Selv de bedste steder kan spøge

Kære læser

Jeg gik nede i kælderen, på vej ned med min cykel efter at jeg havde været nede og handle og kom til at tænke på noget som egentlig har været en ret stor del af min sorg proces. Jeg har nemlig stadigvæk lidt svært ved at gå i kælderen i min boligblok.
Ikke fordi jeg er bange for mørke (eller, jo), spøgelser (eller…), eller fordi jeg er bange for tanken om at monstre kan springe frem (jeg er altså ikke særligt bange for Pennywise the dancing clown mere… eller).

Jeg har svært ved at gå i kælderen, fordi jeg kan forestille mig min far gå foran mig (simpelthen) ned mod det rum i kælderen, hvor vi ofte gik ned og drak en øl med viceværten.
Jeg kan nærmest se ham. Jeg kan se ham gå der i hans store grønne vinterjakke og jeg kan høre ham fløjte. Jeg kan se ham række op efter nøglen til rummet. Nogle gange smiler jeg ved tanken, for i virkeligheden er den ret dejlig, men nogle gange stikker det altså i mit hjerte.
Det gør kraftedme ondt at savne.

Jeg har haft rimeligt mange og har stadig nogle enkelte af den slags oplevelser/følelser forbundet med steder rundt omkring.
Nogle vil måske tænke at det kan været ligegyldigt, at det er at overreagere lidt, eller noget helt tredje. Det er det måske også, for nogle.
For mig, har det været svært at skulle forholde mig til og jeg har helt nægtet at tage hen til bestemte steder, jeg kunne simpethen ikke få mig selv til det.
Jeg har følt mig en smule smadret i bolden nogle gange og derfor syntes jeg alligevel også at det er værd at dele. Jeg følte mig i hvert fald ofte ret alene med hvordan jeg havde det og hvis dét at jeg deler mine oplevelser sådan her måske kunne gøre en forskel for en anden, så er det alligevel værd at skrive om.

Middelfart er en ret lille by.
Det kan jeg faktisk meget godt lide, men da jeg stod og skulle bearbejde min sorg, gjorde størrelsen på byen det sgu lidt svært nogle gange. Hvor kunne jeg tage hen hvor jeg ikke blev mindet om min far heletiden? Hvor kunne jeg få bare en lille pause fra hullet i min mave?
Jeg kunne se min far over ALT og det er jo egentlig meget naturligt, for vi har jo nærmest været overalt i denne by, det er klart. Der gik eksempelvis 2 år, inden jeg havde mod på at tage på biblioteket.
Kender man mig, ved man det er meget lang tid. Jeg elsker nemlig at læse og jeg elsker at gå på biblioteket og det gjorde min far også. Nu, er det jo et skønt minde, noget vi havde sammen – men i lang tid var det noget der stak enormt hårdt i mit hjerte.

I princippet kunne jeg jo heller ikke være hjemme så.
Det var jeg selvfølgelig, men selv dét var sommetider svært.

Der gik også omkring 2 år, før jeg vovede mig ind i Lidl.
Ja, dét lyder sikkert rigtigt fjollet i nogle øre, men sådan var det. Mit hjerte sank, når jeg så meget som kørte forbi butikken i Middelfart. Jeg kunne nærmest se min far stå ved flaskeautomaten (årh, det lyder forkert) og jeg var bange for at gå derind, fordi jeg forestillede mig at mit hjerte ville gå i stå ved tanken om at banke min vogn ind i hans. Seriøst.
Vi handlede sammen i Lidl hver lønningsdag, efter jeg flyttede hjemmefra.
Det var altid hyggeligt og endnu en af de ting som er et virkelig kært minde for mig nu, men som gjorde rigtig ondt at tænke på længe.

Fjollet, fjollet, kom videre, ik?
Hvis det dog bare var så let.

Jeg kan godt lide at været på kirkegården. Det er ikke fordi at jeg egentlig føler at min far er lige dér nødvendigvis, jeg kan egentlig ikke se hvad han skulle lave der. Men luften på en kirkegård, er så fyldt med fred. Lige først, var det svært – det vil jeg da gerne indrømme. Jeg var ret hjemsøgt af flashbacks og for at gøre det helt kort, så forstod jeg ikke rigtig noget som helst. Det er egentlig så simpelt.
Når jeg så besøger kirkegården, så køre jeg stadigvæk hele verden udenom. Kvarteret omkring kirkegården har jeg nemlig også svært ved at forholde mig til og det har jeg altså stadig. Så langt er vi ikke nået!
Da jeg var lille boede jeg nemlig næsten lige ved siden af den kirkegård hvor min far ligger nu. Da vi flyttede, flyttede vi ikke ligefrem ret langt væk, så området omkring kirkegården er fyldt til randen med minder. Gode minder, men alligevel.

Men altså, lige meget hvad, så kommer flytter man sig hvis man husker at bevæge sig.

– Camilla