Kapitel 10 – Det er sådan det er, del 2

Kære læser

Jeg startede med at skrive om, hvad der helt præcis (sådan ret præcist i hvert fald) skete den sene eftermiddag da jeg fandt min far. Jeg blev ikke helt færdig, så nu har jeg taget tilløb og tænker at jeg vil skrive resten. Resten og resten, der er jo så meget, men i hvert fald vil jeg fortælle hvordan det føles at være mig i dagene derefter. Det kan godt være at jeg kommer til at dele det i to, let’s see.

Jeg stoppede ved tidspunktet hvor min far blev hentet af en anden ambulance, som tog ham med til Odense.

Det var stadigvæk meget uvirkeligt. Jeg forstod det ikke, før jeg lidt senere stod i min lejlighed og skulle hente min hund, inden jeg skulle videre hjem til min mor.
Jeg husker at sidde i min far’s lænestol i stuen hjemme i huset, det var helt mørkt udenfor og lysene var dæmpet. Min bror var bange for at far havde fået det dårligt og derfor var gået i seng, fordi der lå en pose Dracula bolsjer som umiddelbart ikke var åbnet. Kendte man min far, ville man vide hvorfor der blev lagt mærke til det.
Jeg tog fat i posen og kunne konstatere, at den altså havde været åbnet. Det grinte vi faktisk lidt af. Selvfølgelig var posen åbnet.
Det er utroligt at man alligevel har det i sig at kunne grine i den slags situation, men det kan man faktisk godt. Ikke at vi ligefrem flækkede af grin, nok nærmere en dæmpet latter. Sådan lidt “pyyha” agtigt.
Jeg husker at jeg på en eller anden mærkelig måde glædede mig til at vi fik ringet rundt. Det lyder forkert. Jeg glædede mig ikke over noget som helst lige der, men jeg havde følelsen af at når der var andre end os der vidste hvad der var sket, så ville jeg ikke føle mig helt så alene.
Jeg kan så fortælle, at det overhovedet ikke hjalp at give nyheden videre. Min mor ringede rundt til den nærmeste familie og at kunne fornemme folks reaktioner igennem telefonen uden at kunne høre hvad de sagde, var mildest talt hjerteskærende. Og jeg følte mig stadig alene. Samtidigt var der sikkert andre som også følte sig alene.
De resterende ambulance mænd sagde farvel og kørte og så sad man ligesom bare der og visnede. De fortalte os hvor de kørte ham hen inden de kørte og fortalte at vi havde muligheden for at se ham, hvis vi ønskede det. Vi havde muligheden for at se ham to gange. En gang på sygehuset og en gang i kapellet inden bisættelsen.
Jeg var stensikker på at jeg skulle se ham så mange gange som overhovedet muligt, for tanken om at jeg havde set min far for sidste gang var slet ikke til at forstå og acceptere. Jeg kan så afsløre at jeg, med ondt i hjertet, ombestemte mig senere hen. Jeg blev bange for det, jeg blev bange for at synet af ham på den måde ville ødelægge mig fuldstændigt og jeg er ret sikker på at jeg tog den rigtige beslutning.
Han ville have set forkert ud og det kunne have ødelagt mit sidste minde om hans ansigt.

Vi aftalte at min bror og jeg skulle tage med hjem til min mor og overnatte, for at ingen skulle være helt alene. Jeg gik ind i min far’s soveværelse og fandt den alt for store trøje som jeg altid lånte når vi sad i haven eller hvis jeg frøs. Jeg tog den med og den nat sov jeg med den, som jeg sov med min yndlings bamse da jeg var lille.

Inden vi kørte hjem til min mor, skulle jeg lige forbi min lejlighed og hente min hund og da jeg stod i min lejligheden gik det pludselig op for mig hvad der var sket. Hvad jeg lige havde oplevet. Hvor virkeligt det hele lige pludselig føles og jeg husker at ville fodre min kanin og at jeg tabte kaninpiller udover hele stuegulvet.
Køreturen var også lidt af et inferno, men den slags inferno som man godt lidt kan grine af nu.
Har du mødt min hund?
For at vi alle kunne være der, måtte han sidde ved benene foran i bilen. Havde jo også lige min far’s hund med bagi bilen. Igen, har du mødt min hund?
Min hund var på ingen måde mærket af, hvad der lige var overgået os andre. Heldigvis. Men hold kæft, det var ikke optimalt. Lad mig bare sige det sådan.

Vi kørte forbi Burger King, for der var ingen der havde spist og jeg har aldrig i mit liv brugt så lang tid på at spise en burger. Jeg burde have været sulten, jeg havde ikke spist i mange timer og jeg mener bare.. burger..

Den nat var noget mærkeligt noget.
Det var blevet så uvirkeligt igen og jeg fik vidst ikke sovet ret meget. Jeg lå bare og krammede den trøje der og på en eller anden måde fik den mig til at føle mig bare lidt tryg.
Jeg anede ikke hvad de næste dage ville bringe, hvordan jeg ville have det. Jeg vidste bare at det ville blive rigtig slemt. Og jeg vil ikke lyve, det gjorde det såmænd også.

Jeg er glad for at jeg kan sidde og kigge ud på træerne der svajer i vinden nu og vide at jeg har det godt igen. Det er den der slags sår som aldrig rigtig heler. Det heler lidt, så klør det og man kommer til at kradse i lortet og så går det op igen.
Sådan er det heletiden og det er helt okay. Det er sådan det skal være.
Det efterlader også ar, men det er også helt okay, for de ar indikere bare min far. De indikere hvor vigtig han er for mig og hvor meget jeg elsker ham, og det er ikke noget jeg vil være foruden.

Det ser ud til at der kommer en del 3 også, så det ikke bliver alt for langt.

Tak fordi du læste med.

– Camilla