Kapitel 9 – Åbent brev

Til min far

Det er svært at få sagt og det er svært at starte.
Jeg savner dig og savnet føles som bølger, som bølger op og ned – roligt og forfærdeligt voldsomt. Det er jeg ikke overrasket over, hvordan skulle jeg kunne være det?
Savnet giver ekko. Helt ud af byen.

Jeg troede at jeg havde en masse at sige, og det har jeg vel også. Det her kan jeg bare ikke sætte ret mange ord på, i hvert fald ikke så de giver mening.
Jeg føler mig bare meget lille.

Vil du med i skoven?
Vi kan tage hundene med. Vi kan gå til vi finder et sted, kun vi to kender.
Vi kan grine af de mærkeligste ting, jeg kan græde, du kan gøre dit bedste for at lade være. Du må gerne, men jeg ved at du helst vil være fri.
Vi kan tage afsted sidst på sommeren, eller først på efteråret, når lyset er grønligt – det er nemlig vildt flot. Vi kan gå ned til de der fucking køer, som engang gjorde mig så bange at jeg faldt ned i en grøft og slog min ankel. Du kunne sgu godt have fortalt mig at de var hidsige, inden vi gik derind. Men som du selv sagde, så var jeg ikke gået med den vej hvis jeg vidste det.

Skal vi dele en flaske hvidvin?
Vi kan tale om alt og intet og det ville være helt perfekt.

Vil du ikke nok spørge mig om noget fuldstændigt ligegyldigt? Der er ikke noget i verden, jeg ikke ville svare dig på lige nu – jeg savner bare din stemme. Og dit grin. Jeg lover dig, at mit svar vil få dig til at bryde ud i latter. Jeg kan ikke love at det ikke vil tage mig et øjeblik at finde på noget godt, men jeg skal nok. Jeg kan godt.

Skal vi køre en tur?
Jeg vil gerne være chauffør. Det kan godt være at dine fødder vil være plantet, meget (meget) solidt i bunden af bilen og det kan også godt være at dine hænder vil holde lidt (meget) godt fast i døren. Men altså, de der skide cyklister kører jo også så pisse langsomt. Jeg lover at jeg ikke kører galt, og jeg kan vidst også godt love at jeg ikke kører ind i huset igen. Men det kan godt være at vi skal kører i en anden bil end din og jeg ved at du vil protestere.

Er du ikke med på, at få malet det der maleri sammen som vi gik og snakkede om at vi skulle? Forventer du virkelig at jeg har lyst til at færdiggøre noget som helst, når du ikke er med?
Er det dig der venter, eller er det mig?

Skal vi drikke en øl i haven og høre noget “god” musik. Jeg lover at du må bestemme hvad vi skal høre og jeg lover at jeg ikke bliver sur, når du vil høre C.V Jørgensen og jeg vil høre Dizzy Mizz Lizzy.

Jeg har lært at spille klaver, du gav mig på en måde muligheden. Vi kan jamme? Dig, Benjamin og jeg. Hvis du er med, lover jeg at jeg synger. Jeg lover ikke at være genert.

Jeg vil gå så langt at sige at jeg vil trodse min flyskræk og udvide min “personal space” grænse og tage med dig til Cuba. Hvis du banker på min dør, lige nu.
Jeg vil lade dig vise mig de steder du har været og jeg vil lytte mens du fortæller mig om hvad du har oplevet. Men jeg gider ikke høre om din scoring. Ikke at du nogensinde frivilligt ville fortælle mig om den slags.

Jeg tror ikke at det er nødvendigt at jeg siger det, men jeg savner dig. Alt ved dig. Selv de ting jeg førhen syntes var de mest irriterende i verden. Jeg savner endda måden du altid sagde “Camillaaaa” på, når du vidste at jeg var sur på dig. Jeg savner dine spøjse måder at sige undskyld på. Dine spøjse måder at vise at du elskede mig på.
Jeg savner at vise dig hvor højt jeg elskede dig, på mine helt egne spøjse måder.

På en måde viser jeg det jo stadig, og jeg ved også godt at du ser det. Men jeg savner at se dig i øjnene og se at det som foregik i dit hoved, var lig det som foregik i mit.
Jeg savner endda når vi ikke fattede hinanden overhovedet.

Jeg savner dig.

– Camilla