Kapitel 4 – Bisættelsen

Kære læser

Det var en grå dag. Der var optakt til storm.
Jeg valgte en sort kjole, som jeg vidste at min far kunne lide og jeg tog en parfume på som jeg havde fået af ham – selvom jeg egentlig ikke er specielt vild med den. Jeg bruger den alligevel sommetider, når jeg tænker på ham. Han elskede den nemlig.
Jeg valgte ikke, at bruge tid på min make-up, for jeg var ret sikker på at den ikke ville blive siddende ret længe alligevel. Jeg gik i det hele taget ikke rigtig med make-up i perioden efter min fars død – det gav sgu ikke rigtig mening. Mine øjne havde egentlig fået lidt den samme funktion som et vandfald.
Men som min mor sagde, “du bliver i hvert fald ikke syg – du får renset godt ud”.
Min hud var også enormt pæn (de små ting).

Det var en smule problematisk. På grund af stormen som ville ramme i løbet af dagen, ville broerne blive lukket og mange ville være fanget på Fyn. Men der var jo ikke så meget at gøre ved det og min far, skulle satme sige “ses senere, venner” med et rabalder uden lige, andet ville ikke være rigtigt, vel.
Det gjorde han også.

Jeg husker dagen i grove træk. Jeg husker ikke præcist hvem der kom, hvem jeg mødte, hvad der blev sagt.. den slags. Det var det sidste jeg tænkte på.
Jeg husker at stige ud af bilen, jeg mindes at det støvregnede lidt.
Der var allerede mennesker og jeg blev hilst på, mange gange. Nogle kendte jeg, nogle kendte jeg ikke, men der var mange mennesker. Det var overvældende.
Min bror og jeg havde selv planlagt bisættelsen. Det var svært.
Gule, lilla, blå, gyldne og røde blomster. Farver som han elskede.
Jeg havde selv malet urnen, som jeg mindes stod et sted bag den hvide kiste.
“I må vælge 3 sange, som skal spilles. Erfaringen er, at det bliver for langtrukkent, hvis der spilles mere end 3” (noget i den stil, ik). Jaaaa joooo. Min far elskede musik!
Hans død kom mildest talt bag på mig, jeg var ikke forberedt og dagen efter han døde skulle jeg sidde og vælge 3 (TRE!!!) sange som skulle symbolisere ham og vise verden hvem han var. Han fortjener langt flere end tre sange. Tre sange er alt for simpelt. Han var så kompleks og alligevel gjorde han tingene så lette.
Vi valgte de tre sange og dem er jeg glad for, selvom der var alt for mange andre sange som skulle have været spillet, for at det havde været helt rigtigt. Jeg kom endda i tanke om en sang, han selv engang havde sagt skulle spilles til hans begravelse, som jeg først kom til at tænke på et stykke tid efter.

Dizzy Mizz Lizzy – Silverflame
America – A horse with no name
C.V. Jørgensen – Entertaineren

Jeg husker ikke at kunne kigge op. Kisten, som han lå i – alt for meget.
Jeg husker at mit digt til ham, blev læst op.
Jeg husker at der blev talt.
Jeg husker, ikke have opfattet at det var slut og jeg husker at gå bagved kisten og ikke have lyst til at se folk i øjnene og så husker jeg at stå med min hånd på kisten, inden den skulle køres væk. Det ville være det tætteste jeg ville være på at røre ved min far, resten af mit liv.
En barsk realitet. Mit hjerte var bare knust. Helt i stykker.

Jeg husker ikke at vi køre hjem til min far, men jeg husker at være i huset. Det var ulideligt tomt uden ham. En skal, på trods af at vi var mange mennesker og at alle hans ting stadig var i det.
Der var mange som måtte tage tidligt afsted på grund af stormen og vi endte med at sidde 5 personer tilbage til sidst, der sidst på eftermiddagen/først på aftenen og mildest talt drikke os pisse fulde, høre alt det rigtige musik og bare.. være.
Det stormede udenfor, virkelig. (tak far, din fucking skiderik – with love).

Jeg kan ikke huske om det var før eller efter bisættelsen, men jeg husker at gå med hundene udenfor og kigge rundt og lige pludselig bare bryde sammen, fordi verden virkede så ligegyldig og ulidelig at være i. Sådan havde jeg det længe. Jeg gik udenfor så lidt som overhovedet muligt og selvom det på det tidspunkt var svært, er jeg heldig at have min hund (og pludselig også min fars), fordi jeg så rent faktisk var tvunget til at gå udenfor selvom jeg ikke ville. Jeg ville ikke fordi jeg vidste at min verden ville bryde sammen, lige så snart jeg kom ind i min lejlighed igen. Verden var lige pludselig enormt skræmmende, mørk og alt for stor.

Men verdens farver ændrede sig igen. Lige så stille. De blev lyse, solen begyndte at skinne og lige så langsomt begyndte jeg at lægge mærke til det.
Jeg græd mindre og mindre. Det gjorde mindre og mindre ondt i min mave når jeg græd.
Jeg begyndte at kunne acceptere at mit liv havde ændret sig og indså at verden udenfor faktisk ikke havde ændret sig ret meget. Udfordringen blev så blive glad igen. Den udfordring løses ved at lede efter de små ting. De gode ting.
Vil du høre en hemmelighed?
De gode ting findes overalt. De findes i selv de værste oplevelser, det handler faktisk bare om at kunne genkende dem og det handler om at fjerne skyklapperne. De kommer aldrig på mode, man kan lige så godt bare indse det.

Min fars bisættelse var ham værdig. Min fars død var ham værdig. Min far var værdig.
Han fortjener at hans børn, hans familie og hans venner har det godt.
Det forstod jeg. Det forstår jeg.

 

– Camilla