Kapitel 5 – Min far var sgu lidt en guru agtig type

Kære læser

Noget man lære meget om, når man oplever noget voldsomt i sit liv er først og fremmest sig selv og noget jeg personligt har lært rigtig meget om, er mig og mine sociale forhold.
Mig selv som et socialt individ.
Jeg ville ønske at nogen havde fortalt mig, hvordan tingene pludseligt og meget markant kan ændre sig efter en tragisk hændelse. Det er normalt og det er okay. Det ved jeg nu.

Det er selvfølgelig helt forskelligt fra person til person og det kommer helt sikkert også an på hvordan man er som person. For mit vedkommende, trak jeg mig ganske enkelt væk fra folk.
Det var sikkert det hele rigtige at gøre, for mig. Men det har da også haft konsekvenser.
Der er ikke den følelse, jeg ikke har været igennem.

Dyb taknemmelighed, kærlighed, skuffelse, vrede..

Man er nødt til at komme til et sted, hvor man er klar til at kigge indad.
Det hjælper ikke noget, at bebrejde sig selv for alt – men man har lige så meget ansvar som før man fik sit hjerte knust og alt dét, sutter lige så meget røv, som det smager af vaniljeis.

Man bliver valgt fra, fordi man ikke deler nok af sig selv og man bliver valgt fra fordi man deler for meget. Der findes ikke nogen fin linje, mellem hvad der er rigtigt og forkert. Men der findes rigtigt og forkert. Man kan bare kun basere det på sig selv. Know what I mean?

Den sidste nytårsaften, jeg havde med min far (som jeg er så forbandet heldig, at have haft sammen med ham) gik vi, klokken 24, udenfor arm i arm og så på fyrværkeri. Sandsynligvis med en flaske champagne i hånden, mig med en alt for stor (fyldt med tryghedsfornemmelse) trøje lånt af ham.
Vi havde begge, surprise, fået en del at drikke og vi var i det ømme hjørne.
“Åh, jeg eeelsker dig”, “jeg er sååå stolt”, OG SÅ VIDERE. You know the drill.
Ikke at vi ikke mente hvad vi sagde, men der er ingen af os der nogensinde har været specielt gode til at sige den slags, uden at være lidt påvirket af alcohol.
Han sagde noget til mig, som jeg aldrig glemmer og som er en af grundene til at jeg har valgt at skrive de her indlæg. At gøre mig selv lidt mere sårbar, end hvad jeg egentlig syntes er komfortabelt.
“Du må ikke blive lige som mig” og hvad mente han så lige med det?
Min far havde mange venner og bekendte, men der var få som virkelig kendte ham.

Han mente at jeg skulle åbne mit hjerte.
At åbne sit hjerte, behøver ikke at betyde at man skal blotte sig selv fuldstændigt, det betyder bare at det faktisk kan være dét værd at give andre (og sig selv) en chance.
Det gør pisse ondt at miste, men jeg ville sgu da ikke bytte min far væk for noget som helst i hele verden, bare fordi at jeg mistede ham. Han er alle hjertesorgerne værd.

Cliché på cliché, men den er sgu godt nok.

Min far kunne ikke rigtigt trylle, men han var magisk.
Han var skide klog og han kunne også være et lille fjols.
Jeg mener bare.. han kan inspirere mig fra hvor end han er lige nu, det er da imponerende?

 

– Camilla