Kære læser

Jeg tænker tit over, hvor let er at sige ting. Det er let at sige “kom videre”, “mand dig op”, “lad være med…”, “du skal bare” og jeg kunne blive ved.
Er det lige så let at gøre det som bliver sagt?
Ikke nødvendigvis.

Jeg har i forbindelse med min far’s død ofte hørt ting som “det går over”, “op på hesten igen”, “det skal bare gøres”, “du skal bare..”. Ja da, siger jeg så bare. Og gå så lige væk.
Jeg er stor tilhænger af, at vende negative ting om til positive. Jeg er kæmpe fan af, i det hele taget at være positiv, også selvom jeg kan have dage hvor jeg spiser Negativ, morgen, middag og aften (og midnatssnack for den sags skyld.. don’t judge).
Noget af det bedste jeg har lært, ved noget så sørgeligt som at miste et menneske jeg elsker uendeligt og betingelsesløst højt er, at jeg har fundet ud af hvor forskellige mennesker er og samtidig hvor okay, det faktisk er at det er sådan.
Det er godt, fordi det hjælper mig med at forstå andre bedre, også i forhold til hvordan de opfører sig overfor mig.
Sådan noget som sorg, det er så forskelligt fra person til person som noget overhovedet kan blive. Nogle bygger en væg omkring dem selv og kommer ikke ud før de har lært at trække vejret i den nye atmostfære de pludseligt befinder sig i, nogle har brug for ikke at være alene – på den ene eller den anden måde.
Nogle forsøger at bekæmpe sorgen ved at skylle den væk med alcohol, eller ætse den væk med stoffer.
Listen er meget, meget, meget, meget lang.

Det eneste der er helt sikkert er, at man reagere – også selvom man ikke lige umiddelbart opfatter det.
Nogle græder, nogle bliver indhyllet i et sjal af depression, nogle bliver rasende, osv.
Og ligemeget hvordan man så reagere, så er det helt okay. Selv ‘ikke at reagere’ er en reaktion.
Det store spørgsmål er, ligemeget hvordan man så reagere, om man rejser sig op igen eller om man bliver liggende?
Det er dét som i virkeligheden er så simpelt, men så helt enormt kompliceret at det slet ikke kan forklares med ord. Det handler ikke om “bare at..”, netop fordi alle er så forskellige. Det handler i sidste ende om, at finde den rigtige vej frem og den er man nødt til selv at finde.
Men altså, det forhindre jo ikke nogen i at tro at de har nøglen til universets hemmeligheder. Sådan er det altid.

Det har jeg lært.

Jeg har ikke nogen opskrift på, hvordan man “kommer over” en sorg. Det gør man først og fremmest slet ikke, men man kan lære sig selv at håndtere den og for mit vedkommende er jeg nået til et punkt, hvor jeg kan vende sorgen om i min hånd, læse bagsiden og tage til mig hvad der står.
Jeg kan ikke sige hvordan andre i min situation skal forholde sig til sorg, men jeg kan fortælle hvordan jeg selv forholder mig.

• Jeg bruger mange kræfter på at være tålmodig. Dybe vejrtrækninger, du ved.
• Positiv fremfor negativ, så meget som muligt.
• – men man har eddermame også lov til at “blow off some steam”.
• “Det er okay”. For det er det, for det meste og hvis det ikke er, så kan det blive det på en eller anden måde.
• “Hvis jeg ikke er klar, så er jeg fandme ikke klar”.
• Jeg ved hvad der er det rigtige for mig.

Der er meget mere i det og det er noget jeg har brugt lang tid på at gøre mig klog på.
Mig selv.
Og så er der alligevel stadigvæk meget jeg ikke aner en skid om.

Men alle er forskellige og det er helt okay.
Så simpelt og alligevel så svært at forstå.

– Camilla Hou