Kapitel 3 – Til højre eller venstre?

Kære læser

Jeg tror at noget af det hårdeste ved at miste en man elsker er, at skulle acceptere at livet har ændret sig. I mine øjne kan livet herfra gå to veje;

Den ene vej ender ved en platform, hvor har muligheden for at ligge sig ned og give op. Man kan ligge sig ned og føle smerten i hele kroppen og hvis man er heldig, så bliver man til sidst komplet følelsesløs.
Det er den nemmeste veje af de to – i hvert fald som udgangspunkt. Det kræver ikke så meget at nå platformen, man skal ikke rigtig gøre noget for at komme dertil og man kan få lov til at blive liggende nogenlunde på samme sted resten af livet. Det er så også den vej der i virkeligheden er allersværest, fordi man sidder fast. Man sætter sig selv fast med en eller anden magisk superlim, som godt kan opløses, men det kræver den aller stærkeste form for syrer i verden og dén gør ondt. Derfor vælger de fleste nok at blive hvor de er, fordi det virker uoverskueligt at se smerte direkte i øjnene. Det virker mere komfortabelt kun at føle den på overfladen. Ved du hvad jeg mener?

Den anden vej, er umiddelbart den hårdeste. Den er nemlig op af bakke hele vejen.
Men når man toppen, er der til gengæld gevinst. Det er nemlig her man får en chance til og livet starter – på en måde på ny.
Det er også en kamp. Der er en helveds masse forhindringer man skal igennem på vejen, men indgangen er altså gratis.

Jeg valgte vej nummer 2.
Det var svært at opgive vej nummer 1, for den lyder enormt fristende når man har fornemmelsen af, at have cement i benene. Det tog mig så også to år at nå indgangen og jeg skal da indrømme at jeg stadig kæmper for at blive indenfor, nogle dage. Men jeg bliver der kraftedderperkmer og jeg min intention er altså at nå min final destination med et brag af en fest.

Min far har stået overfor disse to veje, mange gange i hans alt for korte liv. Han valgte altid vej nummer 2 og selvom han mange gange har været fristet til at trisse tilbage af vej nummer 1, kæmpede han med alt hvad han havde for at blive hvor han var og han gjorde det sgu.
Så jeg har besluttet, at det gør jeg også.

Man ville aldrig opleve en optur, hvis man ikke havde mærket hvordan nedturen føles. Det hele ville være ret ligegyldigt, for man ville ikke have nogen idé om hvordnår man havde det allermest fantastisk.

Jeg savner min far, med alt hvad jeg er.

I dag kiggede jeg for første gang siden han døde, vores beskeder igennem på messenger. Det har taget mig rigtig længe at nå det punkt, hvor jeg følte mig klar. Ærligt, så var jeg ikke ked af det et sekund, jeg grinte. For hold nu kæft, hvor var det dog nogle ristede beskeder der poppede frem og det kørte i samme ristede bane hele vejen igennem alle beskederne.

Et lille udpluk:

Åh, far.

 

– Camilla