Kapitel 2 – Three Little Birds

Kære læser

Jeg vågnede en morgen, kort efter min fars død med hans stemme i hovedet. Eller ørene. Eller noget helt andet, jeg ved det ikke.
Han sang.
Three little birds – Bob Marley.

Det var sært, fordi jeg aldrig har hørt ret meget Bob Marley. Det er ikke umiddelbart noget musik, der bare sådan lige ville poppe ind i min tanker.
Inspirerende mand, positive tekster – helt enig, men det er ikke noget jeg hører når jeg går rundt derhjemme og støvsuger. Og så var det jo min fars stemme.
Jeg googlede teksten og læste den igennem, den ramte mig lige pladask i hjertet.

Et lille udpluk af den, ser sådan her ud:

“Don’t worry about a thing,
‘Cause every little thing gonna be alright.
Singing’ “Don’t worry about a thing,
‘Cause every little thing gonna be alright!”

Rise up this mornin’,
Smiled with the risin’ sun,
Three little birds
Pitch by my doorstep
Singin’ sweet songs
Of melodies pure and true,
Saying’, (“This is my message to you”)

Man oplever mange ting når man mister en af sine allerkæreste. Man lærer også rigtig meget. Man lære en masse nye ting om sig selv og man lærer en masse ting om sin omgangskreds. Det er bittersødt og det tror jeg egentlig er meget normalt.
Jeg valgte at trække mig væk, et par år. Hvis jeg havde kunne slå mig ned på en tropeø, bare min hund og jeg – så havde jeg sgu nok gjort det. Eller bare i en lille hytte i skoven, I don’t ask for much?
Men livet stopper jo ikke, fordi det ændrer sig.
Dagene efter min far døde, kiggede jeg ikke ret meget ud af vinduet. Det undrede mig virkelig at livet kunne fortsætte udenfor, at folk kunne gå rundt udenfor og smile, når mit liv nu var gået i stå. Jeg husker at tænke “det er ikke så slemt, det skal nok gå” og så bryde sammen, fordi det VAR kraftedme slemt. Men det er helt okay, for det betyder bare at jeg har oceaner af kærlighed for min far og det er faktisk kun godt. Jeg er heldig.
Det kan godt gøre rigtig ondt at elske, men livet ville heller ikke være ret meget værd uden kærlighed. Det lyder cliche, men den er sgu god nok!

Jeg snakker tit med min far – call me crazy. Ofte når jeg skælder ham ud, fordi HANS hund har tisset på mit gulv igen.
Jeg kan ikke høre ham, men jeg er helt sikker på at han er der af og til.

Jeg stod engang i Kvickly og skulle hente en pakke. Der stod to andre i køen.
Da det var min tur og jeg trådte frem, gik jeg ind i en væg af duften af min fars yndlings parfume og i samme øjeblikket var det væk igen. Jeg kiggede rundt, drejede muligvis rundt om mig selv et par gange og prøvede på at finde ud af hvor fanden det kom fra. Prøvede på at finde en rationel grund til hvad jeg lige havde oplevet, men der var ingen. Anden end at det var ham selvfølgelig.
Tænk hvad du vil, prøv på at overbevise mig om andet, I dare you. Der er mange der påstår hårdnakket at der umuligt kan findes noget som helst efter døden, men mennesket overvurdere sig selv konstant og lige så lidt som jeg ved om hvad der foregår, lige så lidt ved alle andre. Om de så vil kendes ved det eller ej.

Jeg har haft samme oplevelse et par gange efterfølgene.

Det er ikke nemt at rejse sig op og forsøge at bestige Mount Everest når man har brækket et ben. Men lortet heler, hvis man beder om hjælp. Husker du din sikkerhedsline?
Min far sagde tit “man kan hvad man vil” og det kan man altså. Det er ikke altid nemt, nogen gange kræver det helt enormt meget, men man kan. Det havde han ret i. Det allerværste man kan byde sig selv er, at sige til sig selv at man ikke kan. At give op.

Han gav aldrig op. Min far.
Han var stærk og når han ikke var, så var det han alligevel.

 

 

– Camilla