Kapitel 6 – Farvel, mit barndomshjem

Kære læser

Når jeg sådan tænker tilbage på tiden lige efter min far’s død, så minder det billede jeg ser for mig, mest om en sindsygt nederen langtrukken sort-hvid film, hvor man som seer ikke fatter en skid af hvad der foregår. En film der kører nonstop et helt år og bare handler om en person der svæver rundt i rummet.
Hold kæft hvor er den lang og hold kæft hvor er den dog røvsyg.
I hvert fald det meste af tiden.

Det er en tåge og der er selvfølgelig sker der også gode ting – fantastiske ting, man skal bare lige nå til det punkt hvor man observerer tingene der foregår omkring én igen. Det kan godt tage sin tid.

Jeg stod op hver dag, fordi jeg var nødt til det.
Jeg har hund. Jeg har den dejligste, mest hyperaktive, drillepinds-aner ikke hvor stor han er, hund.
Og så havde jeg jo så også lige pludselig en chubby, skeløjet samojede spids som selv mener at han er majestæt. Det var ganske hårdt, det er det såmænd stadig nogle gange – men jeg havde jo så også en grund til at stå ud af sengen selvom jeg overhovedet ikke havde lyst og det var en gave i sig selv.

Med tiden skulle vi også tømme hele mit barndomshjem.
De første ting jeg selv hentede var min far’s malerier. De er ligesom brudstykker af ham og jeg hadede tanken om, at de stadig var i det kolde hus.
Jeg var kun deroppe et par gange, inden vi begyndte at tømme huset og jeg hadede det. Det var stadig mit hjem, men det føltes koldt som is. Jeg lagde mig i hans seng, under hans dyne og kunne dufte ham, men han var der jo ikke. Ikke sådan som jeg ønskede det, i hvert fald.
Det var lidt som om, at sjælen var blevet suget ud af væggene.
Selv kattene var påvirket. De brugte stue og køkken som toilet, selvom de frit kunne gå ud og havde mad osv. Det var ikke normalt for dem. Jeg havde besluttet at de skulle op til mig, men jeg tænkte at jo længere de kunne blive hjemme, jo bedre. Sådan havde de det så ikke, fandt jeg ud af.

Tiden kom hvor vi skulle tømme huset og det er, udover at at miste min far, det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Alle de ting man skulle tage stilling til, tanken om at det var de sidste dage jeg ville have i mit barndomshjem og værst af alt, alle de ting som jeg var nødsaget til at skille mig af med.

At stå og kigge ud i haven fra vinduet i stuen. På den have hvor vi brugte så meget tid, på æbletræet som engang havde haft en gynge og en… platform (var hvad det blev til) som oprindeligt var ment som et far-søn projekt og hængekøjen. At kigge derud og føle at det var sommer i går og tænke over alle de år der lige pludseligt bare var gået.
Der kneb jeg måske lige en tåre. Det gjorde ondt.

Jeg endte med at bede min mor om at sortere i mine ting. Mit gamle legetøj, mine barbie dukker, mine bøger som jeg har læst en million gange, min barndom. Jeg kunne ikke selv, for hvis jeg kunne så havde jeg sgu gemt det hele.

Man vil gerne have det overstået, men samtidigt vil man ikke for når det er slut, så er det slut.

Det er en mærkelig tanke, at der er andre som bor der nu, for i mit hjerte er det på en eller andet måde stadig mit hjem. Det var det jo.
På den anden side er jeg glad for at der flyttede nogen ind så hurtigt, for det havde været mere trist hvis huuset bare havde stået helt tomt og livløst i lang tid.

Jeg har ikke været der siden. Det er cirka 2,5 år siden nu.
Det vil sige, at jeg et par gange har siddet i en bil som er kørt forbi, fordi jeg ikke lige fik sagt at jeg ikke så gerne ville den vej og jeg har kigget væk. Så i mit hovede har jeg ikke været på Vesterløkke Allé siden, for jeg har ikke set det og jeg er heller ikke klar til det endnu.
Med tiden bliver jeg nok klar, ligesom jeg stille og roligt blev klar til at kigge billeder og se videoer med min far og det er helt okay. Det hele er helt okay, for det er del af det og det er en del af en selv.

Jeg savner ham.
Men han er overalt.
Billedet nedenunder er fra et sted i byen, hvor han en dag var crime-rider og satte sig præg.
Mennesker som ham, efterlader spor overalt.

– Camilla