Kære læser

I nat, fik jeg pludselig en idé.
Min hjerne begyndte pludselig at ræse derud af og jeg overvejede om jeg bare skulle begynde at skrive lige nu og her, men jeg følte mig alligevel for træt.
Selvom jeg selvfølgelig ikke kunne sove, fordi jeg tænkte.

Jeg har rigtig mange yndlings minder om min far, men der er ét der skiller sig ud og som jeg, hvis du helt spontant bad mig om et godt minde, nok ville være det første jeg ville komme til at tænke på.

Det var en sommerdag, tror det har været i juli 2012 (muligvis 2013), perfekt blå himmel, masser af sol og varme.
Det var én af de gange, vi gik halvøen rundt.
Min far gjorde det faktisk rimeligt ofte, jeg var nok for doven de fleste af gangene, hvis jeg skal være helt ærlig.

Vi havde hundende med og min far havde pakket en lille rygsæk.

Det var skide hyggeligt, jeg snakkede, min far lyttede. Han var altid så god til at lytte til mig, når jeg havde noget på hjerte. Han afbrød mig aldrig og han hørte efter. Og når han havde noget på hjerte, så lyttede jeg.
Jeg kan huske hvordan skoven så ud. Den var virkelig, virkelig smuk og vi gik begge to og virkelig nød det.
Der var mange kringelkroge og der var mange bakker op og ned, der hvor vi gik. Han gik med min hund, jeg gik med hans. Kender man min hund, så kan man nok godt forestille sig hvorfor. Når jeg siger bakker, så mener jeg stejle små bakker og med min hunds energi, var det alligevel måske lige farligt nok. Det mente min far, åbenbart også.

Vi gik i en lille bobbel, ham og jeg.
En lille, eller egentlig ret stor, bobbel fyldt med sommer og grønne blade og bakker og fuck det var dejligt.

Han viste mig “udkigsposten”. Der har jeg ikke været siden han døde og det er ét af de steder som vil være svære for mig at komme tilbage til.
“Udkigsposten” er ret fantastisk og der er nok ret mange der bruger den. Det kan jeg sagtens forstå. Jeg ville lidt ønske at jeg kunne igen.

Dét som egentlig gør, at det her minde må være et af mine yndlings er, hvor Gøg og Gokke agtigt det endte med at tage sig ud. Vores lille eventyr.
Palle og Camilla på eventyr, ik.
På et tidspunkt når vi et stykke hvor vi enten er nødt til at gå ned i vandet, eller balancere på et lille stykke land ud mod vandet, som selvfølgelig er hegnet ind. Derfor er det altså et lille stykke land, ud mod vandet. Ja?
Min far og jeg vælger at balancerer og tænker at hundende da snildt kan gå nede i vandet. Altså vi snakker soppe-vand-niveau, men vi havde jo sko på.
Altså min fars hund, han vil kraftedme ikke soppe og min hund, han vil kraftedme gerne. Det er lige som om, at det ikke passer så godt sammen.
Min fars hund skulle lige som trækkes over, hvor vi kunne gå normalt igen. Det var en challenge, men vi endte jo med at klare det, for vi var jo nødt til at komme over.

Det varer ikke længe inden vi står ved en låge, som fører til en sti gennem et areal med græssende køer. Vi skal enten gennem dér og krydse stranden, som det også er, eller gå hele vejen udenom for at komme hen til stien ved Hindsgavl. Altså vi vælger jo bare at krydse stranden, for det er jo lige så fint.
Køerne… var aggressive.
Eller den ene af dem, var i hvert fald.

Vi går ad stien og bliver hurtigt passet op af en ko med en pænt truende adfærd, som ikke syntes at vi skal den vej. Jeg går stadig med min fars hund og han går med min. Heldigvis for mig, og dog.
Min hund syntes egentlig bare at koen er lige så fin og vil da egentlig gerne hilse, mens min fars hund er lidt med skeptisk (det var jeg også, vil jeg gerne lige pointere). Der er egentlig ikke noget der hedder at trække sig ud til siden, da den der sti ligger lige midt i det hele med en slags grøft på den ene side (ville jeg umiddelbart kalde det) (ja, det er jeg skide god til at beskrive).
Min far viser ingen frygt, han leger at han er ko-hvisker. Han står foran koen, mens jeg stille og roligt, som den ninja jeg jo faktisk er, lister til siden. Min far rækker hånden ud, på ægte “bliv hvor du er, ko. Jeg er ikke bange for dig) manér, mens min hund hopper lige så spændt og energisk rundt om ham i snoren.

Koen begynder at lave stange bevægelser og her bliver det altså lige i overkanten for min fars hund og jeg, som i en flee-and-escape manøvre, vælter ned i den der grøft. Jeg vrider rundt på min ankel, for tredje gang på ét år.
Det er nemlig sådan, at jeg havde investeret i et par nye sko (og nej, det var nu altså ikke dem jeg havde på). Nogle lidt for smalle kilehæle. Flotte, flotte sko. Men dødsensfarlige.
Første gang jeg vrikkede rundt, var på vej til biografen.
Anden gang var på vej hjem fra banegården, i en god brandert.
Tredje gang, det var så her. Av.

Der kom en familie gående som selvfølgelig overværede det her og på en eller anden måde undslap vi altså koen og vi nåede sikkert over på den anden side.
På den anden side fortalte min far mig at han godt vidste at de køer som stod der, godt kunne være lidt utilregnelige, men at han havde undladt at fortælle mig det, da han vidste at jeg aldrig var gået med den vej så.
Og jeg kan kraftedme garantere at det var jeg IKKE.
Om jeg så skulle have gået 10 km ekstra for at komme udenom.
Jeg var ikke klar til at dø.

Jeg havde efterfølgende lidt et problem, for jeg haltede og vi var ikke hjemme endnu og jeg havde bare brug for et glas hvi’vin.
Vi sad lidt, han grinte af mig. Jeg sagde “fuck dig, far” og så måtte vi jo videre i teksten. Det gik lidt langsomt, men det gik.
Hindsgavl slot og området er heldigvis pisse kønt.

Vi kom også hjem, med noget besvær.
Hjem til et glas hvi’vin, I dare say.

Det er et af min favorit minder, fordi det er så typisk.
To fjolser. Ham og jeg. Så ens og alligevel så forskellige.
Han var og han er min soulmate. Sådan vil det altid være.

Jeg ved ikke om det er lige så sjovt at læse, når man ikke var der. Men jeg smiler og jeg griner også lidt når jeg tænker på det og jeg elskede at skrive det, fordi det næsten føltes som at opleve det igen.

Tak fordi du læste <3

– Camilla