejer rundt og rundt. Og mere til. Så vidt jeg ved, den stærkeste form for migræne der findes.

Det her skal handle om mine følelser, som pårørende.
Bare om nogle af mine oplevelser.
Sygdom er en privat ting, medmindre man selv vælger at fortælle om den.
Han valgte selv, ikke at fortælle ret mange om hvad det egentlig ville sige for ham, at have Hortons og hvor hårdt det var og det har jeg tænkt mig at respektere. Men jeg syntes også at han fortjener en masse ros, for han var enormt stærk og helt enormt inspirerende og det er lige præcis hvad jeg mener når jeg siger at han var stærk, selv når han ikke var det. Jeg syntes at han fortjener at jeg kan give folk en slags forståelse af hvem han var, med migrænen.
Jeg er stolt og jeg synes at han fortjener at jeg fortæller lidt om det. Jeg tænker måske også at jeg selv fortjener at komme ud med hvordan jeg har haft det, for det er ikke noget jeg selv har talt ret meget om. Det gør nemlig ondt at tænke på, men det er en del af mig.

Jeg ved, heldigvis, ikke selv hvordan det føles. Men jeg ved hvordan det ser ud.
Min far har altid forsøgt at skåne min bror og jeg, så godt han kunne, for synet af de smerter han havde når han havde et anfald. Som lille var det umiddelbart ikke noget jeg bemærkede, andet end at jeg godt vidste at min far havde ondt i hovedet og så kunne jeg sommetider høre at han trampede i gulvet og nogle gange endda bankede hovedet ind i ting ovenpå, hvor han som oftest gemte sig når det stod på. Men jeg forstod det ikke og selvom jeg syntes at det var synd for ham og selvom jeg vidste at han havde ondt, var det ikke noget jeg tænkte så meget over som lille. Når anfaldet var overstået, i hvert fald.
Min far havde både perioder hvor han havde anfald og perioder hvor han ikke havde anfald og det er noget han har kæmpet med siden han var helt ung. Perioderne varierede meget, nogle perioder varede nogle måneder og nogle varede et par år.
Dernæst havde han en anfaldsfri periode og denne variede også. Præcis på samme måde.
Da han døde, havde han ikke haft anfald i et godt stykke tid og det er jeg enormt glad for.
Han nød livet.

Jeg tror, at grunden til at min far ikke talte ret meget om hans hovedpine, var på grund af angst. Angst for at smerten skulle dukke op, hvis han talte om den eller hvis han tænkte for meget på den. Derfor spurgte jeg ham heller ikke ret tit om noget der havde med det at gøre.
Jeg tror alligevel at jeg vidste hvad jeg skulle vide. Jeg kunne jo se det.
Jeg var der for ham så godt jeg kunne, hjalp ham så godt jeg kunne, passede på ham med alt hvad jeg havde. Og helt ærligt, så ville jeg gøre det hele om igen.
Bagsiden af det for mig, var nok at jeg blev voksen (på nogle punkter) lidt for hurtigt. Jeg blev ikke påtvunget noget ansvar, men jeg tog det og jeg ville fandme ikke give slip på det.

At lide af angst er faktisk en slags forsvarsmekanisme. Det er en reaktion på fare, som er ganske menneskelig. Men det er også overvældende og det er dét som er det egentlige problem og som gør det svært at leve med. Men man kan godt. Det kan jeg garantere.
Jeg har lidt af angst i ret mange år efterhånden. Når jeg tænker over det, så var det ansvar jeg tog for min far nok en af tingene som satte angsten i gang for mig og det er jo faktisk ikke så mærkeligt. Det betyder ikke at jeg bebrejder ham for noget, for det kan på ingen måde blive hans skyld.
Da han døde, fik jeg panikangst. Det tog mig desværre to år (egentlig tog det jo 13 år eller sådan noget at få den rigtige hjælp til at tackle det) at finde en læge som rent faktisk kunne hjælpe mig og det har resulteret i, at jeg har det godt som det er nu.
Dét var grænseoverskridende at skrive, for det er der ikke ret mange der ved.

Min far og hans hoved.
Som sagt, så var min far en stærk mand. En rigtig viking!
Han gjorde sit allerbedste for at hans migræne skulle påvirke hans og vores hverdag så lidt som muligt, selvom det nærmest var umuligt. Vi har været ude at rejse, selvom han havde migræne. Han hjalp mig med at flytte hjemmefra, selvom han havde migræne. Han pressede sig selv, for at min bror og jeg havde hvad vi behøvede.
Han måtte tage pauser i selskab med hans iltmaske, men han var pisse stædig.

Han trak sig også væk fra de fleste udenfor hjemmet, når han havde brug for det og så poppede han op igen, når faren var ovre.

Den værste episode var alligevel dengang, hvor han ikke havde mere medicin og samtidigt kæmpede med massive anfald. Hans læge var taget på ferie og hun havde ikke lagt nogen dokumentation for, at han kunne få hans medicin i den periode. Den læge som han så snakkede med, nægtede at give ham hans medicin.
Det resulterede i, at han lå i sengen i 14 dage med abstinenser. En kold tyrker, så at sige. Det er ikke nogen hemmelighed at denne form for migræne kræver medicin og medicinen er stærk. Meget stærk.
Jeg tror også medicinen har noget at gøre med, at han ikke blev så gammel. Kroppen har virkelig ikke godt af det, i længden. Det var han også klar over.
Men hvad fanden gør man?

Der var ikke andet at gøre end at gøre sit bedste for at han havde det så godt som muligt mens det stod på. Men det var hårdt og det er hårdt at tænke tilbage på. Ikke det at hjælpe ham, men hvordan han så ud når det gjorde så ulideligt ondt, er ikke noget der nogensinde forsvinder. Han fortjente det ikke. Han fortjente et liv i fred.

Da jeg var ved at flytte hjemmefra havde han en periode med anfald. Jeg husker en gang vi skulle på forbrændingen eller sådan noget, hvor han pludseligt mærkede at der var noget i gang. Han kunne mærke det i hans kind, ved hans tænder. Det begyndte at spænde. Det var som regel sådan at han kunne mærke at der var et anfald på vej.
Han blev stædig og ville gøre færdig hvad vi skulle, selvom han allerede dér var begyndt at få tåre i øjnene. Ikke fordi han nogensinde græd (må jeg hellere lige nævne, ellers bliver han nok sur, hehe) men smerterne havde jo også en vis effekt på tårekanalerne. Lige som hvis man bliver slået meget hårdt på næsen, eller sådan noget. Du ved?
Jeg skulle i hvert fald overtale ham til bare at køre hjem, nuuuuu.
Når man ved hvor slemt det var for ham og hvor risikabelt det ville være ikke at skynde sig hjem, så syntes jeg at det er imponerende hvor stædig han kunne være.

Tilbage til episoden, med de 14 dage i sengen.
Han kæmpede sig ud af mørket og han malede hans yndlings maleri, som nu hænger i min brors stue. Jeg håber at han kigger på det nogle gange og lader sig inspirere af det, når livet nogle gange bare beslutter sig for, at man skal udsættes for bøllebank. Dem fik min far lidt for mange af, men han børstede dem af sig og han slog igen og han kunne altså slå hårdest.
Der er ikke nogen der fucker med en Hou. Palle Hou.
Jeg husker da han malede maleriet. Eller det vil sige, at jeg husker da han viste mig det, for han malede det klokken lort om natten og dagen efter da jeg stod op, sagde han at han var sikker på at han havde malet noget godt. Dét havde han.
Det maleri symbolisere så perfekt hvad han var igennem lige der.
Bagpå maleriet står der noget i stil med “man skal ikke hænge med hovedet, når man står i lort til halsen”. True that, far, true that.

To be continued, tror jeg…

??

– Camilla

Kære læser

Når jeg sådan tænker tilbage på tiden lige efter min far’s død, så minder det billede jeg ser for mig, mest om en sindsygt nederen langtrukken sort-hvid film, hvor man som seer ikke fatter en skid af hvad der foregår. En film der kører nonstop et helt år og bare handler om en person der svæver rundt i rummet.
Hold kæft hvor er den lang og hold kæft hvor er den dog røvsyg.
I hvert fald det meste af tiden.

Det er en tåge og der er selvfølgelig sker der også gode ting – fantastiske ting, man skal bare lige nå til det punkt hvor man observerer tingene der foregår omkring én igen. Det kan godt tage sin tid.

Jeg stod op hver dag, fordi jeg var nødt til det.
Jeg har hund. Jeg har den dejligste, mest hyperaktive, drillepinds-aner ikke hvor stor han er, hund.
Og så havde jeg jo så også lige pludselig en chubby, skeløjet samojede spids som selv mener at han er majestæt. Det var ganske hårdt, det er det såmænd stadig nogle gange – men jeg havde jo så også en grund til at stå ud af sengen selvom jeg overhovedet ikke havde lyst og det var en gave i sig selv.

Med tiden skulle vi også tømme hele mit barndomshjem.
De første ting jeg selv hentede var min far’s malerier. De er ligesom brudstykker af ham og jeg hadede tanken om, at de stadig var i det kolde hus.
Jeg var kun deroppe et par gange, inden vi begyndte at tømme huset og jeg hadede det. Det var stadig mit hjem, men det føltes koldt som is. Jeg lagde mig i hans seng, under hans dyne og kunne dufte ham, men han var der jo ikke. Ikke sådan som jeg ønskede det, i hvert fald.
Det var lidt som om, at sjælen var blevet suget ud af væggene.
Selv kattene var påvirket. De brugte stue og køkken som toilet, selvom de frit kunne gå ud og havde mad osv. Det var ikke normalt for dem. Jeg havde besluttet at de skulle op til mig, men jeg tænkte at jo længere de kunne blive hjemme, jo bedre. Sådan havde de det så ikke, fandt jeg ud af.

Tiden kom hvor vi skulle tømme huset og det er, udover at at miste min far, det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Alle de ting man skulle tage stilling til, tanken om at det var de sidste dage jeg ville have i mit barndomshjem og værst af alt, alle de ting som jeg var nødsaget til at skille mig af med.

At stå og kigge ud i haven fra vinduet i stuen. På den have hvor vi brugte så meget tid, på æbletræet som engang havde haft en gynge og en… platform (var hvad det blev til) som oprindeligt var ment som et far-søn projekt og hængekøjen. At kigge derud og føle at det var sommer i går og tænke over alle de år der lige pludseligt bare var gået.
Der kneb jeg måske lige en tåre. Det gjorde ondt.

Jeg endte med at bede min mor om at sortere i mine ting. Mit gamle legetøj, mine barbie dukker, mine bøger som jeg har læst en million gange, min barndom. Jeg kunne ikke selv, for hvis jeg kunne så havde jeg sgu gemt det hele.

Man vil gerne have det overstået, men samtidigt vil man ikke for når det er slut, så er det slut.

Det er en mærkelig tanke, at der er andre som bor der nu, for i mit hjerte er det på en eller andet måde stadig mit hjem. Det var det jo.
På den anden side er jeg glad for at der flyttede nogen ind så hurtigt, for det havde været mere trist hvis huuset bare havde stået helt tomt og livløst i lang tid.

Jeg har ikke været der siden. Det er cirka 2,5 år siden nu.
Det vil sige, at jeg et par gange har siddet i en bil som er kørt forbi, fordi jeg ikke lige fik sagt at jeg ikke så gerne ville den vej og jeg har kigget væk. Så i mit hovede har jeg ikke været på Vesterløkke Allé siden, for jeg har ikke set det og jeg er heller ikke klar til det endnu.
Med tiden bliver jeg nok klar, ligesom jeg stille og roligt blev klar til at kigge billeder og se videoer med min far og det er helt okay. Det hele er helt okay, for det er del af det og det er en del af en selv.

Jeg savner ham.
Men han er overalt.
Billedet nedenunder er fra et sted i byen, hvor han en dag var crime-rider og satte sig præg.
Mennesker som ham, efterlader spor overalt.

– Camilla

Kære læser

Noget man lære meget om, når man oplever noget voldsomt i sit liv er først og fremmest sig selv og noget jeg personligt har lært rigtig meget om, er mig og mine sociale forhold.
Mig selv som et socialt individ.
Jeg ville ønske at nogen havde fortalt mig, hvordan tingene pludseligt og meget markant kan ændre sig efter en tragisk hændelse. Det er normalt og det er okay. Det ved jeg nu.

Det er selvfølgelig helt forskelligt fra person til person og det kommer helt sikkert også an på hvordan man er som person. For mit vedkommende, trak jeg mig ganske enkelt væk fra folk.
Det var sikkert det hele rigtige at gøre, for mig. Men det har da også haft konsekvenser.
Der er ikke den følelse, jeg ikke har været igennem.

Dyb taknemmelighed, kærlighed, skuffelse, vrede..

Man er nødt til at komme til et sted, hvor man er klar til at kigge indad.
Det hjælper ikke noget, at bebrejde sig selv for alt – men man har lige så meget ansvar som før man fik sit hjerte knust og alt dét, sutter lige så meget røv, som det smager af vaniljeis.

Man bliver valgt fra, fordi man ikke deler nok af sig selv og man bliver valgt fra fordi man deler for meget. Der findes ikke nogen fin linje, mellem hvad der er rigtigt og forkert. Men der findes rigtigt og forkert. Man kan bare kun basere det på sig selv. Know what I mean?

Den sidste nytårsaften, jeg havde med min far (som jeg er så forbandet heldig, at have haft sammen med ham) gik vi, klokken 24, udenfor arm i arm og så på fyrværkeri. Sandsynligvis med en flaske champagne i hånden, mig med en alt for stor (fyldt med tryghedsfornemmelse) trøje lånt af ham.
Vi havde begge, surprise, fået en del at drikke og vi var i det ømme hjørne.
“Åh, jeg eeelsker dig”, “jeg er sååå stolt”, OG SÅ VIDERE. You know the drill.
Ikke at vi ikke mente hvad vi sagde, men der er ingen af os der nogensinde har været specielt gode til at sige den slags, uden at være lidt påvirket af alcohol.
Han sagde noget til mig, som jeg aldrig glemmer og som er en af grundene til at jeg har valgt at skrive de her indlæg. At gøre mig selv lidt mere sårbar, end hvad jeg egentlig syntes er komfortabelt.
“Du må ikke blive lige som mig” og hvad mente han så lige med det?
Min far havde mange venner og bekendte, men der var få som virkelig kendte ham.

Han mente at jeg skulle åbne mit hjerte.
At åbne sit hjerte, behøver ikke at betyde at man skal blotte sig selv fuldstændigt, det betyder bare at det faktisk kan være dét værd at give andre (og sig selv) en chance.
Det gør pisse ondt at miste, men jeg ville sgu da ikke bytte min far væk for noget som helst i hele verden, bare fordi at jeg mistede ham. Han er alle hjertesorgerne værd.

Cliché på cliché, men den er sgu godt nok.

Min far kunne ikke rigtigt trylle, men han var magisk.
Han var skide klog og han kunne også være et lille fjols.
Jeg mener bare.. han kan inspirere mig fra hvor end han er lige nu, det er da imponerende?

– Camilla

Kære læser

Det var en grå dag. Der var optakt til storm.
Jeg valgte en sort kjole, som jeg vidste at min far kunne lide og jeg tog en parfume på som jeg havde fået af ham – selvom jeg egentlig ikke er specielt vild med den. Jeg bruger den alligevel sommetider, når jeg tænker på ham. Han elskede den nemlig.
Jeg valgte ikke, at bruge tid på min make-up, for jeg var ret sikker på at den ikke ville blive siddende ret længe alligevel. Jeg gik i det hele taget ikke rigtig med make-up i perioden efter min fars død – det gav sgu ikke rigtig mening. Mine øjne havde egentlig fået lidt den samme funktion som et vandfald.
Men som min mor sagde, “du bliver i hvert fald ikke syg – du får renset godt ud”.
Min hud var også enormt pæn (de små ting).

Det var en smule problematisk. På grund af stormen som ville ramme i løbet af dagen, ville broerne blive lukket og mange ville være fanget på Fyn. Men der var jo ikke så meget at gøre ved det og min far, skulle satme sige “ses senere, venner” med et rabalder uden lige, andet ville ikke være rigtigt, vel.
Det gjorde han også.

Jeg husker dagen i grove træk. Jeg husker ikke præcist hvem der kom, hvem jeg mødte, hvad der blev sagt.. den slags. Det var det sidste jeg tænkte på.
Jeg husker at stige ud af bilen, jeg mindes at det støvregnede lidt.
Der var allerede mennesker og jeg blev hilst på, mange gange. Nogle kendte jeg, nogle kendte jeg ikke, men der var mange mennesker. Det var overvældende.
Min bror og jeg havde selv planlagt bisættelsen. Det var svært.
Gule, lilla, blå, gyldne og røde blomster. Farver som han elskede.
Jeg havde selv malet urnen, som jeg mindes stod et sted bag den hvide kiste.
“I må vælge 3 sange, som skal spilles. Erfaringen er, at det bliver for langtrukkent, hvis der spilles mere end 3” (noget i den stil, ik). Jaaaa joooo. Min far elskede musik!
Hans død kom mildest talt bag på mig, jeg var ikke forberedt og dagen efter han døde skulle jeg sidde og vælge 3 (TRE!!!) sange som skulle symbolisere ham og vise verden hvem han var. Han fortjener langt flere end tre sange. Tre sange er alt for simpelt. Han var så kompleks og alligevel gjorde han tingene så lette.
Vi valgte de tre sange og dem er jeg glad for, selvom der var alt for mange andre sange som skulle have været spillet, for at det havde været helt rigtigt. Jeg kom endda i tanke om en sang, han selv engang havde sagt skulle spilles til hans begravelse, som jeg først kom til at tænke på et stykke tid efter.

Dizzy Mizz Lizzy – Silverflame
America – A horse with no name
C.V. Jørgensen – Entertaineren

Jeg husker ikke at kunne kigge op. Kisten, som han lå i – alt for meget.
Jeg husker at mit digt til ham, blev læst op.
Jeg husker at der blev talt.
Jeg husker, ikke have opfattet at det var slut og jeg husker at gå bagved kisten og ikke have lyst til at se folk i øjnene og så husker jeg at stå med min hånd på kisten, inden den skulle køres væk. Det ville være det tætteste jeg ville være på at røre ved min far, resten af mit liv.
En barsk realitet. Mit hjerte var bare knust. Helt i stykker.

Jeg husker ikke at vi køre hjem til min far, men jeg husker at være i huset. Det var ulideligt tomt uden ham. En skal, på trods af at vi var mange mennesker og at alle hans ting stadig var i det.
Der var mange som måtte tage tidligt afsted på grund af stormen og vi endte med at sidde 5 personer tilbage til sidst, der sidst på eftermiddagen/først på aftenen og mildest talt drikke os pisse fulde, høre alt det rigtige musik og bare.. være.
Det stormede udenfor, virkelig. (tak far, din fucking skiderik – with love).

Jeg kan ikke huske om det var før eller efter bisættelsen, men jeg husker at gå med hundene udenfor og kigge rundt og lige pludselig bare bryde sammen, fordi verden virkede så ligegyldig og ulidelig at være i. Sådan havde jeg det længe. Jeg gik udenfor så lidt som overhovedet muligt og selvom det på det tidspunkt var svært, er jeg heldig at have min hund (og pludselig også min fars), fordi jeg så rent faktisk var tvunget til at gå udenfor selvom jeg ikke ville. Jeg ville ikke fordi jeg vidste at min verden ville bryde sammen, lige så snart jeg kom ind i min lejlighed igen. Verden var lige pludselig enormt skræmmende, mørk og alt for stor.

Men verdens farver ændrede sig igen. Lige så stille. De blev lyse, solen begyndte at skinne og lige så langsomt begyndte jeg at lægge mærke til det.
Jeg græd mindre og mindre. Det gjorde mindre og mindre ondt i min mave når jeg græd.
Jeg begyndte at kunne acceptere at mit liv havde ændret sig og indså at verden udenfor faktisk ikke havde ændret sig ret meget. Udfordringen blev så blive glad igen. Den udfordring løses ved at lede efter de små ting. De gode ting.
Vil du høre en hemmelighed?
De gode ting findes overalt. De findes i selv de værste oplevelser, det handler faktisk bare om at kunne genkende dem og det handler om at fjerne skyklapperne. De kommer aldrig på mode, man kan lige så godt bare indse det.

Min fars bisættelse var ham værdig. Min fars død var ham værdig. Min far var værdig.
Han fortjener at hans børn, hans familie og hans venner har det godt.
Det forstod jeg. Det forstår jeg.

– Camilla