Kapitel 11 – Det er sådan det er, sidste del

Kære læser

Se, her begynder det at blive tricky. Har i nogensinde læst om, hørt om, oplevet det der med at man ikke husker så godt, når det kommer til at ting som har gjort ondt.
Jeg har stadigvæk svært ved at huske hvad jeg egentlig brugte min tid på, det første år efter jeg mistede min far. Tilstede var jeg i hvert fald ikke helt. Kun når virkeligheden ramlede ned om ørene på mig et par gange om dagen.
Jeg lukkede lidt døren, låste mig inde i mig selv og blev der længe.
Det er forskelligt hvordan man heler. Alene, i selskab, medicin.. vandaerobic?

Dagen efter jeg fandt min far i hans seng, brugte jeg meget tid på at sidde og græde for mig selv. Bare græde, ingen lyd, bare tårer som ikke bare sådan lige ville stoppe. De kom når de selv syntes og de stoppede når de ikke gad løbe mere. Sådan var det bare.
Vi skulle finde en bedemand og så vidt jeg husker, så kom hun dagen efter.
Jeg kan huske at jeg havde det nogenlunde, indtil vi skulle vælge hvad der skulle stå i død annoncen. Hans navn, der, det gav ingen mening og det gjorde så ondt at det er ligefør at jeg kunne have stoppet med at trække vejret, lige dér. Jeg kunne mærke min hud krakelere.
Som jeg ser på den annonce nu, så var den jo perfekt til ham og som jeg ser det nu, så er jeg ret glad for at den blev som den blev, selvom den var svært at tage stilling til. Jeg har den også stadigvæk, langt inde i et skab og engang i fremtiden, kan kigge på den og sansynligvis vil være glad for at jeg klippede den ud og beholdte den, selvom den på en måde symboliserer tabet.

At skulle vælge sange til bisættelsen var heller ikke nemt. Kun tre sange. Tager du pis på mig?
Der skulle have været mindst 10, for at det havde været nok.
Bedemanden som var en yngre dame, utroligt nok, var i det mindste tiltalende og det er jeg ret sikker på at min far var glad for. Tænkt hvis det havde været en gammel gråhåret gimpe eller… for guds skyld nej, en mand. EN MAND der skulle have klædt ham på i kisten. Er det ikke også dem som står for det?
For Guds skyld, ik? Jeg fik af vide at jeg skulle retfærdiggøre at min far ikke skulle begraves og at ceremonien ikke skulle foregå i kirken, for en præst. Altså, der var en præst som ringede til mig få dage efter min far døde, for at spørge mig om hvorfor ceremonien ikke skulle foregå i kirken. Man tænker, virkelig? Gør man ikke?

Det er en sær fornemmelse, det der med lige at have siddet sammen med en person og drukket kaffe og så lige pludselig skal man sidde og planlægge deres bisættelse.
Det minder i hvert fald én om hvor skrøbeligt livet er.

Dernæst husker jeg at være hjemme og skulle sørge for at jeg blev sygemeldt fra min skole. Det var heldigvis ikke noget problem.
Min mor boede i min lejlighed et par dage, min bror var her til han fik nok og havde brug for luft. Forskellige reaktioner på ting, passer ikke altid så godt sammen. Det er helt okay.

Da min mor kørte hjem et par dage inden bisættelsen, havde jeg veninder på besøg så jeg ikke skulle være alene. Jeg valgte at jeg ville blive hjemme, det havde jeg det bedst med.

Dagene var meget grå, tomheden voksede i min maven, tankerne tonsede afsted. Lige meget hvor meget tid man bruger på ingenting, så er der bare ingen ro.
Alting pissede mig af. Mennesker med “normale” liv eksempelvis, hold nu kæft hvor var de dog irriterende. Hvordan fanden kunne de bare gå forbi mit vindue og ikke vide at mit hjerte lå nede på fortovet. At det var sprunget ud af mit bryst, knaldet ud igennem vinduet, fløjet ud over græsset og landet med et kæmpe enormt “SMÅKAGE” på fortovet foran dem og de jordede kraftedme lige over det, om og om igen, til det lå smattet fuldstændigt ud.
Fuck dem allesammen.

Nu er jeg jo egentlig bare glad for at livet fortsætter ufortrødent, at det ikke bare går i stå.
Tænkt hvis det bare gik i stå? Så ville det gå i stå konstant. Det ville jo nok egentlig bare stå stille hele tiden, for folk dør hele tiden. De lyner jakken op og smider det her liv fra sig (eller folder den pænt og lægger den på sengen, du vælger) og det er helt okay.
Hvad der så sker, det er der ikke nogen af os som stadig “lever” der aner noget som helst om. Der er så meget vi tror at vi ved noget om, som vi ikke aner den mindste smule om.
Men altså, vi kan da godt komme med teorier.

Jeg læste det her fantastiske citat fornylig og for mig, føles det rigtigt;

“you don’t have a soul,
you are soul,
you have a body”.

Jeg husker at jeg på en måde glædede mig til bisættelsen. Jeg glædede mig til at se hvem der kom og jeg glædede mig til at se folk jeg ikke havde set længe. Lige indtil jeg rent faktisk var der, der følte jeg lige pludselig at jeg kunne gå i gulvet når som helst og jeg havde ikke lyst til at være der overhovedet. Det var overvældende og jeg tror at jeg lukkede lidt af.
Jeg kan huske nogen af dem som kom, jeg husker de fleste af dem som var med til gravøllet, men det er også dét. Det var ret uvirkeligt og sløret.

Efter bisættelsen blev alting bare gråt igen. Tomheden voksede og voksede. Det gjorde den længe, men med tiden begyndte jeg at kunne udfylde tomheden med ting jeg kunne lide og mennesker jeg holder af selvfølgelig. Tomheden blev til den tomhed som repræsenterer min far og den går aldrig væk, for han er her ikke. I hvert fald ikke sådan som jeg gerne ville have det, hvis jeg kunne vælge. Jeg har lært at leve med det, på en eller anden måde. Jeg mærker den hver eneste dag, men det gør kun rigtig ondt en gang imellem nu.
Mit savn gør mig ikke syg mere, men det er en slags permanent skade. Og det er helt okay.

Min far sagde tit “det er liiiiivet” og det er det faktisk også.

– Camilla