Velkommen til Bloggers Delight. Dette er dit første indlæg. Rediger eller slet det og begynd så at blogge!

Kære læser

Jeg gik nede i kælderen, på vej ned med min cykel efter at jeg havde været nede og handle og kom til at tænke på noget som egentlig har været en ret stor del af min sorg proces. Jeg har nemlig stadigvæk lidt svært ved at gå i kælderen i min boligblok.
Ikke fordi jeg er bange for mørke (eller, jo), spøgelser (eller…), eller fordi jeg er bange for tanken om at monstre kan springe frem (jeg er altså ikke særligt bange for Pennywise the dancing clown mere… eller).

Jeg har svært ved at gå i kælderen, fordi jeg kan forestille mig min far gå foran mig (simpelthen) ned mod det rum i kælderen, hvor vi ofte gik ned og drak en øl med viceværten.
Jeg kan nærmest se ham. Jeg kan se ham gå der i hans store grønne vinterjakke og jeg kan høre ham fløjte. Jeg kan se ham række op efter nøglen til rummet. Nogle gange smiler jeg ved tanken, for i virkeligheden er den ret dejlig, men nogle gange stikker det altså i mit hjerte.
Det gør kraftedme ondt at savne.

Jeg har haft rimeligt mange og har stadig nogle enkelte af den slags oplevelser/følelser forbundet med steder rundt omkring.
Nogle vil måske tænke at det kan været ligegyldigt, at det er at overreagere lidt, eller noget helt tredje. Det er det måske også, for nogle.
For mig, har det været svært at skulle forholde mig til og jeg har helt nægtet at tage hen til bestemte steder, jeg kunne simpethen ikke få mig selv til det.
Jeg har følt mig en smule smadret i bolden nogle gange og derfor syntes jeg alligevel også at det er værd at dele. Jeg følte mig i hvert fald ofte ret alene med hvordan jeg havde det og hvis dét at jeg deler mine oplevelser sådan her måske kunne gøre en forskel for en anden, så er det alligevel værd at skrive om.

Middelfart er en ret lille by.
Det kan jeg faktisk meget godt lide, men da jeg stod og skulle bearbejde min sorg, gjorde størrelsen på byen det sgu lidt svært nogle gange. Hvor kunne jeg tage hen hvor jeg ikke blev mindet om min far heletiden? Hvor kunne jeg få bare en lille pause fra hullet i min mave?
Jeg kunne se min far over ALT og det er jo egentlig meget naturligt, for vi har jo nærmest været overalt i denne by, det er klart. Der gik eksempelvis 2 år, inden jeg havde mod på at tage på biblioteket.
Kender man mig, ved man det er meget lang tid. Jeg elsker nemlig at læse og jeg elsker at gå på biblioteket og det gjorde min far også. Nu, er det jo et skønt minde, noget vi havde sammen – men i lang tid var det noget der stak enormt hårdt i mit hjerte.

I princippet kunne jeg jo heller ikke være hjemme så.
Det var jeg selvfølgelig, men selv dét var sommetider svært.

Der gik også omkring 2 år, før jeg vovede mig ind i Lidl.
Ja, dét lyder sikkert rigtigt fjollet i nogle øre, men sådan var det. Mit hjerte sank, når jeg så meget som kørte forbi butikken i Middelfart. Jeg kunne nærmest se min far stå ved flaskeautomaten (årh, det lyder forkert) og jeg var bange for at gå derind, fordi jeg forestillede mig at mit hjerte ville gå i stå ved tanken om at banke min vogn ind i hans. Seriøst.
Vi handlede sammen i Lidl hver lønningsdag, efter jeg flyttede hjemmefra.
Det var altid hyggeligt og endnu en af de ting som er et virkelig kært minde for mig nu, men som gjorde rigtig ondt at tænke på længe.

Fjollet, fjollet, kom videre, ik?
Hvis det dog bare var så let.

Jeg kan godt lide at været på kirkegården. Det er ikke fordi at jeg egentlig føler at min far er lige dér nødvendigvis, jeg kan egentlig ikke se hvad han skulle lave der. Men luften på en kirkegård, er så fyldt med fred. Lige først, var det svært – det vil jeg da gerne indrømme. Jeg var ret hjemsøgt af flashbacks og for at gøre det helt kort, så forstod jeg ikke rigtig noget som helst. Det er egentlig så simpelt.
Når jeg så besøger kirkegården, så køre jeg stadigvæk hele verden udenom. Kvarteret omkring kirkegården har jeg nemlig også svært ved at forholde mig til og det har jeg altså stadig. Så langt er vi ikke nået!
Da jeg var lille boede jeg nemlig næsten lige ved siden af den kirkegård hvor min far ligger nu. Da vi flyttede, flyttede vi ikke ligefrem ret langt væk, så området omkring kirkegården er fyldt til randen med minder. Gode minder, men alligevel.

Men altså, lige meget hvad, så kommer flytter man sig hvis man husker at bevæge sig.

– Camilla

Kære læser

Overskriften lyder måske en smule dramatisk, især fordi “spøgelseshistorier” lyder som noget man sidder rundt om et bål og fortæller om natten og så er det meningen at man skal skide i bukserne af skræk, og altså jeg skriver jo hovedsageligt om min far – og han er altså ikke en skid uhyggelig i mine øjne.
Men det er vel alligevel dét det her er. Spøgelseshistorier (eller oplevelser).
Uden bålet og uden “bøh”.

Nu håber jeg ikke at du bliver skuffet.

Det er et lidt alternativt emne jeg vil skrive om i dag.
Enten er du med, eller også er du ikke.
Du må gerne tænke at jeg er fjollet, du må også gerne sige det, det har jeg egentlig overhovedet ikke noget imod.
Jeg har gerne ville skrive noget i et stykke tid nu, men jeg har ikke vidst hvad jeg skulle skrive om. Det her bliver nok aldrig sådan en “jeg skal skrive et blogindlæg om ugen” blog, for det jeg skriver om er ikke noget jeg bare sådan lige skriver om. Det skal komme til mig, jeg skal være inspireret, for jeg vil gerne kunne gøre det godt. Det er vel ikke nogen hemmelighed efterhånden at min blog hovedsageligt handler om at miste.

Man oplever mange ting når man mister en man elsker og det er jo så her, at jeg mener at jeg ikke “sådan rigtigt” har mistet min far, for jeg har oplevet ting og dem vil jeg gerne fortælle lidt om og så må man jo tænke lige præcis hvad man har lyst til.

Jeg har altid troet på det åndelige, ikke på den religiøse måde. Men sådan “jeg ved ikke hvad det er, men der er noget og der er nogen og jeg bliver sådan en nogen når det engang er min tur”, volapyk. Du ved hvad jeg mener?

Jeg har oplevet få ting som lille.
Min mormor og min morfar døde, da jeg var ikke ret gammel og jeg har få gange i mit liv haft en følelse som ikke var en følelse, kombineret med en duft som ikke rigtig var en duft og når jeg havde den fornemmelse så vidste jeg præcis hvem af dem som var der. Første gang jeg havde sådan en oplevelse, var jeg omkring 6 år og jeg husker den lige så tydeligt.
Jeg var ude at cykle og blev pludselig klar over at min morfar var der.
Okay så.

Da min far døde, havde jeg lidt flere oplevelser. Måske fordi jeg blev mere åben overfor det, måske på grund af det bånd vi havde(har)?

Jeg tror at jeg har nævnt det før i et indlæg, men den aften da min far blev hentet i ambulancen, faldt der et billede ned fra væggen. Et af hans egne malerier. Det skete i det øjeblik, båren med min far, blev rullet ind bagi vognen. Jo, hoveddøren stod åben men billedet hang et stykke oppe af trappen til ovenpå og det sad på to søm. I mine øjne virkede det ikke som om, at det maleri bare skulle kunne falde ned og tro mig, jeg har vendt og drejet det i mit hoved mange gange.
Jeg ser det som hans måde at fortælle os at han altså stadig var der.

Det næste jeg oplevede, som sådan virkelig gjorde indtryk på mig, var da jeg var oppe i huset for første gang siden jeg fandt ham, et par dage efter. Jeg har stadig fornemmelsen i min krop, når jeg tænker på at stå der og han ikke var der. En dyb, dyb tomhed. En forkerthed, som slet ikke kan beskrives.
Alt så ud som det skulle, hans kaffekop stod ved håndvasken i køkkenet, hans briller lå på hans natbord i soveværelset. Hans sutsko stod ved siden af sengen.
Men der var så tomt.
Jeg kunne måske lidt beskrive som om at energien var blevet suget ud.
Koldt.

Jeg gik ind og lagde mig i hans seng. Den seng jeg fandt ham i, få dage før.
Det er mærkeligt som man måske ville rynke på næsen af det, hvis en anden fortalte at de havde lagt sig i en seng et andet menneske var gået bort i, men når det er en man elsker.. så betyder det ingenting. For mit vedkommende gav det mig en slags tryghed. Duften af ham. Ham. Min far.
Det er lige som når folk tror at det har været en “uhyggelig” oplevelse for mig, at finde en der er død. At være alene med en “død”.
Chokket vil altid sidde i mig, følelsen vil altid sidde i mig når jeg tænker på det, men det var ikke “uhyggeligt”. Det er ikke som det man forbinder med “død” i film, når det er en man elsker.
Jeg ville fandme have elsket hvis han havde sat sig op og sagt “bøh”.

Anyway, jeg lagde mig i hans seng og jeg græd. Det var så uvirkeligt at det hele ikke bare var en drøm, at det var virkelighed. At der kunne dufte af ham, men at han ikke var der.
Jeg græd virkelig mange af de der lydløse tåre i den tid og det gjorde jeg også da jeg lå dér og virkeligheden virkelig gik op for mig.
Men så mærkede et tryk over brystet. Et tryk som nærmest indikerede en arm over min krop. Som hvis han havde lagt sig ved siden af mig og lå og holdt om mig.

Jeg oplevede nogle gange et stykke tid efter, når jeg sad og læste i sofaen at føle noget køligt på min kind. Med alle vinduerne lukket, selvfølgelig.
Det kunne godt være en hånd der strejfede mig ganske blidt.
Jeg er nogle gange gået ind i “noget”, med tankerne et helt andet sted og straks tænkt “Far” og der er et spot på min sofa, som jo var hans, som på en eller anden sær måde dufter af ham. Det er snart 3 år siden, han døde.

Og så var der selvfølgelig episoden i Kvickly, som jeg faktisk også tror at jeg har nævnt før, men den skal også lige være med her.
Jeg skulle hente en pakke ved posthuset og stod i kø med to andre mennesker. Da det var min tur, stod der kun en ældre mand som vidst var ved at lave en pakke. Da jeg går frem med disken, dufter der et øjeblik af min fars yndlings parfume. Lige så pludseligt som duften var der, lige så hurtigt var den væk igen.
Det kan godt være at jeg lige drejede rundt om mig selv der, for at finde kilden, men der var altså ikke noget. Jeg gik ind i en væg af min fars yndlings parfume, i Kvickly.
Okay?
Det var ikke den ældre mand, må jeg hellere lige slå fast.

Jeg har også oplevet et af mine egne malerier, som stod på mit spisebord op af væggen, pludseligt tippede forover. Jeg havde lagt nogle ting foran, netop for at det ikke skulle ske.

Så, er jeg lidt småskør? Det kan sgu da godt være, men det tror jeg nu ikke.
Der er så mange teorier og folk tror så mange ting, men sandheden er jo faktisk bare at vi ikke ved en skid og jeg tror egentlig heller ikke at det er meningen at vi skal vide alting.
Jeg ved bare at min far er okay og det er jeg også, for det meste i hvert fald.

Jeg håber at det giver mening, eller at det i det mindste er til at forstå hvad jeg mener, for det er skide svært at forklare sådan noget her.
Man er velkommen til at dele egne historier og erfaringer, hvis man har lyst <3

Tak fordi du læste!

– Camilla

Kære læser

I nat, fik jeg pludselig en idé.
Min hjerne begyndte pludselig at ræse derud af og jeg overvejede om jeg bare skulle begynde at skrive lige nu og her, men jeg følte mig alligevel for træt.
Selvom jeg selvfølgelig ikke kunne sove, fordi jeg tænkte.

Jeg har rigtig mange yndlings minder om min far, men der er ét der skiller sig ud og som jeg, hvis du helt spontant bad mig om et godt minde, nok ville være det første jeg ville komme til at tænke på.

Det var en sommerdag, tror det har været i juli 2012 (muligvis 2013), perfekt blå himmel, masser af sol og varme.
Det var én af de gange, vi gik halvøen rundt.
Min far gjorde det faktisk rimeligt ofte, jeg var nok for doven de fleste af gangene, hvis jeg skal være helt ærlig.

Vi havde hundende med og min far havde pakket en lille rygsæk.

Det var skide hyggeligt, jeg snakkede, min far lyttede. Han var altid så god til at lytte til mig, når jeg havde noget på hjerte. Han afbrød mig aldrig og han hørte efter. Og når han havde noget på hjerte, så lyttede jeg.
Jeg kan huske hvordan skoven så ud. Den var virkelig, virkelig smuk og vi gik begge to og virkelig nød det.
Der var mange kringelkroge og der var mange bakker op og ned, der hvor vi gik. Han gik med min hund, jeg gik med hans. Kender man min hund, så kan man nok godt forestille sig hvorfor. Når jeg siger bakker, så mener jeg stejle små bakker og med min hunds energi, var det alligevel måske lige farligt nok. Det mente min far, åbenbart også.

Vi gik i en lille bobbel, ham og jeg.
En lille, eller egentlig ret stor, bobbel fyldt med sommer og grønne blade og bakker og fuck det var dejligt.

Han viste mig “udkigsposten”. Der har jeg ikke været siden han døde og det er ét af de steder som vil være svære for mig at komme tilbage til.
“Udkigsposten” er ret fantastisk og der er nok ret mange der bruger den. Det kan jeg sagtens forstå. Jeg ville lidt ønske at jeg kunne igen.

Dét som egentlig gør, at det her minde må være et af mine yndlings er, hvor Gøg og Gokke agtigt det endte med at tage sig ud. Vores lille eventyr.
Palle og Camilla på eventyr, ik.
På et tidspunkt når vi et stykke hvor vi enten er nødt til at gå ned i vandet, eller balancere på et lille stykke land ud mod vandet, som selvfølgelig er hegnet ind. Derfor er det altså et lille stykke land, ud mod vandet. Ja?
Min far og jeg vælger at balancerer og tænker at hundende da snildt kan gå nede i vandet. Altså vi snakker soppe-vand-niveau, men vi havde jo sko på.
Altså min fars hund, han vil kraftedme ikke soppe og min hund, han vil kraftedme gerne. Det er lige som om, at det ikke passer så godt sammen.
Min fars hund skulle lige som trækkes over, hvor vi kunne gå normalt igen. Det var en challenge, men vi endte jo med at klare det, for vi var jo nødt til at komme over.

Det varer ikke længe inden vi står ved en låge, som fører til en sti gennem et areal med græssende køer. Vi skal enten gennem dér og krydse stranden, som det også er, eller gå hele vejen udenom for at komme hen til stien ved Hindsgavl. Altså vi vælger jo bare at krydse stranden, for det er jo lige så fint.
Køerne… var aggressive.
Eller den ene af dem, var i hvert fald.

Vi går ad stien og bliver hurtigt passet op af en ko med en pænt truende adfærd, som ikke syntes at vi skal den vej. Jeg går stadig med min fars hund og han går med min. Heldigvis for mig, og dog.
Min hund syntes egentlig bare at koen er lige så fin og vil da egentlig gerne hilse, mens min fars hund er lidt med skeptisk (det var jeg også, vil jeg gerne lige pointere). Der er egentlig ikke noget der hedder at trække sig ud til siden, da den der sti ligger lige midt i det hele med en slags grøft på den ene side (ville jeg umiddelbart kalde det) (ja, det er jeg skide god til at beskrive).
Min far viser ingen frygt, han leger at han er ko-hvisker. Han står foran koen, mens jeg stille og roligt, som den ninja jeg jo faktisk er, lister til siden. Min far rækker hånden ud, på ægte “bliv hvor du er, ko. Jeg er ikke bange for dig) manér, mens min hund hopper lige så spændt og energisk rundt om ham i snoren.

Koen begynder at lave stange bevægelser og her bliver det altså lige i overkanten for min fars hund og jeg, som i en flee-and-escape manøvre, vælter ned i den der grøft. Jeg vrider rundt på min ankel, for tredje gang på ét år.
Det er nemlig sådan, at jeg havde investeret i et par nye sko (og nej, det var nu altså ikke dem jeg havde på). Nogle lidt for smalle kilehæle. Flotte, flotte sko. Men dødsensfarlige.
Første gang jeg vrikkede rundt, var på vej til biografen.
Anden gang var på vej hjem fra banegården, i en god brandert.
Tredje gang, det var så her. Av.

Der kom en familie gående som selvfølgelig overværede det her og på en eller anden måde undslap vi altså koen og vi nåede sikkert over på den anden side.
På den anden side fortalte min far mig at han godt vidste at de køer som stod der, godt kunne være lidt utilregnelige, men at han havde undladt at fortælle mig det, da han vidste at jeg aldrig var gået med den vej så.
Og jeg kan kraftedme garantere at det var jeg IKKE.
Om jeg så skulle have gået 10 km ekstra for at komme udenom.
Jeg var ikke klar til at dø.

Jeg havde efterfølgende lidt et problem, for jeg haltede og vi var ikke hjemme endnu og jeg havde bare brug for et glas hvi’vin.
Vi sad lidt, han grinte af mig. Jeg sagde “fuck dig, far” og så måtte vi jo videre i teksten. Det gik lidt langsomt, men det gik.
Hindsgavl slot og området er heldigvis pisse kønt.

Vi kom også hjem, med noget besvær.
Hjem til et glas hvi’vin, I dare say.

Det er et af min favorit minder, fordi det er så typisk.
To fjolser. Ham og jeg. Så ens og alligevel så forskellige.
Han var og han er min soulmate. Sådan vil det altid være.

Jeg ved ikke om det er lige så sjovt at læse, når man ikke var der. Men jeg smiler og jeg griner også lidt når jeg tænker på det og jeg elskede at skrive det, fordi det næsten føltes som at opleve det igen.

Tak fordi du læste <3

– Camilla

Kære læser

Det starter som en slags rastløshed, en dyb rastløshed, en rastløshed der sætter sig helt inde i knoglerne og den gnider sig mod hvert et ben, ligesom når man skærer tænder. Så sætter der sig en klump i lungerne, en klump der egentlig gerne ville kvæle, men som i virkeligheden slet ikke eksisterer. Eller gør den?
Så kommer panikken. Er jeg ved at dø igen?
Igen?
Jeg har aldrig været ved at dø, men det kunne kraftedme godt føles sådan nogle gange.

Jeg plejer at søge mod min seng, mod min dyne, mod det som er mest trygt. Det sted som kan sluge mig hel og opbevare mig i en lille bobbel, til faren er drevet over og det gør den jo, hver gang – men det er noget jeg har været nødt til at lære at huske og det har for mit vedkommende været lige så svært at have med at gøre, som matematik der blander bogstaver ind i opgaverne er. Hvor fanden giver det mening henne?

Da jeg mistede min far, blev jeg overvældet. Det ved jeg nu.
Sådan virkelig overvældet og jeg mistede kontrollen.
Et ordenligt gok i nødden, hvad fanden sker der?

Mit første panikangst anfald fik jeg, mens jeg sad og skrev til dem vi havde valgt skulle bære min fars kiste. Jeg følte mig ok fattet og jeg vidste hvad jeg ville skrive, men så begyndte nogle sorte pletter ligesom at blinke for mit ene øje. Min første tanke var at jeg havde glemt at spise, eller at jeg måske var ved at gå sukkerkold, så jeg sørgede for at få lidt indenbords. Det hjalp bare ikke og pletterne gik over til at være en slags flimren, som generede det yderste af øjet.
Jeg begyndte at mærke en uro, for det var virkelig ubehageligt og jeg forstod ikke hvad der var galt. Jeg var alene, for min mor og min bror skulle lige hente et eller andet.
Uroen blev stille og roligt, utroligt nok, til panik og det næste jeg husker er, at sidde og rokke frem og tilbage på min seng. Heldigvis var jeg ikke alene så længe og heldigvis var min mor godt klar over at det var en reaktion på det der var sket.
Der kommer jo som regel en reaktion på et eller andet tidspunkt, den er bare forskellig fra person til person. Jeg begyndte at få angstanfald.

Det er en ting der er svær at forklare og det er en ting som er svær at forstå, hvis man ikke har haft oplevelsen på egen krop – for man kan ikke se det.
Men det er virkeligt, også selvom det er usynligt og det er uhyggeligt.

Der er ikke noget der hedder “kan du ikke bare..”, for det kan man ikke bare – hvis man bare kunne dét, så havde man gjort det. Trust me.
Da jeg var ikke ret gammel, så jeg et program om én der led af angst. Jeg forstod det ikke og jeg husker at tænke at jeg ville sige til angsten at jeg ikke var bange for den. Det var jo ikke fordi det var én der blev jagtet af en mand med en økse, vel?

Jeg havde i lang tid, i hvert fald ét anfald om dagen. Det gjorde at jeg helst blev hjemme, også selvom at for mit vedkommende kom anfaldende næsten altid når jeg var alene. Når jeg sad for mig selv og tankerne drejede ud af kontrol.
Tingen er, at man ikke engang altid selv ved hvorfor man reagerer.
Det gør det lidt svært at tackle og det gør det også svært at snakke om.
Jeg har egentlig aldrig været specielt god til at tale om mine følelser, det har altid givet mig ubehag. Det er noget jeg lidt har tvunget mig selv til at gøre nu, på skrift, fordi at skrive, er det jeg er bedst til.

Min far sagde engang til mig at jeg ikke måtte blive som ham og jeg ved godt hvad han mente. Han mente at jeg skulle åbne mig selv, han mente at jeg ikke måtte lukke bogen og lade livet passere, mens de svære ting i livet åd mig op og gav mig ondt i hovedet. Han vidste godt at det var hvad der ville ske. Han vidste også godt at han selv havde bygget nogle meget høje mure op omkring ham selv, fordi han havde oplevet ekstrem modgang i hans eget liv. Ekstrem smerte på hans egen sjæl.
Det måtte ikke ske for mig. Det må heller ikke ske for hans søn.

Min far var og er en magisk mand. Han præsterer at lære mig ting, selvom han ikke er her. Hans stemme sidder fast i min erindring, som var den limet fast. Han forlod mig ikke uden at være sikker på, at jeg havde værktøjerne til at bygge et liv der er værd at leve.

De første to år efter hans død, isolerede jeg mig selv. Jeg havde angstanfald og selvom jeg med tiden begyndte at lære dem at kende, så vidste jeg ikke helt hvad skulle gøre af mig selv, for det gjorde det svært at få hverdagen til at hænge sammen.
Jeg er heldig at have en god studievejleder, jeg er også heldig at have en god læge og jeg er heldig at have nogle fantastiske mennesker i mit liv, som gør deres bedste for mig. Men hold nu kæft, hvor kan det altså føles op af bakke.

Jeg har tit hørt at de første to år er de værste og for mig har det passet det ret godt. Det sidste halve år, er tingene nemlig begyndt at vende. Frygten for angsten sidder i mine knogler, jeg var sikker på at jeg ikke kunne leve uden min far, men jeg trækker altså stadig vejret og det har jeg fået mig til at indse at jeg er stærkere end jeg troede og det har givet mig blod på tanden.
Not gonna lie, det gør ondt og nogle gange er det svært. Jeg savner min far.
Men det er fire måneder siden at jeg havde et anfald sidst og jeg har det faktisk godt.

Jeg har overvejet det her indlæg længe og jeg troede ikke at jeg havde lyst til at skrive det, men jeg besluttede mig for at gøre det alligevel fordi det også er en del af det hele og på en måde, ville mit blog projekt ikke rigtig være fuldendt uden det.
Det kan godt være at der kommer en post mere om det her emne på et tidspunkt, der er så meget i det. Det er svært at få det hele sagt på én gang.
Jeg vil hellere være varm end kold.

Tak fordi du læste <3

– Camilla

Kære læser

Let’s face it, vi har dem allesammen og nogle er mere fjollede end andre.
Nogle af dem deler rigtig mange, nogle deler næsten nærmest hele kloden (overdrivelse fremmer forståelsen, men… edderkopper) og nogle er bare downright ridiculous. Men det er der jo heller ikke rigtig noget galt i, vel?

Jeg har nogle stykker og de er egentlig lidt åndsvage. Så nu deler jeg dem med jer.

1. Øjne
   Det lyder åndsvagt, det ved jeg godt. Øjne er smukke, øjne er sjælens vindue og så er de faktisk meget rare at have. Men da jeg var en 5 år eller sådan noget, fik jeg lov til at sidde på min storesøsters værelse og se tv, da hun gik. Jeg så Troldspejlet, som jeg gjorde så tit og der blev altså fortalt om en film om en dreng som mistede hans ene øje. Jeg gik rundt med en klump i maven på størrelse med en vandmelon i flere måneder. Ja, flere år jo nærmest eftersom dét minde stadig hænger ved. Jeg var ret sart da jeg var lille. Jeg var fuldstændigt oppe og køre første gang jeg så Jurassic Park og så den scene hvor en mand bliver spist af en T-Rex mens han gemmer sig på et toilet. Det var det vildeste jeg nogensinde havde set og spurgte du mig dengang, så havde jeg lige set en gyserfilm og jeg var ikke engang SÅ bange!
2. Edderkopper
   Ja ja, dem er jeg også bange for. Jeg vil dog sige at det har hjulpet betydeligt at jeg har købt mig en støvsuger uden poser, som man kan se ind i. Jeg har engang haft en støvsuger stående på mig altan i en uge, fordi jeg var bange for at edderkoppen ville kravle ud igen, jeg har engang barikeret mig på mit soveværelse om natten (vi taler om tilstoppet nøglehul og sådan noget) fordi der var en edderkop som jeg havde oversprøjtet med hårlak og sansynligvis slået ihjel men den endte med at falde ned bag min skohylde forsvinde og jeg har engang stået i min stue om aftenen iført gummistøvler fordi jeg havde præsteret at fange en lillebitte edderkop under en lille tallerken og problemet så var, at jeg ikke turde løfte den igen.
3. Høje brag
   Jeg er typen som altid har haft utroligt følsomme øre. Jeg er ikke som sådan bange for fyrværkeri (altså den flotte af slagsen, kommer aldrig til at forstå hvorfor kanonslag skulle være så fantastiske) men jeg bliver pisse nervøs når det er noget som siger meget højt.
4. Vand i ørene
   Igen, ørene. Min frisør har efterhånden altid vat klar til mig, når hun skal til at vaske mit hår. Nej, jeg har heller ikke hovedet under vand når jeg svømmer. Jeg fucking hader at få vand i ørene, jeg hader det bare, ingen videre forklaring.
5. At flyve
   Det er ikke selve dét at flyve som jeg har problemer med, det er.. wait for it.. propper i ørene. Jeg har et seriøst problem med propper i ørene.
6. Broer med vand under
   Jeg er ikke som sådan højdeskræk. Altså, jeg har da grænser – men dét er ikke en fobi. Men hvis jeg står på noget med vand under, højt eller ej faktisk, så er jeg lidt mindre glad end normalt. Jeg bor sådan cirka 5 min (i bil) fra den gamle Lillebæltsbro, jeg har gået over den og jeg har cyklet over den og jeg.kan.ikke.lide.det. Jeg elsker at sejle (på trods af at jeg godt kan blive ret søsyg) og havet er sgu da fascinerende, men der er noget ved dybet som man ikke kan se der skræmmer mig af helveds til. Det skræmmer mig nok lidt mere end hvad der bare er den almene respekt for havet, hvis i ved hvad jeg mener?
   Det er altså lidt uhyggeligt.
7. Mørke
   Jeg indrømmer det, jeg sover altså med en lampe tændt i stuen. Jeg har en hund som helt sikker ville reagere hvis der var noget i min lejlighed som jeg skulle være nervøs for, men jeg skal altså kunne se hvad der foregår. Jeg plejede at insistere på at have tv’et tændt om natten, også selvom det irriterede mine øjne. Da jeg boede hjemme blev min far altid skide irriteret, fordi jeg altid vågnede når han slukkede mit tv. Da jeg flyttede hjemmefra sov jeg med mit tv tændt i soveværelset, indtil det engang gik i stykker. Så lærte jeg faktisk at sove uden og det er nok meget godt.

Nogen som deler fobier med mig?
Nogen som har fobier som kan slå mine?

<3

– Camilla

Kære læser

Se, her begynder det at blive tricky. Har i nogensinde læst om, hørt om, oplevet det der med at man ikke husker så godt, når det kommer til at ting som har gjort ondt.
Jeg har stadigvæk svært ved at huske hvad jeg egentlig brugte min tid på, det første år efter jeg mistede min far. Tilstede var jeg i hvert fald ikke helt. Kun når virkeligheden ramlede ned om ørene på mig et par gange om dagen.
Jeg lukkede lidt døren, låste mig inde i mig selv og blev der længe.
Det er forskelligt hvordan man heler. Alene, i selskab, medicin.. vandaerobic?

Dagen efter jeg fandt min far i hans seng, brugte jeg meget tid på at sidde og græde for mig selv. Bare græde, ingen lyd, bare tårer som ikke bare sådan lige ville stoppe. De kom når de selv syntes og de stoppede når de ikke gad løbe mere. Sådan var det bare.
Vi skulle finde en bedemand og så vidt jeg husker, så kom hun dagen efter.
Jeg kan huske at jeg havde det nogenlunde, indtil vi skulle vælge hvad der skulle stå i død annoncen. Hans navn, der, det gav ingen mening og det gjorde så ondt at det er ligefør at jeg kunne have stoppet med at trække vejret, lige dér. Jeg kunne mærke min hud krakelere.
Som jeg ser på den annonce nu, så var den jo perfekt til ham og som jeg ser det nu, så er jeg ret glad for at den blev som den blev, selvom den var svært at tage stilling til. Jeg har den også stadigvæk, langt inde i et skab og engang i fremtiden, kan kigge på den og sansynligvis vil være glad for at jeg klippede den ud og beholdte den, selvom den på en måde symboliserer tabet.

At skulle vælge sange til bisættelsen var heller ikke nemt. Kun tre sange. Tager du pis på mig?
Der skulle have været mindst 10, for at det havde været nok.
Bedemanden som var en yngre dame, utroligt nok, var i det mindste tiltalende og det er jeg ret sikker på at min far var glad for. Tænkt hvis det havde været en gammel gråhåret gimpe eller… for guds skyld nej, en mand. EN MAND der skulle have klædt ham på i kisten. Er det ikke også dem som står for det?
For Guds skyld, ik? Jeg fik af vide at jeg skulle retfærdiggøre at min far ikke skulle begraves og at ceremonien ikke skulle foregå i kirken, for en præst. Altså, der var en præst som ringede til mig få dage efter min far døde, for at spørge mig om hvorfor ceremonien ikke skulle foregå i kirken. Man tænker, virkelig? Gør man ikke?

Det er en sær fornemmelse, det der med lige at have siddet sammen med en person og drukket kaffe og så lige pludselig skal man sidde og planlægge deres bisættelse.
Det minder i hvert fald én om hvor skrøbeligt livet er.

Dernæst husker jeg at være hjemme og skulle sørge for at jeg blev sygemeldt fra min skole. Det var heldigvis ikke noget problem.
Min mor boede i min lejlighed et par dage, min bror var her til han fik nok og havde brug for luft. Forskellige reaktioner på ting, passer ikke altid så godt sammen. Det er helt okay.

Da min mor kørte hjem et par dage inden bisættelsen, havde jeg veninder på besøg så jeg ikke skulle være alene. Jeg valgte at jeg ville blive hjemme, det havde jeg det bedst med.

Dagene var meget grå, tomheden voksede i min maven, tankerne tonsede afsted. Lige meget hvor meget tid man bruger på ingenting, så er der bare ingen ro.
Alting pissede mig af. Mennesker med “normale” liv eksempelvis, hold nu kæft hvor var de dog irriterende. Hvordan fanden kunne de bare gå forbi mit vindue og ikke vide at mit hjerte lå nede på fortovet. At det var sprunget ud af mit bryst, knaldet ud igennem vinduet, fløjet ud over græsset og landet med et kæmpe enormt “SMÅKAGE” på fortovet foran dem og de jordede kraftedme lige over det, om og om igen, til det lå smattet fuldstændigt ud.
Fuck dem allesammen.

Nu er jeg jo egentlig bare glad for at livet fortsætter ufortrødent, at det ikke bare går i stå.
Tænkt hvis det bare gik i stå? Så ville det gå i stå konstant. Det ville jo nok egentlig bare stå stille hele tiden, for folk dør hele tiden. De lyner jakken op og smider det her liv fra sig (eller folder den pænt og lægger den på sengen, du vælger) og det er helt okay.
Hvad der så sker, det er der ikke nogen af os som stadig “lever” der aner noget som helst om. Der er så meget vi tror at vi ved noget om, som vi ikke aner den mindste smule om.
Men altså, vi kan da godt komme med teorier.

Jeg læste det her fantastiske citat fornylig og for mig, føles det rigtigt;

“you don’t have a soul,
you are soul,
you have a body”.

Jeg husker at jeg på en måde glædede mig til bisættelsen. Jeg glædede mig til at se hvem der kom og jeg glædede mig til at se folk jeg ikke havde set længe. Lige indtil jeg rent faktisk var der, der følte jeg lige pludselig at jeg kunne gå i gulvet når som helst og jeg havde ikke lyst til at være der overhovedet. Det var overvældende og jeg tror at jeg lukkede lidt af.
Jeg kan huske nogen af dem som kom, jeg husker de fleste af dem som var med til gravøllet, men det er også dét. Det var ret uvirkeligt og sløret.

Efter bisættelsen blev alting bare gråt igen. Tomheden voksede og voksede. Det gjorde den længe, men med tiden begyndte jeg at kunne udfylde tomheden med ting jeg kunne lide og mennesker jeg holder af selvfølgelig. Tomheden blev til den tomhed som repræsenterer min far og den går aldrig væk, for han er her ikke. I hvert fald ikke sådan som jeg gerne ville have det, hvis jeg kunne vælge. Jeg har lært at leve med det, på en eller anden måde. Jeg mærker den hver eneste dag, men det gør kun rigtig ondt en gang imellem nu.
Mit savn gør mig ikke syg mere, men det er en slags permanent skade. Og det er helt okay.

Min far sagde tit “det er liiiiivet” og det er det faktisk også.

– Camilla

Kære læser

Jeg startede med at skrive om, hvad der helt præcis (sådan ret præcist i hvert fald) skete den sene eftermiddag da jeg fandt min far. Jeg blev ikke helt færdig, så nu har jeg taget tilløb og tænker at jeg vil skrive resten. Resten og resten, der er jo så meget, men i hvert fald vil jeg fortælle hvordan det føles at være mig i dagene derefter. Det kan godt være at jeg kommer til at dele det i to, let’s see.

Jeg stoppede ved tidspunktet hvor min far blev hentet af en anden ambulance, som tog ham med til Odense.

Det var stadigvæk meget uvirkeligt. Jeg forstod det ikke, før jeg lidt senere stod i min lejlighed og skulle hente min hund, inden jeg skulle videre hjem til min mor.
Jeg husker at sidde i min far’s lænestol i stuen hjemme i huset, det var helt mørkt udenfor og lysene var dæmpet. Min bror var bange for at far havde fået det dårligt og derfor var gået i seng, fordi der lå en pose Dracula bolsjer som umiddelbart ikke var åbnet. Kendte man min far, ville man vide hvorfor der blev lagt mærke til det.
Jeg tog fat i posen og kunne konstatere, at den altså havde været åbnet. Det grinte vi faktisk lidt af. Selvfølgelig var posen åbnet.
Det er utroligt at man alligevel har det i sig at kunne grine i den slags situation, men det kan man faktisk godt. Ikke at vi ligefrem flækkede af grin, nok nærmere en dæmpet latter. Sådan lidt “pyyha” agtigt.
Jeg husker at jeg på en eller anden mærkelig måde glædede mig til at vi fik ringet rundt. Det lyder forkert. Jeg glædede mig ikke over noget som helst lige der, men jeg havde følelsen af at når der var andre end os der vidste hvad der var sket, så ville jeg ikke føle mig helt så alene.
Jeg kan så fortælle, at det overhovedet ikke hjalp at give nyheden videre. Min mor ringede rundt til den nærmeste familie og at kunne fornemme folks reaktioner igennem telefonen uden at kunne høre hvad de sagde, var mildest talt hjerteskærende. Og jeg følte mig stadig alene. Samtidigt var der sikkert andre som også følte sig alene.
De resterende ambulance mænd sagde farvel og kørte og så sad man ligesom bare der og visnede. De fortalte os hvor de kørte ham hen inden de kørte og fortalte at vi havde muligheden for at se ham, hvis vi ønskede det. Vi havde muligheden for at se ham to gange. En gang på sygehuset og en gang i kapellet inden bisættelsen.
Jeg var stensikker på at jeg skulle se ham så mange gange som overhovedet muligt, for tanken om at jeg havde set min far for sidste gang var slet ikke til at forstå og acceptere. Jeg kan så afsløre at jeg, med ondt i hjertet, ombestemte mig senere hen. Jeg blev bange for det, jeg blev bange for at synet af ham på den måde ville ødelægge mig fuldstændigt og jeg er ret sikker på at jeg tog den rigtige beslutning.
Han ville have set forkert ud og det kunne have ødelagt mit sidste minde om hans ansigt.

Vi aftalte at min bror og jeg skulle tage med hjem til min mor og overnatte, for at ingen skulle være helt alene. Jeg gik ind i min far’s soveværelse og fandt den alt for store trøje som jeg altid lånte når vi sad i haven eller hvis jeg frøs. Jeg tog den med og den nat sov jeg med den, som jeg sov med min yndlings bamse da jeg var lille.

Inden vi kørte hjem til min mor, skulle jeg lige forbi min lejlighed og hente min hund og da jeg stod i min lejligheden gik det pludselig op for mig hvad der var sket. Hvad jeg lige havde oplevet. Hvor virkeligt det hele lige pludselig føles og jeg husker at ville fodre min kanin og at jeg tabte kaninpiller udover hele stuegulvet.
Køreturen var også lidt af et inferno, men den slags inferno som man godt lidt kan grine af nu.
Har du mødt min hund?
For at vi alle kunne være der, måtte han sidde ved benene foran i bilen. Havde jo også lige min far’s hund med bagi bilen. Igen, har du mødt min hund?
Min hund var på ingen måde mærket af, hvad der lige var overgået os andre. Heldigvis. Men hold kæft, det var ikke optimalt. Lad mig bare sige det sådan.

Vi kørte forbi Burger King, for der var ingen der havde spist og jeg har aldrig i mit liv brugt så lang tid på at spise en burger. Jeg burde have været sulten, jeg havde ikke spist i mange timer og jeg mener bare.. burger..

Den nat var noget mærkeligt noget.
Det var blevet så uvirkeligt igen og jeg fik vidst ikke sovet ret meget. Jeg lå bare og krammede den trøje der og på en eller anden måde fik den mig til at føle mig bare lidt tryg.
Jeg anede ikke hvad de næste dage ville bringe, hvordan jeg ville have det. Jeg vidste bare at det ville blive rigtig slemt. Og jeg vil ikke lyve, det gjorde det såmænd også.

Jeg er glad for at jeg kan sidde og kigge ud på træerne der svajer i vinden nu og vide at jeg har det godt igen. Det er den der slags sår som aldrig rigtig heler. Det heler lidt, så klør det og man kommer til at kradse i lortet og så går det op igen.
Sådan er det heletiden og det er helt okay. Det er sådan det skal være.
Det efterlader også ar, men det er også helt okay, for de ar indikere bare min far. De indikere hvor vigtig han er for mig og hvor meget jeg elsker ham, og det er ikke noget jeg vil være foruden.

Det ser ud til at der kommer en del 3 også, så det ikke bliver alt for langt.

Tak fordi du læste med.

– Camilla

Til min far

Det er svært at få sagt og det er svært at starte.
Jeg savner dig og savnet føles som bølger, som bølger op og ned – roligt og forfærdeligt voldsomt. Det er jeg ikke overrasket over, hvordan skulle jeg kunne være det?
Savnet giver ekko. Helt ud af byen.

Jeg troede at jeg havde en masse at sige, og det har jeg vel også. Det her kan jeg bare ikke sætte ret mange ord på, i hvert fald ikke så de giver mening.
Jeg føler mig bare meget lille.

Vil du med i skoven?
Vi kan tage hundene med. Vi kan gå til vi finder et sted, kun vi to kender.
Vi kan grine af de mærkeligste ting, jeg kan græde, du kan gøre dit bedste for at lade være. Du må gerne, men jeg ved at du helst vil være fri.
Vi kan tage afsted sidst på sommeren, eller først på efteråret, når lyset er grønligt – det er nemlig vildt flot. Vi kan gå ned til de der fucking køer, som engang gjorde mig så bange at jeg faldt ned i en grøft og slog min ankel. Du kunne sgu godt have fortalt mig at de var hidsige, inden vi gik derind. Men som du selv sagde, så var jeg ikke gået med den vej hvis jeg vidste det.

Skal vi dele en flaske hvidvin?
Vi kan tale om alt og intet og det ville være helt perfekt.

Vil du ikke nok spørge mig om noget fuldstændigt ligegyldigt? Der er ikke noget i verden, jeg ikke ville svare dig på lige nu – jeg savner bare din stemme. Og dit grin. Jeg lover dig, at mit svar vil få dig til at bryde ud i latter. Jeg kan ikke love at det ikke vil tage mig et øjeblik at finde på noget godt, men jeg skal nok. Jeg kan godt.

Skal vi køre en tur?
Jeg vil gerne være chauffør. Det kan godt være at dine fødder vil være plantet, meget (meget) solidt i bunden af bilen og det kan også godt være at dine hænder vil holde lidt (meget) godt fast i døren. Men altså, de der skide cyklister kører jo også så pisse langsomt. Jeg lover at jeg ikke kører galt, og jeg kan vidst også godt love at jeg ikke kører ind i huset igen. Men det kan godt være at vi skal kører i en anden bil end din og jeg ved at du vil protestere.

Er du ikke med på, at få malet det der maleri sammen som vi gik og snakkede om at vi skulle? Forventer du virkelig at jeg har lyst til at færdiggøre noget som helst, når du ikke er med?
Er det dig der venter, eller er det mig?

Skal vi drikke en øl i haven og høre noget “god” musik. Jeg lover at du må bestemme hvad vi skal høre og jeg lover at jeg ikke bliver sur, når du vil høre C.V Jørgensen og jeg vil høre Dizzy Mizz Lizzy.

Jeg har lært at spille klaver, du gav mig på en måde muligheden. Vi kan jamme? Dig, Benjamin og jeg. Hvis du er med, lover jeg at jeg synger. Jeg lover ikke at være genert.

Jeg vil gå så langt at sige at jeg vil trodse min flyskræk og udvide min “personal space” grænse og tage med dig til Cuba. Hvis du banker på min dør, lige nu.
Jeg vil lade dig vise mig de steder du har været og jeg vil lytte mens du fortæller mig om hvad du har oplevet. Men jeg gider ikke høre om din scoring. Ikke at du nogensinde frivilligt ville fortælle mig om den slags.

Jeg tror ikke at det er nødvendigt at jeg siger det, men jeg savner dig. Alt ved dig. Selv de ting jeg førhen syntes var de mest irriterende i verden. Jeg savner endda måden du altid sagde “Camillaaaa” på, når du vidste at jeg var sur på dig. Jeg savner dine spøjse måder at sige undskyld på. Dine spøjse måder at vise at du elskede mig på.
Jeg savner at vise dig hvor højt jeg elskede dig, på mine helt egne spøjse måder.

På en måde viser jeg det jo stadig, og jeg ved også godt at du ser det. Men jeg savner at se dig i øjnene og se at det som foregik i dit hoved, var lig det som foregik i mit.
Jeg savner endda når vi ikke fattede hinanden overhovedet.

Jeg savner dig.

– Camilla

Kære læser

Jeg tænker tit over, hvor let er at sige ting. Det er let at sige “kom videre”, “mand dig op”, “lad være med…”, “du skal bare” og jeg kunne blive ved.
Er det lige så let at gøre det som bliver sagt?
Ikke nødvendigvis.

Jeg har i forbindelse med min far’s død ofte hørt ting som “det går over”, “op på hesten igen”, “det skal bare gøres”, “du skal bare..”. Ja da, siger jeg så bare. Og gå så lige væk.
Jeg er stor tilhænger af, at vende negative ting om til positive. Jeg er kæmpe fan af, i det hele taget at være positiv, også selvom jeg kan have dage hvor jeg spiser Negativ, morgen, middag og aften (og midnatssnack for den sags skyld.. don’t judge).
Noget af det bedste jeg har lært, ved noget så sørgeligt som at miste et menneske jeg elsker uendeligt og betingelsesløst højt er, at jeg har fundet ud af hvor forskellige mennesker er og samtidig hvor okay, det faktisk er at det er sådan.
Det er godt, fordi det hjælper mig med at forstå andre bedre, også i forhold til hvordan de opfører sig overfor mig.
Sådan noget som sorg, det er så forskelligt fra person til person som noget overhovedet kan blive. Nogle bygger en væg omkring dem selv og kommer ikke ud før de har lært at trække vejret i den nye atmostfære de pludseligt befinder sig i, nogle har brug for ikke at være alene – på den ene eller den anden måde.
Nogle forsøger at bekæmpe sorgen ved at skylle den væk med alcohol, eller ætse den væk med stoffer.
Listen er meget, meget, meget, meget lang.

Det eneste der er helt sikkert er, at man reagere – også selvom man ikke lige umiddelbart opfatter det.
Nogle græder, nogle bliver indhyllet i et sjal af depression, nogle bliver rasende, osv.
Og ligemeget hvordan man så reagere, så er det helt okay. Selv ‘ikke at reagere’ er en reaktion.
Det store spørgsmål er, ligemeget hvordan man så reagere, om man rejser sig op igen eller om man bliver liggende?
Det er dét som i virkeligheden er så simpelt, men så helt enormt kompliceret at det slet ikke kan forklares med ord. Det handler ikke om “bare at..”, netop fordi alle er så forskellige. Det handler i sidste ende om, at finde den rigtige vej frem og den er man nødt til selv at finde.
Men altså, det forhindre jo ikke nogen i at tro at de har nøglen til universets hemmeligheder. Sådan er det altid.

Det har jeg lært.

Jeg har ikke nogen opskrift på, hvordan man “kommer over” en sorg. Det gør man først og fremmest slet ikke, men man kan lære sig selv at håndtere den og for mit vedkommende er jeg nået til et punkt, hvor jeg kan vende sorgen om i min hånd, læse bagsiden og tage til mig hvad der står.
Jeg kan ikke sige hvordan andre i min situation skal forholde sig til sorg, men jeg kan fortælle hvordan jeg selv forholder mig.

• Jeg bruger mange kræfter på at være tålmodig. Dybe vejrtrækninger, du ved.
• Positiv fremfor negativ, så meget som muligt.
• – men man har eddermame også lov til at “blow off some steam”.
• “Det er okay”. For det er det, for det meste og hvis det ikke er, så kan det blive det på en eller anden måde.
• “Hvis jeg ikke er klar, så er jeg fandme ikke klar”.
• Jeg ved hvad der er det rigtige for mig.

Der er meget mere i det og det er noget jeg har brugt lang tid på at gøre mig klog på.
Mig selv.
Og så er der alligevel stadigvæk meget jeg ikke aner en skid om.

Men alle er forskellige og det er helt okay.
Så simpelt og alligevel så svært at forstå.

– Camilla Hou