Kære læser

Jeg gik nede i kælderen, på vej ned med min cykel efter at jeg havde været nede og handle og kom til at tænke på noget som egentlig har været en ret stor del af min sorg proces. Jeg har nemlig stadigvæk lidt svært ved at gå i kælderen i min boligblok.
Ikke fordi jeg er bange for mørke (eller, jo), spøgelser (eller…), eller fordi jeg er bange for tanken om at monstre kan springe frem (jeg er altså ikke særligt bange for Pennywise the dancing clown mere… eller).

Jeg har svært ved at gå i kælderen, fordi jeg kan forestille mig min far gå foran mig (simpelthen) ned mod det rum i kælderen, hvor vi ofte gik ned og drak en øl med viceværten.
Jeg kan nærmest se ham. Jeg kan se ham gå der i hans store grønne vinterjakke og jeg kan høre ham fløjte. Jeg kan se ham række op efter nøglen til rummet. Nogle gange smiler jeg ved tanken, for i virkeligheden er den ret dejlig, men nogle gange stikker det altså i mit hjerte.
Det gør kraftedme ondt at savne.

Jeg har haft rimeligt mange og har stadig nogle enkelte af den slags oplevelser/følelser forbundet med steder rundt omkring.
Nogle vil måske tænke at det kan været ligegyldigt, at det er at overreagere lidt, eller noget helt tredje. Det er det måske også, for nogle.
For mig, har det været svært at skulle forholde mig til og jeg har helt nægtet at tage hen til bestemte steder, jeg kunne simpethen ikke få mig selv til det.
Jeg har følt mig en smule smadret i bolden nogle gange og derfor syntes jeg alligevel også at det er værd at dele. Jeg følte mig i hvert fald ofte ret alene med hvordan jeg havde det og hvis dét at jeg deler mine oplevelser sådan her måske kunne gøre en forskel for en anden, så er det alligevel værd at skrive om.

Middelfart er en ret lille by.
Det kan jeg faktisk meget godt lide, men da jeg stod og skulle bearbejde min sorg, gjorde størrelsen på byen det sgu lidt svært nogle gange. Hvor kunne jeg tage hen hvor jeg ikke blev mindet om min far heletiden? Hvor kunne jeg få bare en lille pause fra hullet i min mave?
Jeg kunne se min far over ALT og det er jo egentlig meget naturligt, for vi har jo nærmest været overalt i denne by, det er klart. Der gik eksempelvis 2 år, inden jeg havde mod på at tage på biblioteket.
Kender man mig, ved man det er meget lang tid. Jeg elsker nemlig at læse og jeg elsker at gå på biblioteket og det gjorde min far også. Nu, er det jo et skønt minde, noget vi havde sammen – men i lang tid var det noget der stak enormt hårdt i mit hjerte.

I princippet kunne jeg jo heller ikke være hjemme så.
Det var jeg selvfølgelig, men selv dét var sommetider svært.

Der gik også omkring 2 år, før jeg vovede mig ind i Lidl.
Ja, dét lyder sikkert rigtigt fjollet i nogle øre, men sådan var det. Mit hjerte sank, når jeg så meget som kørte forbi butikken i Middelfart. Jeg kunne nærmest se min far stå ved flaskeautomaten (årh, det lyder forkert) og jeg var bange for at gå derind, fordi jeg forestillede mig at mit hjerte ville gå i stå ved tanken om at banke min vogn ind i hans. Seriøst.
Vi handlede sammen i Lidl hver lønningsdag, efter jeg flyttede hjemmefra.
Det var altid hyggeligt og endnu en af de ting som er et virkelig kært minde for mig nu, men som gjorde rigtig ondt at tænke på længe.

Fjollet, fjollet, kom videre, ik?
Hvis det dog bare var så let.

Jeg kan godt lide at været på kirkegården. Det er ikke fordi at jeg egentlig føler at min far er lige dér nødvendigvis, jeg kan egentlig ikke se hvad han skulle lave der. Men luften på en kirkegård, er så fyldt med fred. Lige først, var det svært – det vil jeg da gerne indrømme. Jeg var ret hjemsøgt af flashbacks og for at gøre det helt kort, så forstod jeg ikke rigtig noget som helst. Det er egentlig så simpelt.
Når jeg så besøger kirkegården, så køre jeg stadigvæk hele verden udenom. Kvarteret omkring kirkegården har jeg nemlig også svært ved at forholde mig til og det har jeg altså stadig. Så langt er vi ikke nået!
Da jeg var lille boede jeg nemlig næsten lige ved siden af den kirkegård hvor min far ligger nu. Da vi flyttede, flyttede vi ikke ligefrem ret langt væk, så området omkring kirkegården er fyldt til randen med minder. Gode minder, men alligevel.

Men altså, lige meget hvad, så kommer flytter man sig hvis man husker at bevæge sig.

– Camilla

Kære læser

Overskriften lyder måske en smule dramatisk, især fordi “spøgelseshistorier” lyder som noget man sidder rundt om et bål og fortæller om natten og så er det meningen at man skal skide i bukserne af skræk, og altså jeg skriver jo hovedsageligt om min far – og han er altså ikke en skid uhyggelig i mine øjne.
Men det er vel alligevel dét det her er. Spøgelseshistorier (eller oplevelser).
Uden bålet og uden “bøh”.

Nu håber jeg ikke at du bliver skuffet.

Det er et lidt alternativt emne jeg vil skrive om i dag.
Enten er du med, eller også er du ikke.
Du må gerne tænke at jeg er fjollet, du må også gerne sige det, det har jeg egentlig overhovedet ikke noget imod.
Jeg har gerne ville skrive noget i et stykke tid nu, men jeg har ikke vidst hvad jeg skulle skrive om. Det her bliver nok aldrig sådan en “jeg skal skrive et blogindlæg om ugen” blog, for det jeg skriver om er ikke noget jeg bare sådan lige skriver om. Det skal komme til mig, jeg skal være inspireret, for jeg vil gerne kunne gøre det godt. Det er vel ikke nogen hemmelighed efterhånden at min blog hovedsageligt handler om at miste.

Man oplever mange ting når man mister en man elsker og det er jo så her, at jeg mener at jeg ikke “sådan rigtigt” har mistet min far, for jeg har oplevet ting og dem vil jeg gerne fortælle lidt om og så må man jo tænke lige præcis hvad man har lyst til.

Jeg har altid troet på det åndelige, ikke på den religiøse måde. Men sådan “jeg ved ikke hvad det er, men der er noget og der er nogen og jeg bliver sådan en nogen når det engang er min tur”, volapyk. Du ved hvad jeg mener?

Jeg har oplevet få ting som lille.
Min mormor og min morfar døde, da jeg var ikke ret gammel og jeg har få gange i mit liv haft en følelse som ikke var en følelse, kombineret med en duft som ikke rigtig var en duft og når jeg havde den fornemmelse så vidste jeg præcis hvem af dem som var der. Første gang jeg havde sådan en oplevelse, var jeg omkring 6 år og jeg husker den lige så tydeligt.
Jeg var ude at cykle og blev pludselig klar over at min morfar var der.
Okay så.

Da min far døde, havde jeg lidt flere oplevelser. Måske fordi jeg blev mere åben overfor det, måske på grund af det bånd vi havde(har)?

Jeg tror at jeg har nævnt det før i et indlæg, men den aften da min far blev hentet i ambulancen, faldt der et billede ned fra væggen. Et af hans egne malerier. Det skete i det øjeblik, båren med min far, blev rullet ind bagi vognen. Jo, hoveddøren stod åben men billedet hang et stykke oppe af trappen til ovenpå og det sad på to søm. I mine øjne virkede det ikke som om, at det maleri bare skulle kunne falde ned og tro mig, jeg har vendt og drejet det i mit hoved mange gange.
Jeg ser det som hans måde at fortælle os at han altså stadig var der.

Det næste jeg oplevede, som sådan virkelig gjorde indtryk på mig, var da jeg var oppe i huset for første gang siden jeg fandt ham, et par dage efter. Jeg har stadig fornemmelsen i min krop, når jeg tænker på at stå der og han ikke var der. En dyb, dyb tomhed. En forkerthed, som slet ikke kan beskrives.
Alt så ud som det skulle, hans kaffekop stod ved håndvasken i køkkenet, hans briller lå på hans natbord i soveværelset. Hans sutsko stod ved siden af sengen.
Men der var så tomt.
Jeg kunne måske lidt beskrive som om at energien var blevet suget ud.
Koldt.

Jeg gik ind og lagde mig i hans seng. Den seng jeg fandt ham i, få dage før.
Det er mærkeligt som man måske ville rynke på næsen af det, hvis en anden fortalte at de havde lagt sig i en seng et andet menneske var gået bort i, men når det er en man elsker.. så betyder det ingenting. For mit vedkommende gav det mig en slags tryghed. Duften af ham. Ham. Min far.
Det er lige som når folk tror at det har været en “uhyggelig” oplevelse for mig, at finde en der er død. At være alene med en “død”.
Chokket vil altid sidde i mig, følelsen vil altid sidde i mig når jeg tænker på det, men det var ikke “uhyggeligt”. Det er ikke som det man forbinder med “død” i film, når det er en man elsker.
Jeg ville fandme have elsket hvis han havde sat sig op og sagt “bøh”.

Anyway, jeg lagde mig i hans seng og jeg græd. Det var så uvirkeligt at det hele ikke bare var en drøm, at det var virkelighed. At der kunne dufte af ham, men at han ikke var der.
Jeg græd virkelig mange af de der lydløse tåre i den tid og det gjorde jeg også da jeg lå dér og virkeligheden virkelig gik op for mig.
Men så mærkede et tryk over brystet. Et tryk som nærmest indikerede en arm over min krop. Som hvis han havde lagt sig ved siden af mig og lå og holdt om mig.

Jeg oplevede nogle gange et stykke tid efter, når jeg sad og læste i sofaen at føle noget køligt på min kind. Med alle vinduerne lukket, selvfølgelig.
Det kunne godt være en hånd der strejfede mig ganske blidt.
Jeg er nogle gange gået ind i “noget”, med tankerne et helt andet sted og straks tænkt “Far” og der er et spot på min sofa, som jo var hans, som på en eller anden sær måde dufter af ham. Det er snart 3 år siden, han døde.

Og så var der selvfølgelig episoden i Kvickly, som jeg faktisk også tror at jeg har nævnt før, men den skal også lige være med her.
Jeg skulle hente en pakke ved posthuset og stod i kø med to andre mennesker. Da det var min tur, stod der kun en ældre mand som vidst var ved at lave en pakke. Da jeg går frem med disken, dufter der et øjeblik af min fars yndlings parfume. Lige så pludseligt som duften var der, lige så hurtigt var den væk igen.
Det kan godt være at jeg lige drejede rundt om mig selv der, for at finde kilden, men der var altså ikke noget. Jeg gik ind i en væg af min fars yndlings parfume, i Kvickly.
Okay?
Det var ikke den ældre mand, må jeg hellere lige slå fast.

Jeg har også oplevet et af mine egne malerier, som stod på mit spisebord op af væggen, pludseligt tippede forover. Jeg havde lagt nogle ting foran, netop for at det ikke skulle ske.

Så, er jeg lidt småskør? Det kan sgu da godt være, men det tror jeg nu ikke.
Der er så mange teorier og folk tror så mange ting, men sandheden er jo faktisk bare at vi ikke ved en skid og jeg tror egentlig heller ikke at det er meningen at vi skal vide alting.
Jeg ved bare at min far er okay og det er jeg også, for det meste i hvert fald.

Jeg håber at det giver mening, eller at det i det mindste er til at forstå hvad jeg mener, for det er skide svært at forklare sådan noget her.
Man er velkommen til at dele egne historier og erfaringer, hvis man har lyst <3

Tak fordi du læste!

– Camilla